Lige siden november sidste år har min telefon fået plads i vindueskarmen få centimeter fra min hovedpude, når jeg skal sove. Årsagen er, at jeg konstant er på vagt. På vagt for hvornår endnu en biplyd skal lyde med nyheden om, at ondskaben i verden atter har spredt sig.
LÆS OGSÅ: Kære Mor og Far: Jeg ville ønske, I var stoppet med at drikke. Så ville I stadig være her i dag
Hver gang beskederne dukker op på min skærm, bliver mine katastrofeknapper aktiveret. Først opstår mit behov for nyhedslæsning. Jeg skal læse alt, hvad jeg overhovedet kan komme i nærheden af, der kan give mig et overblik over hændelsen. Det får mig af uforklarlige årsager til at føle, at jeg har kontrol over situationen. Dernæst følger katastrofetankerne, der straks bliver afledt af overbevisningen om, at terroren snart vil ramme os igen, hvilket giver mig en galoperende angst for at miste dem, jeg holder af. Først til sidst opstår min dårlige samvittighed over, at jeg har tænkt på min egen lille næsetip, før jeg overhovedet har nået at skænke de efterladte en tanke, der rent faktisk i netop dette øjeblik har mistet dem, de elsker.
Måske er min reaktion naturlig. Måske er den ikke. Uanset er jeg ikke i tvivl om, at mine følsomme og til tider ustyrlige katastrofeknapper stammer fra min oplevelse den 13. november sidste år, hvor jeg var taget til Paris med min barndomsveninde for at besøge vores fælles veninde, som studerer i byen.
Efter vi havde sat kufferterne i lejligheden og stadset os ud med røde læber og høje hæle, som man jo gør, når man forsøger at lege parisienne for en weekend, tog vi ud for at spise. Meningen var, at vi skulle på Le Petit Cambodge, der er min venindes fortrukne spisested. Til vores held besluttede vi os i sidste øjeblik for, at vi var mere til moules frites end sunde grøntsagsretter.
Le Petit Cambodge var en af de restauranter, der senere samme aften blev beskudt af maskerede mænd med Kalashnikov-lignende rifler, hvor mange uskyldige mennesker mistede livet.
Vi havde kun lige sat os til bords og skænket det første glas vin, da beskeder fra familie og venner dukkede op på vores telefoners displays. De ville forvisses om, at vi var i god behold. Det var få minutter efter, eksplosionen foran Stade de France havde fundet sted. Selvom vi selvfølgelig blev forskrækket over at høre, hvad der var sket, befandt vi os i Le Marias i 4. arrondissement, som ligger et godt stykke fra stadion. Det var først, da min franskboende veninde fik et opkald om, at flere var blevet dræbt og såret ved Le Carillon og Le Petit Cambodge, hvor vi kunne have siddet, at panikken begyndte at sprede sig. Og den blev kun værre, eftersom de efterfølgende angreb rykkede tættere og tættere på den åbne plads, hvor vi var.
På opfordring af personalet søgte vi tilflugt inde i selve restauranten, og jeg kan huske, at min største bekymring var, at vi ikke alle tre ville kunne gemme os på toilettet samtidigt, hvis terroristerne kom. Jeg ringede grædende til min far, fordi vi havde svært ved at vurdere, om vi skulle tage chancen og løbe hjem gennem byen til 6. arrondissement, hvor min veninde bor, eller om vi skulle blive, hvor vi var. Da vi hørte om spillestedet Bataclan, vurderede vi, at det sikreste var at komme hjem, da vi befandt os rigtig tæt på. Men vi nåede kun lige ud på fortovet, da synet af ambulancer og sårede mennesker indpakket i guldpapir mødte os. Vi var overbeviste om, at et nyt attentat havde fundet sted lige ved siden af os, så vi vendte om, med hvad der føltes som hundrede kilometer i timen.
