Bloggere

Succes-bloggere: Sådan gør vi

Vi er vilde med blogging – med at læse og skrive blogs. Men hvordan kommer man lige i gang med en blog, der bliver interessant for et større publikum end familie og venner? Vi har spurgt nogle af Danmarks mest succesfulde bloggere.

24-årige Sofie Rasmussen kan efter fire år som modeblogger skrive tøjdesigner på sit cv. Men det er ikke altid let at åbne op ind til sit privatliv.

Sofiesblog.dk viser Sofie sine seneste tøjindkøb og giver læseren et indblik i livet som danskstuderende på Københavns Universitet. Og når der er gadefest i København, kan du følge med gennem Sofies kameralinse. Indimellem kan du også læse, at en kjole eller en jakke er fra mærket ”Envii by Sofies Blog”.

Bloggen har skabt en masse oplevelser for Sofie. Rejser, modeshows og pr-events. Dog er der en ting, der skiller sig markant ud. En række designede kollektionerne for tøjfirmaet Envii i eget navn. Da hun startede bloggen, var meningen, at det skulle handle om mode, men ligefrem designer i eget navn – det lå ikke i kortene.

– En dag fik jeg en mail fra Envii, der spurgte, om jeg ville komme ind til et møde. Så tænkte jeg: ”Åh nej, så skal jeg designe en T-shirt eller sådan noget. Det kan jeg da overhovedet ikke finde ud af.”

Det var dog lidt mere end en enkelt T-shirt, firmaet havde i tankerne.

– Jeg kom ind til møde, og så sagde de: ”Vi vil godt have dig til at designe tre kollektioner med 20 stykker tøj i hver”. ”Jamen, det ved jeg jo ikke, hvordan man gør?”, fortæller Sofie grinende.

Tøjfirmaet beroligede hende og forklarede, at de nok skulle hjælpe. Sofie sagde ja, og den første kollektion blev lanceret i efteråret 2012, og i starten af 2013 kom den anden kollektion. I august kom den tredje kollektion på bøjlerne hos bl.a. Samsøe & Samsøe og Magasin. Hun har netop sagt ja til tre kollektioner mere. Men det er ikke ensbetydende med, at drømmen er at leve af at designe tøj.

– Jeg har aldrig haft en drøm om at blive designer, og jeg skal helt sikkert ikke arbejde inden for modeverdenen. Men det har været en sjov oplevelse.

LÆS OGSÅ: Sådan får du en succesfuld blog

Fra egen blog til fællesskab

Sofie startede, ligesom mange andre, op for sig selv. Hun oprettede bloggen, da fænomenet stadigvæk var forholdsvis nyt i Danmark. Hurtigt fik Sofiesblog.dk en stor læserskare, som blev underholdt af hendes univers. Hun har hele tiden haft en ”nede på jorden”-attitude, og det var bl.a. det, som blogfællesskabet Looklab faldt for, da de i 2010 kontaktede hende. De ville gerne have hende med i deres onlineklub af mode- og livsstilsbloggere.

– Det var noget nyt, at man startede de her blogfællesskaber. Man så det meget i Sverige og Norge. Jeg kan huske, at jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle sige ja til det, men så tænkte jeg, at det er nok det, man gør nu. Og så har jeg været der siden. På blogsitet Bloglovin.com er Sofiesblog.dk den 3. mest populære blog i Danmark. Og de mange læsere gør det sjovere at blogge, mener Sofie. Det ville være kedeligt uden alle kommentarerne, men nogle gange kan læsernes nysgerrighed også blive for meget. Det oplevede hun, da et kæresteforhold gik i stykker. – Det var faktisk lidt hårdt. Jeg lå og græd på min venindes sofa i en måned. Og så blev læsere ved med at spørge: ”Hvorfor snakker du ikke om din kæreste længere? Er I gået fra hinanden?”. Det havde jeg ikke lyst til at svare på. Både i forhold til ham, men også hvis vi fandt sammen igen. Men så snakkede jeg med min ekskæreste, om det var o.k. at skrive det, og det var det. Så skrev jeg til sidst et indlæg om det.

