Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Ditte Ylva Olsen kæreste
Foto: Susanne Baden Jensen Ditte Ylva Olsen er aktuel i serien Hånd i hånd.

Hovedrolle i ny kærlighedsserie: ”Parterapeuten sagde seriøst til os: I kommer til at gå fra hinanden"

Alle bør gå til terapi - på samme måde, som du går til frisør og i fitnesscenter. Det mener skuespiller Ditte Ylva Olsen, der selv har været i parterapi, ligesom hendes rolle Lise i serien Hånd i hånd.

Hvad gør man, når drømmen om det perfekte forhold er ved at smuldre?

For skuespiller Ditte Ylva Olsen har en del af svaret været at finde på en sofa hos en terapeut. Både i sit privatliv, men også i sit professionelle virke, hvor hun lige nu har landet sin første hovedrolle i den nye, romantiske komedieserie Hånd i hånd, som sendes på TV3 og Viaplay.

LÆS OGSÅ: Stephania Potalivo: "Selvfølgelig er der udfordringer i at være sammen med det samme menneske hele tiden"

Parterapi ER serien, som hun selv formulerer det, da ALT.dk møder hende til en snak i forbindelse med seriens premiere. Og seriens hovedfokus er noget, som den 41-årige skuespiller selv har haft inde på livet.

– Jeg har gået i parterapi. Mit længste forhold var seks år, så det var måske også syvårskrisen, der tog det? Men det er virkelig komisk, fordi parterapeuten seriøst sagde til os: "I kommer til at gå fra hinanden", siger hun og slår op i en høj latter.

– Er det ikke vildt?! Og det gjorde vi.

"Han var så streng"

Det går hurtigt op for én, når man er i selskab med Ditte, at hun har let til grin – og selvironi – men at der også er alvor bag tankerne. Og det passer godt til seriens tone, som er komedie blandet med realisme. Her spiller hun side om side med den Vild med dans-aktuelle skuespiller Esben Dalgaard, og sammen udgør de parret Anders og Lise, der har en krise i deres ægteskab, de ikke selv kan løse.

Da de har været sammen i 7 år, rammer hverdagen dem begge, og de opsøger derfor en parterapeut (Rasmus Bjerg) i håb om at kunne undgå en skilsmisse, hvilket man følger gennem seriens afsnit, hvor de sidder sammen i sofaen og oplever deres forhold i flashback.

Til spørgsmålet om, hvordan hendes egen oplevelse med en parterapeut var, udbryder hun:

– Han var SÅ streng. Altså han sagde: "I passer ikke sammen!" Det sagde han. Og så forklarede han, at det ikke havde noget at gøre med, hvordan vi kommunikerede sammen, vi var bare ikke gode for hinanden. Men ok, så igen: he was right...

Esben Dalgaard og Ditte Ylva Olsen som parret Anders og Lise, der må tage plads i parterapeutens grå sofa i forsøget på at redde ægteskabet. (Foto: Viaplay Presse)

– Jeg tror først, at man ved, at man skal ringe efter en parterapeut, når man har prøvet selv i lang tid. Jeg kender nogen, som i bryllupsgave til hinanden - og de havde ikke kendt hinanden i så lang tid, før de blev gift - gav sig selv et forløb hos en parterapeut for at skabe et godt fundament for relationen og for at få et fælles sprog til at tackle konflikter. Og det er jo så fint for som regel, når man går i parterapi, er det jo fordi, at man ikke ser nogen anden udvej - og så er det nok for sent, ikk'?

Hvordan vil du forsøge at undgå 7-årskrisen, for vi kan alle sammen frygte den - du har jo selv prøvet den?

