Emma Holten
SPONSORERET indhold

”I det regnestykke må jeg desværre meddele, at kvinder ikke bliver set som nogen gevinst”

Emma Holten, 31, har siden 2021 fyldt sale i hele Danmark med foredraget ’Hvad er vi værd’ om feministisk økonomi. For økonomi sætter rammerne for, hvad der er muligt. Et bedre liv for eksempel.

Af: Emma Holten Foto: Sarah Stenfeldt / Bad Land
30. sep. 2022 | Livsstil | Eurowoman

Økonomi påvirker hver eneste del af dit liv. Hvad tid, du står op om morgenen. Hvad der er i dit køleskab. Hvor længe, du er på arbejde. Den tid, du har til nære og kære. Hvornår det er bedst, du går i seng igen. Alligevel snakker vi helst ikke om det. Vi vender hovedet mod gulvet, når folk begynder at tale om pensionsopsparinger, og når vi kommer op på den store klinge og rammer nationaløkonomi, melder vi os ofte helt ud. Det er for uigennemskueligt, ordene er for fremmede. Vi har en hverdag, der skal hænge sammen. Der er ikke tid til at tage en ph.d. ved siden af.

Derfor foregår økonomiens indflydelse på vores liv ofte i det skjulte. Du siger ikke ja eller nej tak til den, systemet kører bare, og det er sjældent, du tænker over, at alting måske kunne være anderledes. Men bagtæppet til din hverdag er et system – og det system kan kritiseres og forandres.

LÆS OGSÅ: Maren Uthaug har skrevet et tankeeksperiment: Hvordan ville en verden se ud, hvis mænd blot var avlsdyr?

Hver eneste time af dit liv laver en stor regnemaskine i Finansministeriet en vurdering af, hvor meget værdi du skaber for samfundet. I det regnestykke må jeg desværre meddele, at kvinder ikke bliver set som nogen synderlig gevinst. I 2020 proklamerede magasinet Mandag Morgen, at kvinder på baggrund af Finansministeriets udregninger, var en “underskudsforretning for statskassen.” Hvorfor? Fordi de er mere i hjemmet og tjener mindre i de jobs, de har.

Du hørte rigtigt: I Finansministeriets regnestykke skaber du kun samfundsværdi, når du får løn. Og den værdi, du skaber, er det samme som den skat, du betaler. Hvis en forælder går på deltid for at få familien til at hænge sammen, skaber de mindre værdi end den forælder, der bliver på fuld tid. Og hvis en sygeplejerske tjener mindre end en bankrådgiver, så skaber bankrådgiveren mere værdi. Altså i regnestykket.

Men det regnestykke er vigtigt. For det er det, vi bruger til at beslutte, hvad samfundet har råd til og derfor hvilket samfund, der er muligt.

Kan det virkelig være rigtigt, at det ikke skaber nogen særlig værdi at tage vare på mennesker enten ulønnet eller lønnet? Den feministiske økonomi mener, at svaret er nej. Det er ikke rigtigt. Der er en massiv værdiskabelse i omsorgen for andre mennesker i vores samfund. Men dens værdi er ofte usynlig i økonomien. Den ulønnede bliver slet ikke talt, og den lønnede, ja, det sagde de økonomiske vismænd selv i 2022: Den bliver ikke udregnet, for det er ekstraordinært svært.

Det betyder, at hvis vi gerne vil have et samfund, hvor vi har mere tid til at tage vare på hinanden, og hvor omsorgen for mennesket er i centrum, skal vi begynde at tænke værdi på nye måder. Prisen på noget er ikke det samme som værdien.

Et spørgsmål om tid

Hver eneste dag bruger kvinder i Danmark i gennemsnit tre en halv time på at løse opgaver i hjemmet. Det er 54 minutter mere end mænd, der så til gengæld er 55 minutter mere på arbejdspladsen. De opgaver, kvinderne løser, er mere tidsbestemte end mændenes og kræver planlægning i løbet af hele dagen: hente og bringe, indkøb, aftensmad, bad, putning.

Tre en halv time lyder måske ikke af meget, men hvert år bliver det til 34 ugers fuldtidsarbejde i alt. Ni ugers fuldtidsarbejde mere i hjemmet end mænd. I statens økonomiske modeller fremstår de timer som fritid. Som skøn afslapning. En dejlig lur på sofaen.

