Forfatter Laura Bates: ”Vores samfund ser ikke kvindehad som noget unormalt”

En dreng på 16-17 år åbner sin computer. Han keder sig og er måske lidt trist, fordi den pige, han kan lide, ikke er interesseret i ham. Han søger trøst og støtte forskellige steder på nettet.

Måske i et bodybuilderforum eller i en tråd på Reddit. Han spørger de andre, han møder derinde, hvad han skal gøre i forhold til hende pigen. Det første svar, han får, er fra en ældre mere moden mand, der skriver: “Rape it.”

Det er voldsomme ord. Og de er ikke engang så slemme, som de kunne være. Og værst af alt er det ikke sjældent, at unge mænd møder ord som dem og opfordringer til voldtægt af og drab på kvinder på nettet.

Der findes en undergrund af mænd, som hader kvinder. Mænd som mener, at kvinder kan reduceres til babyfabrikker, at de fortjener at blive voldtaget, hvis de nægter en mand sex, at de er sjælløse monstre, der vil udrydde mænd, og at feminister er her for at ødelægge verden.

Og de er ikke bange for at sige det. Mest online, men også in real life. I virkeligheden er undergrund ikke længere et retvisende ord, for disse drenge og mænd er en del af en verden, som man i dag kalder manosfæren, og som efterhånden er sivet op til overfladen. Også i Danmark.

“Holdningen er, at de her stakkels, ensomme mænd eller drenge, måske med psykiske problemer, der sidder i deres undertøj og spiser chips foran deres computer i deres forældres kældre, i virkeligheden ikke går ud og voldtager eller begår masseskyderier mod kvinder. Men det er ikke rigtigt,” siger Laura Bates, som vi mødte, da hun var i København for at tale på BogForum i Bella Center om den nyoversatte bog 'Mænd som hader kvinder', der handler om manosfæren.

For ikke så lang tid siden mødte Laura Bates en kvinde, som havde rakt ud til de sociale myndigheder i England, fordi hun var bekymret for, om hendes søn udgjorde en fare for piger og kvinder. Kvinden, moren talte med over telefonen, sagde: “Hvis det havde handlet om IS, kunne jeg hjælpe dig, men fordi det handler om kvinder, kan jeg ikke gøre noget.”

“Vores samfund ser simpelthen ikke kvindehad eller misogyni som noget unormalt. Vi ser ikke sådan nogle ideologier som radikale eller de fora, hvor de bliver delt, som radikaliserende. Vi ser ikke de efterhånden mange voldshandlinger begået i deres navn som terror. Men det er det,” siger Laura Bates, og det vokser sig større dag for dag.

Men inden vi dykker dybere ned i manosfæren, og hvordan den desværre former samfundet, skal vi kort omkring Laura Bates’ egen feministiske kamp.

En dårlig uge

En uge i Laura Bates liv viste sig at være definerende.

Hun er født i Oxford i England, men er vokset op i Østlondon og Sommerset. I 2004 startede hun på Cambridge University, hvor hun begyndte at lægge mærke til den objektivisering og diskriminering, som kvinder oplevede på universitetet og i verden omkring hende. Hun havde bl.a. en vejleder, der tog et sort bind om armen hvert år på den dato, hvor kvinder fik lov at blive optaget på universitetet.

Et par år efter hun afsluttede sin uddannelse på Cambridge, flyttede hun tilbage til London.

“En dag, jeg var på vej hjem med bussen, var der en mand, der antastede mig. Han accepterede ikke mit nej, men fulgte efter mig og sagde, at det ville han gøre, indtil jeg var hjemme, så han vidste, hvor jeg boede. Jeg gik ind i en butik og ringede efter en ven, der kunne hente mig, og så forsvandt han.

Et par dage efter sad jeg igen i bussen og talte i telefon med min mor, og pludselig lagde manden ved siden af sin hånd på mit lår og begyndte at glide den op mod mit skridt. Jeg rejste mig op og sagde højt til min mor i telefonen, hvad der foregik. De andre i bussen kunne tydeligt høre det, men de vendte alle sammen blikket væk fra mig og kiggede ud ad vinduet.

