Sommerferie

Ekspert: Sådan overlever du ferien fra jobbet

Juhu, det er ferie! Men åh nej, hvordan får man bund i bunkerne, før man tager afsted - og hvordan undgår man, at de har hobet sig alt for meget op, når man vender tilbage? Læs hvad ALT for damernes karriereekspertAlice Louise Wedell-Neergaard råder til her.

Hvad er dit bedste råd til, at man bliver mentalt klar til ferien?

- Mit bedste råd er at gøre plads i hverdagen og på arbejde til at glæde sig til ferien.

Ferien er et frirum og ofte ganske tiltrængt. Derfor har vi også et postivt grundlag for at forberede os. Du kan f.eks. tænke over din ferie, når du går ud til kaffemaskinen eller rundt på kontoret. Tænk over, hvad du glæder dig mest til. Tænk på, om du har gjort de ting, som gør, at ferieoplevelsen bliver ekstra god – f.eks. forbered en overraskelse til din mand/kæreste/børn. En lille gave, som du kan lægge øverst i kufferten, reserver bord på en dejlig restaurant til en af aftenerne eller måske en tur i bowlinghallen?

- Husk også at dele din glæde over at skulle på ferie med kollegerne. Det giver dem noget positivt, og det styrker jeres relation, når de hører lidt om, hvad du skal/hvor du skal hen, fordi i dermed har et “privat” emne, som i kan tale om på kontoret. Samtalen giver samtidig dig mulighed for at glæde dig.

Der er jo som regel altid ekstra meget, der skal ordnes op til, at man holder ferie, så hvordan undgår man at blive helt stresset? Kan man fx tillade sig at bede om hjælp fra kollegaer, der ikke skal på ferie samtidig?

- Ja – man kan altid tillade sig at bede om hjælp. Det er kollegaens ansvar at sige nej, hvis det ikke kan lade sig gøre! Men som i næsten alt andet, handler det om, at man begynder at planlægge, at man skal være væk senest et par uger i forvejen. Og det gælder også hvis kollegaen skal involveres. Han/hun har krav på at få spørgsmålet i så god tid, at han/hun har mulighed for at planlægge sit eget. Så er der i øvrigt også store mulighed for, at han/hun siger ja!

- Sørg for at have fokus på hvilke opgaver, som skal være færdig inden sommerferien og få lagt dem i kalenderen. Tag også gerne opgaverne derhjemme med ind i kalenderen i ugerne op til ferien, så du ikke ender med at stå med både rengøring, tøjvask og kuffertpakning. Hvis du ikke allerede har planlagt din ferie, kan det også være en god ide at planlægge, at de første dage i ferien bruges hjemme til at få styr på al ting. Det er også en god måde at undgå at blive stresset.

LÆS OGSÅ: Jobliv: Sådan bliver du klar til sommerferien

Mange der er alene om deres jobfunktion oplever, at der ligger en stabel af ophobede opgaver, når de kommer tilbage fra ferie. Hvordan undgår man det? Eller hvordan undgår man at lade sig stresse af det?

- Når man er alene om sin jobfunktion er der ikke så meget at gøre i ferien. Der vil komme en bunke, som ligger klar, når man kommer tilbage fra ferie. Og sådan er det bare. Det bedste du kan gøre, for ikke at stresse over det, er at sørge for, at du ikke har møder, og at du har tid til at få struktur og arbejde bunkerne ned i de første dage efter din ferie. I øvrigt er det super vigtigt at starte blidt op efter ferien. Hav tålmodighed med dig selv og lad være med at forvente, at alt er godt efter den første dag. For det er det som regel ikke. Det kan godt tage 3-4 dage at finde rytmen igen og få styr på bunkerne. Og den første dag er altid hård.

- Derfor så forbered dig på, at du kan få en dag, hvor det kniber med overblikket, og hvor det kan virke helt uoverskueligt at komme til bunds i opgaverne. Sidst men ikke mindst, kan det være en god ide at lave en mappe på din mail, hvor du lægger alle sommerferiemails over i, så du kan skabe dig overblikket over disse mails, når du har energi til det – og gerne lidt ad gangen.

Hvad skal man gøre, hvis man bliver kontaktet af kollegaerne eller chefen på sin ferie?

- Det kan være en god ide at aftale med chefen, om han/hun forventer at ringe i ferien og hvis han/hun ringer, om man skal svare. Man kan jo f.eks. aftale, at chefen skal sende sms først, så man lige ved, om det er vigtigt. Kollegerne skulle meget gerne selv kunne løse de ting, som opstår i din ferie. Jeg synes ikke, at du skal sige ok til, at de kan ringe. Ferien er til, for at vi kan få lidt fred og lade batterierne op til det kommende år. Og alt for mange telefonopringninger og mails vil betyde, at du ikke får koblet rigtigt fra.

Sker der noget ved, at man tjekker sin arbejdsmail, mens man er på ferie? Det kan jo reducere stressfornemmelsen, når man er tilbage?

Svaret er lidt det samme som ovenfor. Det er vigtigt at få koblet af i ferien, og ikke skulle tage stilling til alle mulige arbejds issues og mails. Jeg vil derfor anbefale, at du kun tjekker mails en gang eller to om ugen – eller hvis du skal tjekke, tjekker mellem 9 og 10 om morgenen, så du har resten af dagen til at slappe af.

- Det er også vigtigt, at du ikke bruger din ferie på at løse problemer, som kan blive løst efter ferien. Hold styring med dig selv, så du ikke bruger alt for mange tanker på, hvad der sker på arbejde. Du har fri og skal lade op – det gør man ikke særlig godt, hvis man bruger mange tanker på at få ting til at fungere på arbejde.

LÆS OGSÅ: Sådan siger du til og fra på jobbet

Alice Louise Wedell-Neergaard

Alice har været ansat i Tryg i 20 år - de sidste 11 år som topleder. I dag driver hun virksomheden HeartPerformance, hvor hun arbejder med forandringsledelse, ledelsesprocesser og lederudvikling.

Alice har desuden en bred erfaring med at kombinere karriere og familieliv. Fx har hun haft orlov fire gange, og hun var Trygs første kvinde med hjemmearbejdsplads. Privat er hun mor til tre børn på 18, 16 og 13 år. Læs mere om Alice her.