Ulrikke Falch: Jeg har behov for eksponering, men jeg kritiserer andre for at gøre det samme

Ikke piget nok

Da Ulrikke Falch er 6 år, bliver forældrene skilt. Tvillingesøster Emilie er altid ved Ulrikkes side, de er uadskillelige, men forskellene mellem dem er bemærkelsesværdige. Emilie tilpasser sig alle situationer, er fin og lille, larmer ikke. Ulrikke råber og ler højt, kræver meget plads og leger ofte med drengene. Gradvist bliver Ulrikke mere opmærksom på sig selv, og hun begynder at føle sig anderledes og udsat i skolen.

”Hestelår”, ”mandelår”, ”du er slet IKKE feminin” er tilråb, der bliver hverdagskost. Hendes udseende er et mål i sig selv, som drengene udnytter. Allerede som 9-årig begynder hun at tvivle på, om hendes krop ser rigtig ud. Hun føler sig helt forkert og higer efter at tabe sig.

Ulrikke: – Jeg var ikke piget nok og passede ikke ind i billedet.

Hvad var det, som satte de tanker i gang?

Ulrikke: – Det skyldtes faktisk mine forældres skilsmisse, hvor min mor gik vældig meget ned i vægt. Hun forsvandt, fordi skilsmissen tog så hårdt på hende, og startede et nyt liv – en ny fase – hvor hun forsøgte at vise, at alt gik meget bedre. Det var første gang, jeg koblede nedgang i vægt med forandring – positiv forandring. Så var det ligesom plantet i mit hoved, at ting kan blive bedre, hvis man går ned i vægt. Det så jeg jo mor gøre.

Som 13-årig sprøjter hun melanotan (solkur, red.) i kroppen for at opnå solarieagtig hud. Hun eksperimenterer med proteinpandekager, æggehvide med stevia og træner konstant for at tabe sig. Det er forsøget på at få kontrol, der medfører et decideret kontroltab. Hun mister fornemmelsen for mæthed, sult og virkeligheden.

Da Ulrikke er 14, får hun bulimi, som kort efter udvikler sig til anoreksi. Sygdommen overtager kontrollen over hendes tanker og handlinger, og som 15-årig forsøger hun for første gang at tage sit eget liv.

Ulrikke: – Det er et ekstremt selvhad, som handler meget om krop og en form for værdiløshed. Tingene gør så ondt. Døden kender man ikke til, men man har det så slemt, at man hellere vil dø. Alt andet er bedre, end at leve.

Familiens opmærksomhed rettes mod Ulrikke, og alvoren bliver tydelig for forældrene: Ulrikke må have hjælp.

Kan du huske, da du blev indlagt første gang, hvordan var det?

Ulrikke: – Jeg troede, at alting skulle blive bedre, fordi det nu var blevet så alvorligt, at nogen havde bestemt, at jeg skulle indlægges på Børnepsykiatrisk afdeling. Den proces man må gennemgå for at arbejde sig op fra bunden, til i hvert fald at ønske at leve, er ekstremt tung. Det at blive indlagt var en lettelse, men det at være der, var helt forfærdeligt.

Hvad med din søster, forstod hun situationens alvor?

Ulrikke: – Emilie var meget involveret, og det, som er interessant, er, at vi glemte hende. Det var så alvorligt, det som skete med mig, så der er ingen af os, som ved, hvor Emilie var, da jeg blev indlagt. Vi husker det ikke, fordi alt fokus var rettet mod mig. Emilie blev vældig negligeret i hele den periode. Jeg ved, at hun var ekstremt påvirket, og det gjorde meget ondt på hende, men der var ikke overskud til os begge to.

Ulrikke kæmper med spiseforstyrrelsen i fem år, før hun har fået kræfter nok til at genvinde troen på livet.

Ulrikke: – Jeg fik masser af terapi og arbejdede meget med mig selv. Det handlede også om bevidstheden om, hvad der ville ske, når jeg fjernede mig fra forventningerne om, hvordan jeg skulle se ud. Så kunne jeg få mere ud af de egenskaber, jeg besidder. Men jeg skulle lægge alle de negative tanker fra mig.

LÆS OGSÅ: Sonja Oppenhagen: "De unge kvinder i dag kan godt være skrappe!"

Hvem af dine forældre har spillet den største rolle i processen?