Når jeg er sammen med mine veninder med børn efter arbejde, vil jeg ikke sige, at fritid eller afslapning er de første ord, der falder mig ind. Tværtimod er meget af det, jeg ser dem lave, mega hårdt, både psykisk og fysisk. Det tager tid fra venner, arbejde, egenomsorg og andre ting, man også godt kunne tænke sig at få plads til. Det har også en stor indvirken på deres indtægt.

Kvinder i Danmark går i gennemsnit 30 procent ned i indtægt, når de får deres første barn, og bliver solidt plantet 20 procent under tilsvarende mænd resten af deres arbejdsliv. Ud over arbejdsløse er kvinder mellem 24 og 35 den mest stressede gruppe i det danske samfund. 31 procent i denne gruppe melder, at de føler sig stressede. Det gør sig kun gældende for 21 procent af mænd.

Mænd oplever derimod slet ingen indtægtsforandring, efter de får børn. Der er ingen forskel på det gennemsnitlige arbejdsliv for en mand med eller uden børn. Men inden vi falder i svime og ræser ud og kopierer mændenes liv, beder den feministiske økonomi os om at huske på noget: Det ulønnede arbejde er hårdt, men det er også værdifuldt, både for dem, der udøver det, og dem, der modtager det. Den tid gør en forskel.

LÆS OGSÅ: Nam Satyas ungdomsliv i Herning bar præg af alkohol og fester: ”I 2012 skete der noget med mig”

Den er en byrde, men den er også en gave. Det er en fuldstændig unik oplevelse at lære sit barn at kende. At være en af de vigtigste voksne i et barns liv har ikke rigtig nogen anden parallel. Og jo mere tid, du har med barnet, jo større bliver din rolle selvfølgelig. Jeg tror helt sikkert, at mange kvinder er misundelige på mændenes indkomst og karrierer. Men det er ikke, fordi kvinderne intet får ud af det liv, de lever. De får noget, som rigtig mange mænd i dag nægtes: et liv, hvor omsorg for andre har en central og stor rolle i hverdagen.

Derfor er det ulønnede arbejde derhjemme et tveægget sværd: Det er en byrde og et privilegium.

Den feministiske økonomi har ikke til formål at mindske omsorgen eller i højere grad få kvinder i det lønnede arbejdstøj. I stedet opfordrer den os til at se kvinders liv som forbilleder. Som liv, mennesker af andre køn burde lade sig inspirere af. Problemet med ulønnet omsorgsarbejde er ikke, at det eksisterer. Det er, at det er så usynligt og så ulige fordelt, og at det ikke bliver værdsat. Det er, at dem, der laver det, ikke får ordentlig tid til at gøre det og derfor straffes hårdt økonomisk for alle de timer, de lægger i hjemmet. Det er timer, de burde hyldes for.

I Danmark fik vi en otte timers arbejdsdag i 1920’erne. Dengang havde de fleste mænd en kone, der gik derhjemme. 100 år senere er der ikke sket det store med arbejdstiden, men vi har ikke en fuldtidskone (m/k) derhjemme. Det gør, at mange af de aktiviteter, der foregår i hjemmet, stuves af vejen og forbindes med stress og en følelse af utilstrækkelighed i dit arbejdsliv. “Hvorfor kan jeg ikke få det til at hænge sammen, når alle andre kan?” spørger du dig selv. Her er en hemmelighed: Det er der heller ikke nogen andre, der kan.

Det er på tide, at vi spørger fagforeninger, politikere og arbejdspladser i det her land, hvordan det kan være, at den ufattelige stigning i velstand, Danmark har set de sidste 100 år, ikke er blevet omsat til mere fritid og tid med de mennesker, vi elsker. Vi fik fri om lørdagen i 1922, men det virker næsten utænkeligt, at vi i dag skulle kunne få fri om fredagen. Det er ikke så underligt, når man ser fritid fra arbejde som et tab af værdi og ikke en gevinst for samfund og mennesker.

Dem der tager vare på os for løn

Hvad omsorgen egentlig er værd, er ikke bare et spørgsmål, der plager den ulønnede omsorg. Det gør sig også gældende i den lønnede. Når de økonomiske vismænd melder ud, at de ikke kan regne ud, hvilken værdi, lønnet omsorg har, får det store konsekvenser både for alle dem, der arbejder med det, men også for dem, der har brug for det: Det vil sige os alle sammen.

Den lønnede omsorg har også en kønnet slagside: 77 procent af de ansatte i kommunerne er kvinder, det er bl.a. pædagogerne og ældreplejen, og i regionerne, hvor fx sygeplejerskerne holder til, er tallet 78 procent. Er du kvinde i Danmark, er der en langt større risiko for, at du har et arbejde, hvis værdi drastisk undervurderes – eller slet ikke vurderes overhovedet.