Jeg satte mig i skjul i et hjørne af restauranten bag to borde, der var stillet ovenpå hinanden. Jeg husker, hvordan mine hænder rystede, så jeg næsten ikke kunne skubbe lås-op knappen til side, når min far ringende. Igen.
Vores tjener tog chancen og løb hen til ambulancerne. Her fik hun beskeden om, at der ikke var tale om endnu et skyderi. Gaden blev derimod brugt som opholdssted til de mange sårede fra Stade de France, der skulle bringes i sikkerhed, inden de kunne blive behandlet. Vi fattede os endnu engang mod til og begyndte at løbe.
Vi havde hørt, at terroristerne kørte rundt i sorte biler og skød ud af vinduerne, så hver gang en sort bil kom kørende imod os, sprang vi i skjul. På et tidspunkt stod vi bag en søjle på en bro og klamrede os til hinanden for at undgå at blive set.
Under hele hjemturen var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at vi ikke ville nå hjem.
Selvom jeg hverken stod ansigt til ansigt med terroristerne, eller så de mange uskyldige menneskers lig, har dén aften i november uden tvivl sat sine spor. Søvnbesvær, frygten for at miste, forhøjet blodtryk og lyden af sirener var bare nogle af de efterveer, der ventede mig, da jeg kom hjem.
Frygten for terror rammer mig nu hvor som helst: I en ølbod på Roskilde Festival, til en premierefilm i biografen eller i en tætpakket 5A.
Alene indenfor de seneste to uger kom beskeden om en afvist asylansøger, der sprang sig selv i luften foran en vinstue i Ansbach. Derudover en gal mands værk i Nice, der havde kørt uskyldige børn og voksne ihjel foran en slikbod på strandpromenaden. Senere meldingen om manden med øksen og kniven, der var gået bersærk i et tog i Tyskland. Og forinden dét var der beskederne om terroraktionen herhjemme, i Paris og i Bruxelles. For ikke at glemme videoer af IS-henrettelser og attentatet mod Charlie Hebdo.
Efter oplevelsen har jeg dog svoret mig selv, at jeg ikke vil ændre min adfærd i det offentlige rum af frygt for, om terroren rammer igen. Og det mener jeg heller ikke, at hverken jeg selv eller andre skal gøre. Vi skal blive ved med at benytte os af fortovscafeer, køre i tætpakkede 5A-busser og deltage i store arrangementer af alle slags. Men når det så er sagt, har jeg et behov for at sige, at det er helt okay at blive bange.
Jeg bliver bange. Og frygten kan ramme mig når som helst. Problemet er bare, at vi er blevet opdraget med, at vi ikke skal føle frygt, fordi det netop er dét terroristerne forsøger at skabe. Men terroren er rykket så tæt på nu, at følelsen af angst er uundgåelig. Hver gang endnu et angreb dukker op, har vi enten selv eller nogle af vores nærmeste været i den by, spist på den restaurant eller gået på lige præcis den promenade, hvor vanviddet sker. De katastrofer, vi engang fulgte på afstand i medierne, fordi de foregik på den anden side af jorden, er nu rykket ind under huden på os alle. De er blevet en del af vores hverdag, og det har nogle konsekvenser, som vi er nødt til at sætte ord på.
Vi må erkende den nye virkelighed, vi befinder os i og give os selv lov til at være bange. Med det mener jeg ikke, at vi skal krybe sammen i en krog af terrorfrygt. Vi skal tværtimod acceptere, at den er der, og dele vores betænkelige tanker med hinanden. For kun derved undgår vi, at frygten kommer til at diktere vores hverdag.
LÆS OGSÅ: "Jeg kigger mig hele tiden over skulderen for at se, om der er nogen, der filmer mig"
LÆS OGSÅ: "Min første kæreste var kriminel, et røvhul og fantastisk spændende. Derfor faldt jeg for ham"
LÆS OGSÅ: Unge spiseforstyrrede og selvskadende finder inspiration på sociale medier