Ulrikke: – Far. Det var for vanskeligt at forholde sig til to forskellige mennesker, og deres forskelligartede reaktion. Jeg vendte mig mod far, og vi fik en god dialog om, hvordan vi skulle løse det. Så jeg tænker jo, at det var far, som gjorde mig rask. Men der var jo utrolig mange andre, som også hjalp far. Han og jeg var tættest i den periode.

Også Emilie er en vigtig støtte på vejen til et bedre selvværd.

Ulrikke: – Hun er mit forbillede, min inspiration, mit et og alt. Vi er blevet så tætte, at vi fornemmer, når den anden har det skidt.

I et vakuum uden lyst til livet

Sofie Frøysaa vokser op med to mødre – to bevidste feminister – som hun selv kalder det, der altid giver hende plads til at være sig selv. Opvæksten er dog præget af mange til- og fraflytninger fra forskellige skoler og miljøer, og hun er altid klassens nye pige. Derfor bliver hun hyppigt eksponeret for andres blikke, og hun må konstant revurdere, hvordan hun skal fremstå.

Fra en tidlig alder bliver hun ramt af depression uden at kende til årsagen bag. Det bliver en tilbagevendende ubuden gæst i ungdomsårene. Som 15-årig rammes hun af den dybeste af slagsen, der binder hende til sengen i flere måneder. Alle gardinerne er trukket for, så dagens lys ikke kan trænge igennem.

Sofie: – Jeg magtede ikke at stå op og gå ud at møde verden. Jeg ønskede bare, at dagen skulle overstås. Jeg befandt mig i et vakuum, hvor jeg ikke orkede at tænke på fremtiden, og havde ikke lyst til livet. Det gjaldt om at overleve i stedet for at leve, hvilket var ekstremt krævende.

Sofie: – Da jeg var 15 år, dukkede tanken op for første gang: Jeg ville væk herfra. Det har været en tilbagevendende følelse igennem mit ungdomsliv, at verden er bedre stillet uden mig. Jeg oplevede ikke selv, at jeg var en ressource for andre. Jeg følte mig overflødig, og det hele virkede håbløst. Det er en evig kamp for Sofies mor at hive hende ud af sengen.

I sidste halvdel af 10. klasse beslutter hun, at Sofie skal afslutte alt, hvad hun er i gang med, og påbegynde et nyt kapitel til efteråret.

Sofie: – Det var en lettelse, fordi jeg så længe havde haft dårlig samvittighed over ikke at have passet mine pligter. Jeg følte, at jeg havde skuffet mors forventninger om, at jeg skulle være en normal ung kvinde. Det handlede om at få sig selv til at tro, at man rent faktisk er en ressource for andre mennesker. Jeg ville blive savnet, hvis jeg forsvandt, og jeg betød faktisk noget for andre. Det var vigtigt at overbevise mig selv om, at jeg også var vigtig for mig selv.

I dag ved hun, at de tilbagevendende depressioner skyldtes Tourette-syndrom, som hun først fik konstateret som 18-årig.

Tilbage til livet

Mange unge har spurgt både Ulrikke og Sofie, hvordan man kommer ud af selvmordstankerne og det depressive tankespind. Svaret er enslydende for dem begge: ressourcer. Det kræver et hold af stærke mennesker omkring sig, men når man står i en sådan situation, så kræver det også, at man dropper sit navlepilleri, mener Sofie.

Sofie: – Man er meget selvoptaget, når man er deprimeret, og ser ikke særlig langt. Hvis man har en hobby – dans, drama, politik, en blog – som jeg fik – så leder man tankerne væk.

Ved at dele sine tanker åbent på sin blog har hun kunnet række en hånd ud til dem, som havde det svært, og selv bearbejde sit tankemylder. Solidaritet og sammenhold blev de midler, som fik gjort bugt med de depressive tanker.

Sofie: – Jeg blev en hobby-psykolog, og hen ad vejen fandt jeg ud af, at jeg var uerstattelig, fordi andre var afhængige af mig. Det er en lang proces at gå fra at foragte dig selv, til at du foragter det, der gør, at du foragter dig selv. Det handler også om at turde bede om hjælp og være til besvær.

LÆS OGSÅ: Mø: “Dér nåede jeg grænsen. ”Karen, du er helt fucked!”, sagde mine forældre til mig”

SKAM-feberen

Som 18-årig sidder Ulrikke og søger efter castings på Audition.no. Egentlig regner hun ikke med det store gennembrud, men hvorfor ikke give det et forsøg?