Når man ikke sætter værdi på noget, bliver det meget nemt at skære ned på det. Og det bliver meget dyrt at finansiere det. Når der i dag skæres i pengene til børnehaver, hospitaler, ældrepleje, vuggestuer, psykiatri og fødegange, bliver det set som en ren besparelse for samfundet. Der bliver ikke regnet på, hvad det mon koster, når de ansatte går ned med stress, ikke har tid til hver patient og må jage sig igennem dagen uden 10 minutter til at vende verdenssituationen med et spørgelystent børnehavebarn.

Derfor bliver det heller ikke set som en positiv investering i samfundet at forbedre disse institutioner. De bliver i økonomisk forstand udelukkende set som en udgift.

For en som mig, der lider af den kroniske tarmsygdom colitis ulcerosa, er sundhedssystemet ikke en fjern hvid gang, jeg skal i kontakt med på mine ældre dage. Det er en del af min hverdag, og de ansattes professionalisme, faglighed og forståelse for min mentale og fysiske helse er en af de primære årsager til, at jeg kan sidde her og skrive denne tekst.

Men de får ikke den credit, når regnskabet gøres op. Det bliver ikke noteret nogen steder, at der ikke er nogen skat fra mig, hvis ikke det var for dem. Derfor bliver det også meget svært for dem at kæmpe for bedre løn og forhold. Når man ikke nøjagtigt kan opgøre deres økonomiske værdi, er det, som om den slet ikke er der.

Der er måske nogen af jer, som har tænkt over, hvorfor vi ikke har set store forbedringer af velfærdsstaten de seneste 30 år. Mens vi har fået flere og større ting, hurtigere og tungere biler og huspriser, der brager i vejret, er der ikke blevet taget nogle syvmileskridt på omsorgsområdet. Faktisk oplever mange, både ansatte og borgere, at kvaliteten er dalet.

Det er på tide, at vi spørger fagforeninger, politikere og erhvervsliv, hvorfor den markante stigning i velstand, Danmark har set de seneste 100 år, ikke er blevet omsat til en stærkere velfærdsstat med endnu højere kvalitet og måske endda ret til nye services over som psykolog, fysioterapi og tandlæge.

LÆS OGSÅ: Chefredaktøren: ”Kan det være rigtigt, at det ikke skaber værdi at tage vare på andre mennesker?”

Mere omsorg

I Eurowomans septembernummer vil du møde mennesker, der tænker værdi på nye måder på hver deres felt. Der er designerne Nadia Wire og Sadaf Hayat, som tager sig tid til at behandle natur og ansatte bedre – og opfordrer os, der elsker mode, til at gøre det samme. Der er filmskaberen Aka Hansen, der fra sit udsigtspunkt som en del af inuitbefolkningen fra Grønland opfordrer os til at forstå den danske kolonihistorie, og hvad den siger om vores værdier og selvforståelse.

Der er økonomen Birthe Larsen, som (heldigvis!) øjner et større fokus på velvære og det gode liv i økonomifaget, og et interview med sygeplejerske Anna K. Olesen, der skal hjælpe os med at forstå, hvad det har betydet for vores velfærd, at omsorg så let fejes af banen som værdiløst. Og forfatteren Tone Schunnesson, der i sin roman 'Dagene, dagene, dagene' har optrevlet, hvilken økonomi, der hersker på sociale medier, og hvad det betyder for vores selvbillede.

Coronapandemien har fået mange af os til at tænke over, hvordan vi har skruet vores liv sammen. Men endnu vigtigere har den vist, at alternativer er mulige. Hvis vi kan lukke hele økonomien ned i månedsvis, uden at samfundet falder fra hinanden, er der så ikke flere muligheder, end vi lige gik og troede?

I 60’erne og 70’erne var Danmark langt fattigere, end vi er i dag, men vi fik børnehaver, vuggestuer, bedre adgang til sundhedsydelser og kortere arbejdstid, der ændrede folks livskvalitet markant. I den feministiske økonomi er den slags tiltag ikke en udgift: Det er årsagen til, at et samfund kan løbe rundt. I grunden skal vi spørge os selv, hvilket liv, vi godt kunne tænke os. I mange år har mange af os følt, at der var en permanent krise. At livsforbedringer var helt umulige. Det er de ikke. Der er råd. Der er muligheder. Men så længe fritid og omsorg bliver set som værdiløst, vil vi aldrig kunne få mere af det.

Anbefalet til dig