Jeg stod helt alene med det, og det fik mig til at føle mig flov og forkert – følelser, der i virkeligheden burde høre til hos manden. Og igen et par dage efter gik jeg en tur og passerede nogle håndværkere, som råbte: “Look at the tits on that!” Ikke her, men that,” siger hun.

“Hvis alle disse hændelser ikke havde fundet sted den samme uge, ville jeg ikke have lagt mærke til dem. Kvinder er så vant til at blive råbt ad, befamlet og diskrimineret, at vi nærmest ikke ser det som unormalt – det er bare en del af det at være kvinde. Sådan var det i hvert fald i 2012. Det var første gang, jeg tænkte over, hvorfor det er sådan, og ikke mindst om det er okay, at det er sådan?” siger Laura Bates.

Overvejelserne blev startskuddet til Laura Bates’ Everyday Sexism Project, der har været afgørende i kampen mod sexisme i England, og som også spredte sig til udlandet, også Danmark. Everyday Sexism Project er en hjemmeside, hvor du anonymt kan skrive om dine oplevelser med sexisme.

“På det tidspunkt var den generelle holdning, at der var ligestilling i England. Og begyndte man at tale om, at der ikke var ligestilling, pegede folk på andre lande og kulturer, og sagde: “Du har intet at klage over. Se, hvor dårligt kvinder har det der.”

Det argument blev fremført i et land, hvor en halv million kvinder hvert år udsættes for vold i hjemmet, hvor der foregår 85.500 voldtægter om året, hvor mindre end en tredjedel af parlamentsmedlemmerne er kvinder, og hvor kun 18 ud af 108 højesteretsdommere er kvinder. Men der herskede en idé om, at der var ligestilling,” siger hun.

I begyndelsen var Everyday Sexisme Projekt en måde at skabe opmærksomhed omkring sexisme og sexchikane på. Men det endte med at kickstarte Laura Bates’ feministiske virke, der ud over hendes mange bøger bl.a. har inkluderet træningsforløb med f.eks. British Transport Police, så de er bedre rustet til at håndtere krænkelser, der sker i den offentlige transport, samt undervisningsforløb med lærere, relevante myndigheder og ikke mindst foredrag og undervisning på skoler landet over om sex, køn og samtykke.

Mødet med manosfæren

Sideløbende med de mange positive ting, der kom ud af Everyday Sexisme Project, blev Laura Bates også ramt af en storm af had. Voldtægts- og dødstrusler og detaljerede beskrivelser af, hvordan hun skulle dræbes, fyldte hendes indbakke – og gør det stadig.

“De fleste af de trusler, jeg modtog dengang, kom fra manosfæren. I mange år tænkte jeg, at mændene skulle ties ihjel for ikke at opildne dem. Men det ændrede sig, da jeg på et tidspunkt også mærkede en ændring i den måde, de unge drenge, jeg mødte på skolerne, talte om ligestilling og samtykke på.

Fra at være nysgerrige og interesserede var de pludselig skeptiske og mistroiske. De brugte sætninger som “kvinder lyver om voldtægt,” og “#MeToo er en heksejagt mod mænd.”

“Det var alarmerende, at der var nogle grupper eller mænd derude, der indoktrinerede de unge drenge, højst sandsynligt uden deres forældre vidste det, og uden at samfundet gjorde noget ved det. Jeg så nogle tendenser, som jeg blev nødt til at reagere på også for drengenes skyld, fordi de tydeligvis blev påvirket af denne giftige og nihilistiske bevægelse,” siger Laura Bates, der begav sig ud på en to år lang rejse ind i manosfæren.

Betegnelsen dækker helt kort over de digitale rum, hvor en række mandegrupper, bl.a. incels, pickup-artists og manderetsforkæmpere, mødes. De kan have forskellige ideologier og missioner, men fælles for dem alle er, ifølge Maia Kahlke Lorentzen, der er forfatter med speciale i internetkultur og hadfællesskaber og har skrevet efterord til den danske oversættelse af 'Mænd som hader kvinder', at de er antifeminister og har et essentialistisk syn på køn.