Sofiesblog.dk er et fristed for Sofie. Det er en hobby, som er blevet til et arbejde. Ved siden af danskstudierne tjener hun penge på bloggen. Præcis hvor meget vil hun ikke røbe. Men hun bliver ved med at blogge, også selvom indtægterne daler.

– Jeg hygger mig med det og tager det, som det kommer. Så længe det er sjovt, bliver jeg ved med at blogge.

Sofies 3 bedste råd til blogging

+ Find din egen skrivestil, gerne med et humoristisk touch.

+ Indsæt store billeder.

+ Gør dig umage!

Læs om madbloggeren, der blev kogebogsforfatter, på næste side.Jane Faerber elsker at blogge om mad, der sparer på kulhydrater og frådser med fedt, men Madbanditten.dk bliver også brugt som en slags selvterapi – en kombination så populær, at hun sagde sit fuldtidsjob op og udgav en kogebog, der ligger i toppen af bestsellerlisterne.

Det var længslen efter et barn, der fik Jane til at oprette en blog for snart 10 år siden. Da ønsket blev indfriet, og hun blev mor til tvillinger, udviklede bloggen sig til en mommyblog. Efterhånden som tvillingerne blev ældre, fik Jane lyst til at blogge om noget helt andet.

– Jeg elsker mad. Og man kan altid finde et eller andet at skrive om mad, så jeg tænkte, at der måtte være materiale nok til at skrive en masse. Samtidig var jeg begyndt at spise på en lidt anderledes måde, end andre gjorde.

Jane begyndte at spise efter principperne i LCHF: Low Carb High Fat. Minimalt med brød og sukker, til gengæld masser af fedt. Det er de kostråd, der er omdrejningspunktet på hendes blog. Bloggen fik så meget succes, at et forlag sagde ja til at udgive en hel bog om LCHF, så Jane i dag kan kalde sig selv både blogger og forfatter.

– Jeg fulgte med på de her svenske blogs, som talte om LCHF, som er kæmpestort i Sverige. Så tænkte jeg, at jeg kunne prøve at blogge om det. Jeg tror i virkeligheden, det at blogge om mad og sundhed for mit vedkommende bare er en undskyldning for at blogge om livet.

Selvom Madbanditten.dk er en madblog, så er den personlige vinkel vigtig for Jane. Hun er overbevist om, det også er grunden til, at bloggen har så mange læsere i dag. På bloggen er der billeder af hendes børn. Hun fortæller også, at hun har lidt af fordøjelsesbesvær og humørsvingninger. Ærligt, men der er en grænse.

– Jeg deler rigtigt meget fra mit liv, men jeg deler ikke alt. Det kan man måske godt få opfattelsen af. Jeg skriver mindre og mindre om mine børn, i takt med at de bliver større. De skal have lov til at vælge, om de vil være derude. Jeg kan også sagtens have nogle familieproblemer, og det blogger jeg heller ikke om.

LÆS OGSÅ: Bliv sund og slank med tre gode blogs

Farvel til fuldtidsjobbet

Den ærlige stil kombineret med kostråd og opskrifter fangede læserne. Besøgstallene steg, og på en hel almindelig dag besøgte 2000 læsere Janes blog. I løbet af sommeren 2012 blev det hele for meget for hende.

– Jeg var stresset til et punkt, hvor det ikke var sundt for mig, og jeg havde lyst til at lave noget andet. Jeg så bloggen voksede, som jeg passede med venstre hånd, imens jeg havde mit fuldtidsarbejde, min familie og min sport. Så jeg sagde mit job op.

Efter et par måneder var der faldet ro på Janes tilværelse, og hun begyndte at realisere sin drøm.

– Jeg gik i gang med at lave noget materiale, som jeg kunne sende ud til forlagene.