Ulrikke: – Jeg havde været med i skoleteateret i et år og blev bidt af det, så jeg havde lyst til at fortsætte med skuespillet. Så var der tilfældigvis audition til ”SKAM”-serien, og jeg tog selvfølgelig den chance. I virkeligheden kunne jeg have valgt hvilken som helst audition.

Ingen ser det komme, hverken skuespillere eller produktionsselskab. ”SKAM”-serien vælter verden og bliver en kæmpe omvæltning for Ulrikke, der fortsat får hjælp til at bekæmpe sin spiseforstyrrelse.

Hvordan var det at skulle håndtere det pres, der fulgte med successen?

Ulrikke: – Hurtigst muligt forsøgte jeg at inkludere andre i det, og far forstod, at jeg ville være eksponeret hele tiden. Det hjalp meget, at min familie forsøgte at forstå situationen. Det er jo en omstilling for alle.

– Det med at blive set op til indeholder også meget kritik, fordi man er så synlig. Jeg følte mig nærmere udsat end sat op på en piedestal. I dag modtager jeg både kritik og ros, og det giver mig lyst til at være et godt forbillede. Jeg ved, at mange ser op til mig og holder af det, jeg gør.

Hvad har du taget med dig?

Ulrikke: – Det har givet mig ekstremt meget selvtillid, når andre har rost mig for det, jeg gør, fordi det er værdifuldt for dem. Det har gjort, at jeg til en vis grad føler mig mere værdifuld, og det er faktisk lidt uhyggeligt.

I januar i år vælger Ulrikke at takke nej til ”Influencer-prisen” ved Vixen Influencer Awards. En årlig norsk prisuddeling, hvor bloggere og instagrammere – som går under betegnelsen influencers – kåres inden for forskellige kategorier.

Ulrikke: – For mig handler det om, at jeg ikke synes, det bidrager med noget positivt at være influencer. Generelt handler det om at sælge produkter, at sælge sig selv som et produkt, eller at sælge en ide om sig selv. Det var egentlig mest af alt for at tage afstand fra det og udsende et signal om, at jeg vil bidrage med noget andet – som forbillede vil jeg prioritere anderledes.

Ulrikke vælger også at holde en pause fra Instagram.

Ulrikke: – For mig har det været vanskeligt at være så eksponeret. Mediet og formatet giver mig ikke længere den samme glæde, som jeg fik tidligere. Dér tror jeg, at det er vigtigt også at tage højde for ens eget psykiske velvære ved helt at fjerne sig fra det.

Hun vender dog tilbage til mediet kort tid efter.

Ulrikke: – Jeg kunne godt bare have slettet min Instagram. For mig handler det om, at indholdet, jeg laver, skal være tilgængeligt. Jeg får tilbagemeldinger om, at mine følgere føler sig styrket af de ting, jeg poster – det giver dem glæde og frigør dem fra andres forventninger. Det indhold, jeg laver, kan være til nytte for nogen, selvom det er meget krævende for mig.

Så selvom du ved, hvor meget pres du udsætter dig selv for ved at bruge sociale medier, så gør du det alligevel?

Ulrikke: – Ja, men jeg bruger det ikke på samme måde som før. I Norge bliver jeg omtalt som Insta-feminist, og det er blevet en stor del af min identitet og den måde, jeg markerer mig på i den offentlige debat. Jeg orker ikke altid at leve op til det billede, det er for krævende.

Hun påpeger de mange andre platforme, som hun kan kommunikere igennem i stedet for – for eksempel ved at skrive en bog som ”Jenteloven”.

Ambassadør for det uperfekte

Hvordan har du det så i dag, er du mere tilfreds med din krop?

Ulrikke: – Absolut. Jeg er meget glad for min krop. Jeg evaluerer ikke længere mig selv og har ikke gjort det længe. Jeg har ikke behov for at spejle mig selv konstant. Min krop er ikke en forlængelse af mig, jeg er bare mig selv med alt, hvad det indebærer.

Hvordan kom du frem til den konklusion?

Ulrikke: – For mig handlede det om at flytte fokus. Det med at være god nok handler nu mere om, hvorvidt det foredrag, jeg holdt, var godt, om den bog, jeg har skrevet, er god – har jeg fået kommunikeret mit budskab godt nok ud? Jeg har flyttet mit fokus fra udseende til mere dybe værdier.