Det betyder, at de mener, at der findes to køn, og at der er medfødte biologiske forskelle på mænd og kvinder. Grupper i manosfæren er generelt lidt lyssky ift. den brede offentlighed. Derfor blev Laura Bates nødt til at gå undercover som mand, hvis hun skulle undersøge, hvad der foregik i de fora. Hun oprettede en række profiler under pseudonymet Alex, og ved hjælp af dem infiltrerede hun store dele af manosfæren.

Hvordan var det at gå undercover som Alex?

“Det var både forfærdeligt og meget forførende. Jeg fik virkelig indsigt i, hvordan man kan blive revet med. De seneste år har feminisme og ligestilling fået en revival i den offentlige debat, og der er bl.a. blevet talt mere om særligt hvide mænds privilegier – privilegier, som nogle drenge og mænd måske ikke helt føler, de har. De føler sig snarere ladt lidt i stikken, overset og tilsidesat, og det gør dem vrede og kede af det.

Online støder de så på en verden, der bekræfter dem og fortæller dem, at det er dem, der er ofre og ikke kvinderne. En verden, hvor mænd holder sammen og bekæmper den “feministiske uretfærdighed,” de bliver overbevist om, er roden til deres problemer. De får et fællesskab,” siger Laura Bates.

Og det fællesskab er utroligt appellerende i en tid, hvor mænd og særligt unge drenges mentale velvære – og unge pigers, men lad os lade det ligge et øjeblik – er i bund, hvor ungdomsskoler og fritidstilbud til unge er få (her taler hun især om England), og hvor polariseringen i samfundet er stor.

Et af de citater, du kan læse i 'Mænd som hader kvinder' lyder: “Jeg hader alle kvinder. De er jordens værste afskum. Hvis du er kvinde, og du tilfældigvis læser dette – jeg hader dig din fucking luder.” Det er taget fra et incel-forum, som er den del af manosfæren, vi har hørt mest om i medierne de seneste år.

Incels står for 'involuntary celibate', og de mener helt kort, at mænd har en medfødt ret til sex, at kvinder har pligt til at underkaste sig, og at feminismen er ved at overtage verden og udrydde mænd. Incels er typisk de mest ekstreme i manosfæren, og det er bl.a. også i deres navn, at der er blevet begået skole- og masseskyderier.

F.eks. den 22-årige englænder Jake Davison, der begik Plymouth-skyderiet i 2021 og ikke mindst den 27-årige aalborgenser, der i 2022 blev tiltalt for at have planlagt skoleskyderier i Danmark. I USA begik Armando Hernandez i 2020 skyderierne mod storcentret Westgate, og i 2014 slog Elliot Rodger adskellige kvinder og mænd ihjel i det, der er blevet kendt som Isla Vista killings. Han er senere blevet en helt i incel-kredse.

“Når du hører, hvad disse grupper skriver om kvinder, lyder det så ekstremt, at du tænker, at det da må være for sjov. Og det er også den holdning, samfundet har haft til dem. Men det, folk ikke ved, er, at nogle incel-fora og hjemmesider har 17.000 medlemmer og får 2,6 millioner besøg om måneden, og bare de seneste ni måneder har nogle af dem femdoblet deres trafik,” siger Laura Bates.

Når manosfæren bliver omtalt, bliver de typisk kategoriseret som enten kvindehadere, mordere eller sørgelige eksistenser, som samfundet bør hjælpe. Den opdeling er problematisk, for så overser man en virkelig stor del af dem, som i virkeligheden ligner helt ‘almindelige’ mænd.

“Nogle af mændene har også politisk og mediemæssig indflydelse – det ved vi f.eks. fra Cambridge Analytica, for ikke at nævne, at Englands vicepremierminister har sagt, at feminister er den værste form for fanatikere. Og så længe folk som dem sidder på magten, vil misogyni ikke blive opfattet som ekstremisme,” siger hun.

Og det virker til, at det faktisk er det største problem ved manosfæren: samfundets nølen eller modvilje mod at tage dem seriøst.