– Jeg har lært, at det egentlig altid handler om én selv. Hvis der er noget, som man ikke synes, at man får, eller noget, man ikke har lyst til at give i et parforhold, er det tit noget ballade, der er inde i én selv. Og når man ved dét, kan det være rigtig "snedigt" at sætte sig i den andens sted. Det tror jeg virkelig, at man kan komme RIGTIG langt med. Så man får et parforhold, hvor jeg gør mig umage med dine behov i en forvisning om, at du vil gøre sig umage med mine behov. Fremfor at man sidder i hver sin ende og siger: "Jeg skal have det sådan her, og du skal give mig det." Men jeg ved også godt, at så er man jo en lille Buddha, hvis man altid kan gøre det, siger hun med et stort grin.

– Jeg tror faktisk, at man skal forstå, at de problemer, man har med sin partner, altid kommer fra én selv. Også selvom det er ens partner, der er en idiot – for så er det jo én selv, der har valgt at være partner med en idiot. I denne serie, er det vores forældre, altså svigerforældrene (Tommy Kenter og Birthe Neumann) og min far (Peter Gantzler), der spiller en rigtig stor rolle. Det giver mening, fordi de mønstre, du selv har, dem har du jo fået et sted fra. Det er derfor, man bliver sur på sin kæreste, når han minder om ens far – eller ikke minder om ens far. Så måske man egentlig lige skulle deale med ens forældre og ens barndom, før man går i parterapi?

Forstår ikke tabuet om terapi

I det hele tager er terapi ikke noget, der skræmmer Ditte Ylva.

– Jeg elsker sådan noget terapi-noget. Jeg har selv gået i terapi i rigtig lang tid, altså sådan som man går til frisør og i fitnesscenter. Så terapi er helt normalt for mig – det er ikke skamfuldt eller pinligt.

Faktisk har hun og nogle veninder i mange år gået hos den samme terapeut, så de efterhånden også sidder og byder ind med, hvad deres fælles terapeut ville have sagt, hvis de vender en problemstilling.

– Jeg synes, at det er åndssvagt, at der er tabu omkring terapi. Det burde være som at gå til mekanikeren med sin bil, til tandlægen med tænderne og den slags ting. Det er arrogant at tro, at man bare er helt perfekt som menneske – også i parforholdet. Så jeg synes bare, at alle skulle gå til terapi, siger hun med et stort smil.

Ditte Ylva Olsen har boet flere år i udlandet (Foto: Bo Nymann/Her & Nu)

"Fandt hjem" i Hollywood

Det lå ikke i kortene, at Ditte Ylva en dag ville spille hovedrollen i en kærlighedsserie. Hun er uddannet inden for abstrakt scenekunst, som er meget fysisk og visuelt teater. Sådan noget med at hænge på hovedet nedad i en fabrikshal uden ret meget tøj på og synge, som hun komisk forklarer det.

Det arbejdede hun med i nogle år, men hun kunne mærke, at det ikke var helt hende. Derfor rejste hun ud og boede blandt andet i Tokyo og Los Angels i nogle år. I den amerikanske Hollywood-by blev hun optaget på en skole, hvor fokus var på meget naturalistisk filmskuespilsteknik.

– Jeg troede virkelig, at jeg var mere "artzy", men jeg kunne meget bedre navigere i det naturalistiske, end i det mere abstrakte, hvor man fx skulle sige en lyd, som om man var en appelsin, der blev skrællet. Det var SERIØST noget af det, vi lavede, siger hun og slår op i latter.

– Jeg er rigtig glad for den del af min uddannelse også, men jeg kan huske, at jeg virkelig havde en følelse af at "komme hjem" i mødet med det klassiske skuespil, hvor det i højere grad handlede om at vente på sin naturlige impuls, forklarer Ditte Ylva Olsen.

Udset til hovedrolle

Da hun var omkring de 30 år, vendte hun snuden hjem mod Danmark igen. Hun medvirkede i en del kort- og novellefilm, indtil hun i 2013 landede rollen som politibetjenten Linda Bendtsen i TV 2-serien Dicte, hvor Ditte Ylva Olsen var en af de faste karakterer i tre sæsoner.