Ulrikke: – Jeg er jo egentlig blevet ambassadør for det uperfekte, siger hun og smiler.

LÆS OGSÅ: Rapperen Nikoline: "Jeg kan ikke acceptere, at kvinders brystvorter er seksuelle"

Er vi dobbeltmoralske?

Hvorfor i det hele taget udstille sig selv på sociale medier?

Ulrikke: – Jeg har behov for eksponering, men jeg kritiserer samtidig andre for det, fordi jeg mener, at de gør det forkert. Nogen har jo tendens til at fremstille sig selv som et objekt. Det enkleste er jo at være pæn – det er på den måde, du får mest bekræftelse – så jeg forstår jo også dem, der gør det.

Sofie: – Hvis jeg havde lagt kropsbilleder ud og et hav af selfies, havde jeg da haft flere følgere og flere likes, men det havde føltes helt forfærdeligt. Det er jo et kapitalistisk, kommercialiseret format. Det vigtigste for mig er det budskab, man kommunikerer.

Har I hver især stadig et stort behov for at blive anerkendt?

Ulrikke: – Jeg er mere optaget af at blive anerkendt for hvem, jeg er, end det, jeg gør. Det er også forskellen mellem selvværd og selvtillid – det at have troen på sig selv, og at andre bekræfter dig i det, du gør. Hvis vi fjerner alt det, som har formet os, så er vi fortsat trygge i, hvem vi er.

Sofie: – Det bedste, jeg får at vide, er, at jeg er morsom. Når jeg står på scenen, så føler jeg, at jeg er i kontrol, fordi jeg kan fremstille mig selv, som jeg vil. Det giver mig meget mere at få ros for min optræden end at få at vide, at jeg ser godt ud. Som 15-årig var det ligefrem et projekt at få bekræftelse fra fyre, fordi jeg slet ikke havde været i berøring med det tidligere. Men det var ligesom at kaste ting ind i et sort hul – det forduftede rimelig hurtigt. Det er jo ikke andre, der bestemmer din værdi, men dig selv.

Fremtidens feminisme

Ulrikke og Sofie lover højt og helligt i deres bog, at de vil tage udgangspunkt i Jentelovens 11 paragraffer resten af livet. Paragraffer der bl.a. forlanger mangefacetteret seksualundervisning i skolerne og ligestilling for alle kvinder og piger – men er det overhovedet realistisk?

Ulrikke: – Det er jo en evig kamp, så egentlig er det et livslangt projekt.

Sofie: – Jeg mener, at den dag, man begynder at tage vores privilegier for givet, så har man tabt. Metoo-bevægelsen er et perfekt eksempel på, hvor lang vej vi har igen.

Ulrikke: – Min ambition er jo at redde verden, ikke at det nogensinde kommer til at ske, men vi kan alle sammen være med til at gøre det bedre.

Sofie: – Nogle af punkterne er jo også en opfordring til politisk indblanding.

Hvad håber I at opnå med bogen?

Sofie: – En revolution eller en bevægelse.

Ulrikke: – I det mindste en gnist, for når der er en gnist, kommer der en flamme, og når der er en flamme, opstår der brand.

Sofie: – I hvert fald et bål, udbryder hun ironisk.

Ulrikke: – Det tror jeg også er det mindste, vi kan kræve, efter at folk har læst bogen. Det overordnede mål er jo en revolution i retningen mod total ligestilling.

Hvor ser I jer selv i fremtiden?

Sofie: – Det spørgsmål har vi ikke fået før. Jeg håber på, at når jeg en dag får børn, vil jeg slippe for at høre på spørgsmålet om, hvordan jeg får min karriere og mit familieliv til at hænge sammen. Så vil jeg fortsætte med de ting jeg laver nu – comedy og skriverier.

Ulrikke: – Jeg vil gerne arbejde med de ting, der i dag gør mig til et forbillede. Om det skal være som lærer eller psykolog, det er mig det samme. Det vigtigste er at være der for dem, der har svært ved at holde gejsten oppe, når tingene er svære. For mig er det meget vigtigt at bevare den menneskelige kontakt for at holde motivationen kørende, for det er virkelig svært, når man er så eksponeret for kritik. Jeg har lyst til at lave diskussionsfora for kvinder, ændre loven og samle folk.