Der er nogle øjeblikke, som indprenter sig særligt i ens bevidsthed. Sådan et øjeblik havde jeg for cirka halvandet år siden, da jeg sad i min bil på vej på arbejde og havde tunet ind på radioprogrammet P1 Morgen.
Her kunne jeg høre DR's krigskorrespondent Matilde Kimer rapportere fra Kijev i Ukraine, hvor der var optøjer.
Pludselig under liveinterviewet måtte hun tage benene på nakken for at undgå at blive ramt af molotovcocktails og kugler. Hun berettede stakåndet om, hvad der skete på pladsen, mens folk faldt til jorden omkring hende.
Jeg kan huske, at jeg nærmest holdt op med at trække vejret og straks tænkte på, hvordan hun dog turde at have sådan et job, hvor hun tydeligvis går mere op i at kunne berette for os andre, hvad der sker i verden, end at passe på sig selv. Det er modigt og ambitiøst.
Matilde er i dag 34 år og mor til tre børn. I denne uges ALT for damerne fortæller hun om, hvordan hun jonglerer familieliv og krigszoner. Hun sætter livet på spil, fordi hun mener, sagen er for vigtig til at lade være. Også selvom hendes datter tror, hun bor i Rusland. Og hun har oven i købet gjort sig den overvejelse, at børnene stadig vil få et godt liv, hvis ulykken skulle ske, og hun ikke vender tilbage fra frontlinjen.
Det vilde i hendes historie er, at hun ikke har ladet sig stoppe efter at have sat tre børn i verden. Mit eget eventyrgen blev en tand mindre vildt, da jeg selv fik børn. Jeg undgår konsekvent de sorteste skipister, turen i svæveflyet eller invitationen til bungee- jumping.
Nogle jobs er vigtigere end andre. Jeg har ikke Mathildes mod og ville heller ikke egne mig som soldat, politibetjent eller brandmand. Men jeg elsker mit job, og det er også vigtigt.