Med rollen som den parforholdsramte Lise har Ditte Ylva Olsen nu landet sin første hovedrolle i en tv-serie. Hånd i hånd har været undervejs i godt 4 år, inden projektet endelig blev til noget, og undervejs blev dele af castet skiftet ud. Fra start af havde folkene bag serien dog udset sig hende som den kvindelige hovedrolle.

– Jeg var lidt bange for det med at få en stor rolle i starten, for det er faktisk ret hårdt arbejde. Jeg har rimelig meget filmeerfaring fra store produktioner, men det har været mindre roller, hvor jeg måske kun har været med i hver anden scene eller på optagelse hver anden dag og uden så mange replikker. Nu har jeg været med i alle scener, hver dag, og jeg siger hele tiden noget, forklarer hun og uddyber:

– En dag på settet var jeg træt og klagede mig lidt. Så var der en, der sagde, at "sådan er det jo bare at have hovedrollen", som om at det burde jeg vide. Men her kom Birthe (Neumann – der spiller Dittes svigermor i serien, red.) mig til undsætning og sagde: "Det er hårdt at have en hovedrolle, og det er der jo mange, der aldrig når at prøve gennem en hel karriere." Så hvor skulle jeg vide det fra!

Ditte Ylva Olsen spillede side om side med Iben Hjejle og Martin Brygmann i TV 2-serien Dicte (Foto: Sisse Stroyer/Her & Nu)

Selvom skuespillet er Ditte Ylvas levevej vender hun tilbage til snakken om den terapi, som er seriens omdrejningspunkt, når hun overvejer sit eget arbejdsliv.

– Jeg har faktisk også tænkt, at jeg måske selv kunne finde på at tage en uddannelse som terapeut engang ud i fremtiden. Jeg har også mit eget teater med en kollega, og det er egentlig benhårdt, fordi vi selv opfinder, spiller og tager på turné med alle forestillingerne, ligesom vi har ansatte og kører løn, laver regnskaber og holder bestyrelsesmøder. Og så har jeg tænkt, at det ved jeg faktisk ikke, om jeg gider at gøre, når jeg er 50 eller 60 år. Men så kunne jeg tænke mig at være en eller anden form for terapeut. Som skuespiller lever man af at sætte sig ind i mennesker – og det er overhovedet ikke fordi, at jeg siger, at det er det samme – men på dén måde lægger terapien jo ikke så langt væk fra skuespillet. Og derfor var jeg også rigtig glad for at spille denne rolle. Det er lige mig, haha.

Om Ditte Ylva Olsen

  • Født d. 6. april 1977 i Næstved.
  • Uddannet skuespiller fra den alternative teaterskole Cantabile 2, School of Stage Art i 2003.
  • Har spillet mange roller på teateret og været med i tv-serier, som Dicte og Sjit Happens! Er aktuel i sin første hovedrolle i en tv-serie i rollen som Lise i serien Hånd i hånd.
  • Var med i Vild med Dans i 2014, hvor hun nåede til kvartfinalen med sin dansepartner Morten Kjeldgaard.
  • Står bag teatret Teater Fantast med Stine Quistgaard Pagh, som bl.a. har lavet børneforestillingerne "Mustafas Kiosk" og "Lille frø" baseret på Jakob Martin Strids børnebøger.

Ditte Ylva Olsen i Vild med dans i 2014 (Foto: Anton Unger/Her & Nu)

Om Hånd i hånd

Hånd i hånd er en romantisk komedieserie med navne som Esben Dalgaard, Ditte Ylva Olsen, Rasmus Bjerg, Stephania Potalivo og Birthe Neumann på rollelisten.

I serien følger vi parret Anders og Lise, der går til samtaler hos den forstående parterapeut (Rasmus Bjerg). I den grå sofa i parterapeutens rum, ser vi deres parforhold i flashbacks. Fra første møde og frem til krisen. Men kan det lykkes at redde ægteskabet, når kærlighedens veje er fulde af fristelser?

Serien sendes på TV 3 hver torsdag og kan streames via Viaplay.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Serier, Parforhold, Kærlighed og Psykologi