Som 15-årig mistede Dorte sin far og søster: ”Jeg kan ikke løbe fra min baggrund”

Da Dorte var 15 år, tilbragte hun en hel ferie med fingrene krydset. De to ugers solferie i Florida med hendes mor, søster og moster var ellers tænkt som en pause fra den store sorg, der havde ramt familien, efter at Dortes storesøster og hendes far med få måneders mellemrum havde taget deres eget liv.

Men frygten sad i Dortes krop og manifesterede sig helt ud i fingerspidserne. Så hun holdt dem krydsede. For ellers ville der ske noget forfærdeligt.

"Jeg var sikker på, at hvis jeg tillod mig at slippe grebet, ville jeg miste min kæreste derhjemme," husker hun.

"Men jeg sagde ingenting til min mor, for ingen skulle vide, at jeg gik rundt med den her frygt."

Frygten opløses

I dag er 49 år, og tiden har lagt afstand til tragedien. Hun har fået sin egen familie – mand, tre børn og en brun labrador, som logrer velkommen i familiens hus på Østerbro i København.

Men frygten for at blive ladt alene tilbage, som kom så tydeligt til udtryk på ferien til Florida, er stadig en del af hende. Den afgørende forskel er bare, at hun i dag ved, hvad hun skal gøre for forhindre den i at tage over. I sin nye bog, 'Sig mig, er det din onkel, der er død?', skriver hun om rejsen fra at lade sig styre af angsten til et sted, hvor hun formår at tæmme den.

"Jeg kan ikke løbe fra min baggrund, men jeg møder frygten helt anderledes i dag," forklarer Dorte.

"I stedet for at blive vred på mig selv over, at jeg har det sådan, forsøger jeg at møde mig selv med omsorg. For når jeg tør at være med det, der er svært, er det, som om det opløses og fader ud."

Flygtede fra sorgen

Men før vi kommer til løsningen, må vi tilbage til situationen, der udløste det traume, der har præget Dortes voksne liv. Barndomshjemmet i Struer, hvor hun voksede op med mor, far og to ældre søstre, husker hun egentlig som lykkeligt, for meget af det, der førte til den tragiske udgang for hendes far og søster, var hun ikke bevidst om.

At hendes far gentagne gange var indlagt med depressioner og fik elektrochokbehandlinger, har Dorte først fået fortalt som voksen.

Men da Dortes 13 år ældre søster blev ramt af noget, der lignede en fødselsdepression, eskalerede tingene. Søsteren begyndte at komme hjem ofte, og Dorte husker, hvordan hun sad på skødet af deres mor og græd – og gentog, at hun ikke ville blive som sin far.

En januardag kom Dorte hjem fra skole til beskeden om, at hendes søster havde hængt sig. Skylden tyngede deres far så meget, at han kort efter valgte samme udvej som sin datter. Nu var familien reduceret til tre.

I 1980’ernes Struer var der dog ikke noget kriseberedskab, der satte ind, og Dorte og hendes mor valgte samme strategi til at håndtere traumet: De flygtede. Hendes mor ind i arbejdet, Dorte ind i teenagetilværelsen.

Angst for skilsmisse

"Jeg levede videre, som om intet var hændt; spillede fodbold i skolegården, havde det sjovt med drengene, gik i ungdomsklub og drak alkohol," husker Dorte.

"Og så fik jeg en kæreste, og hans familie blev virkelig vigtig for mig, for hjemme hos ham var der noget normalitet – en mor, der serverede ostemadder og saftevand og sagde, at jeg altid var velkommen."

Mens Dorte forsøgte at fortsætte sit liv uanfægtet af sorgen, sneg angsten sig ind på hende. Hun kunne finde på at cykle efter sin kæreste af frygt for, hvor han cyklede hen. Sin mor begyndte hun også at bekymre sig om, for kunne hun finde på at tage livet af sig ligesom faren og søsteren?

Én gang fortalte Dorte sin læge om de sorte tanker. Han sendte hende psykiater, som udskrev antidepressiv medicin, hvilket hun instinktivt følte, at hun ikke skulle tage. Derfor gik årene, uden at nogen tog fat om roden til det, der gjorde ondt.

Som 21-årig mødte Dorte sin nuværende mand, og som 29-årig fik parret deres første barn – og så kom der ro på, for nu havde hun sin egen familie.

Frygten hang bare alligevel fast, for Dorte var bange for at blive skilt, og når hendes mand var væk – på skiferie eller i byen – var hun rædselsslagen for, at han ville finde en anden og forsvinde ud af hendes liv, hvormed endnu en familie ville være ødelagt.

"I perioder fyldte angsten hele min krop. Det føltes som en tørretumbler, der kørte rundt i maven; jeg følte mig forkert og skammede mig over, at jeg ikke bare kunne sende ham af sted ligesom alle andre," forklarer hun.

Tal pænt til dig selv

Først midt i 30’erne fandt Dorte en psykolog, som gik til hendes angst på en ny måde. Han opfordrede hende til at meditere og finde en mindfulnesslærer. Og en ny verden åbnede sig.

"Gennem meditation lærte jeg at være til stede i min krop," forklarer hun.

"Og når jeg er det, er jeg ikke ude i bekymringer om fremtiden eller fortrydelse om fortiden. Det handler om at være lige her, lige nu. Det giver mig ro, så jeg farer mindre op og ser færre skrækscenarier."

Frygten gik ikke væk, men gennem metoden 'self compassion' – selvomsorg – lærte Dorte at gå til den på en ny måde.

Hvor hun før ville sige ”hvad er der i vejen med dig, enhver anden ville bare sende sin mand på skiferie?!”, møder hun nu sig selv med omsorg og siger: ”Nåh, lille pus, selvfølgelig er du bange for at miste ham; enhver, der har været igennem det samme som dig, ville være bange”.

Den tilgang har ændret alt for Dorte.  

"Jeg begyndte at møde mig selv omsorgsfuldt i stedet for skamfuldt, og det gør en verden til forskel – for når vi skælder os selv ud, spænder kroppen, men når vi møder os selv med kærlighed, slapper den af," siger Dorte, som oplever, at vi ofte er hårdere ved os selv end ved andre.

Derfor har hun givet sig selv et løfte: Fremover vil hun vise sig selv den samme omsorg og forståelse, som hun som det naturligste i verden udviser andre.