“Siden 9/11 har der hersket en racistisk forestilling om, at hvide mænd ikke kan være terrorister, og når hvide mænd begår massemord eller masseskyderier, bliver det ikke kaldt terrorisme. Jeg talte på et tidspunkt med en statslig anti-terror-organisation, og da jeg nævnte ordet incels, bad personen i telefonen mig om at stave det. Incels og kvindefjendske terrorhandlinger er bizart nok fuldstændig usynlige i statistikkerne,” forklarer hun.

Det er selvfølgelig ikke alle i manosfæren, der begår kriminalitet eller opfordrer til massevoldtægt, men det betyder ikke, at de ikke har en negativ effekt på vores samfund og de drenge og mænd, der møder dem, forklarer hun.

“Ideologierne påvirker selvfølgelig også de piger og kvinder, som mændene arbejder sammen med. De vil måske ikke holde møder med kvinder af frygt for at blive falsk anklaget for voldtægt. Og det påvirker også de piger, de går i skole med.

En engelsk undersøgelse viste, at 71 procent af elever hører, at piger bliver omtalt som ludere og afskum i skolen. Hvis drenge bliver indoktrineret til at mene, at piger er deres ejendom, og at sex er en mands ret, påvirker det de piger og kvinder, de møder i deres liv.

Det påvirker samfundet på en måde, som bare ikke når overskrifterne. Derfor er det så uhyre vigtigt, at samfundet erkender voldshandlinger begået i denne ideologis navn som terror, så vi kan komme i gang med at forebygge det.”

Både for pigerne og kvindernes skyld, men også for alle de sårbare unge drenges skyld, der ender i kløerne på manosfæren, og som i virkeligheden har brug for rigtig støtte og sunde mandeidealer at spejle sig i.

Fiks systemet, ikke kvinden

Da 'Mænd som hader kvinder' udkom i England i 2020, intensiveredes truslerne mod Laura Bates. Selv boghandlere, der havde bogen stående på hylden, modtog trusler, forklarer hun. Det er voldsomt at høre Laura Bates fortælle og læse om tiden nedsunket i manosfæren, og den pris hun har betalt for sit arbejde som feminist.

En pris, som mange feminister og ligestillingsforekæmpere betaler, når de stempler ind i den offentlige debat. Vi spørger, om hun mener, at det er blevet hårdere at være feminist i dag, end det var, da hun startede i 2012?

“Jeg synes både, det er hårdere og nemmere. Vi bliver taget mere seriøst nu, hvor folk og samfundet i en vis udstrækning har anerkendt, at vi har ligestillingsproblemer også på et strukturelt plan. Men mængden af giftige modangreb er større, og den backlash, man oplever, er voldsommere,” svarer hun.

Men Laura Bates marcherer videre i kampen, og i sommer udkom hendes nyeste bog 'Fix the System, Not the Women'. En bog, der blev skabt ud af en vrede og frustrationen over den måde, offentligheden, politiet og samfundets gatekeepers reagerede på en række kvindemord, der fandt sted i 2021.

Særligt mordet på 33-årige Sarah Everard skabte overskrifter, også i Danmark, og affødte adskillige virale hashtags så som #textmewhenyougethome, der satte fokus på den frygt og usikkerhed, piger og kvinder oplever, når de bevæger sig ud om aftenen.

“I sager som disse fokuserer man altid på, hvilket tøj pigen eller kvinden havde på? Tog hun sine forholdsregler? Gik hun med nøglerne mellem fingrene? Havde hun husket at tage sneakers på?” siger Laura Bates og fortsætter:

“Sorgen over disse mord var virkelig stor i England. Men når folk udtrykte deres sorg, var fokus på, hvor tragiske disse mord var, fordi kvinderne jo havde opført sig helt normalt. De havde ikke bedt om det, lød det.

Og selv om man måske ikke mente det ondt, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det måtte betyde, at der grundlæggende eksisterer en holdning i samfundet og nok også i os selv, der lyder, at der er kvinder, der faktisk beder om det, hvis de ikke tager deres forholdsregler.”

“Hver gang, der bliver fokuseret på, hvad kvinderne skal gøre anderledes, er det en mere eller mindre bevidst distraktion fra de ting, der skal ændres i samfundet.”