Politikens Forlag bed på. De havde i virkeligheden gået og ventet lidt på at tage det her skridt ud i LCHF. Resultatet blev kogebogen, som udkom i april måned i år. Det virker, som om danskernes lyst til at skippe brødet og skrue op for fedtprocenterne er stor. Bogen har ligget i toppen af salgslisterne, og besøgstallene på bloggen er også steget, siden den kom ud på forhandlernes hylder. Lige nu arbejder hun på endnu en kogebog med LCHF-opskrifter.

Ny bog på vej

– Jeg er i gang med en ny kogebog i samme genre. Derudover holder jeg foredrag og LCHF-workshops. Det er nyt, men det er noget, der er en meget voksende interesse for.

Selvom bogen har fået sit eget liv uden for bloggen, så klapper hun ikke computeren sammen og siger farvel til Madbanditten. dk. Da Jane var barn, skrev hun dagbog, i dag blogger hun.

– Bloggen kan være en måde at holde styr på sine egne tanker på. Jeg synes, der er en grad af selvterapi i det. Når jeg ser tilbage på, da bloggen startede, så er det egentlig to forskellige mennesker, der har skrevet den. Selvfølgelig kan man sige, jeg har taget nogle drastiske valg i mit liv i den periode. Men det er jo bare livet og mig, der bliver ældre.

Janes 3 bedste råd til blogging

+ Producer kvalitetsindholdmed en unik vinkel.

+ Opret en Facebookside,der følger bloggen. Det gør det nemmere for folk at dele og like indlæggene.

+ Giv noget af digselv, så man kan fornemme personen bag.

Læs om it-bloggeren, der var med til at fælde Stein Bagger, på næste side.Hun begyndte med en blog om hvad som helst, men zoomede hurtigt ind på it-branchen og blev berømt, da hun var med til at fælde Stein Bagger og IT Factory for fem år siden. For Dorte Toft er bloggens kommentarfelt helt afgørende – både dengang og nu.

I december 2008 krøb Stein Bagger til korset. Han tilstod at have svindlet, og det viste sige at være for omkring en milliard kroner, hvilket gav ham syv års fængsel. Dorte Toft, freelancejournalist og blogger, havde imidlertid allerede et år før på sin blog rejst tvivl om, hvorvidt virksomheden virkelig kunne være så mange milliarder kroner værd som påstået, og læsere bidrog til tvivlen i kommentarfeltet. Et kritisk blogindlæg, skrevet knap fire måneder før afsløringen, affødte yderligere indlæg fra læsere, og tilsammen tegnede det et billede af, at noget var helt galt. At Dorte Tofts blog, Bizzen.blogs.business. dk, skulle være med til at afsløre Danmarks største erhvervsskandale i nyere tid, var ikke til at forudse, da hun oprettede den.

– Jeg havde tilbage i 2005 startet en blog med, hvad jeg vil kalde blandede bolsjer, altså om alt, der fængede mig, om det var en bog, et udsagn, et nyt it-projekt, kønsdebatten eller noget helt femte.

– Men jeg mente, der var en forretningsmulighed i at skrive en blog, der udelukkende havde fokus på it og business, og det blev til Bizzen oprettet i 2006.

Forinden havde Dorte Toft valgt at sige sin faste stilling op. Springbrættet til en freelancetilværelse blev en fast ugentlig it-klumme i Berlingske, men snart blev bloggen kendt i it-kredse, og læserne debatterede lystigt i kommentarfeltet. Bloggen var dermed blevet et forretningsmæssigt aktiv.

– Berlingske var interesseret, men jeg snakkede også med et par andre medier, der var interesserede. At valget til sidst faldt på Berlingske, skyldtes fornemmelsen af, at klumme plus blog var en stærk kombination, og desuden, at målgruppen var bred.

LÆS OGSÅ: Derfor læser vi om andres hverdag

Det vigtige kommentarfelt

Bloggen var godt et par år gammel, da tvivlen om IT Factory blev rejst på bloggen. Den konkrete anledning var, at Finn Nørbygaard i medierne udtalte, at han takket været IT Factory var 400 millioner kroner værd. Inden da havde Dorte Toft dog længe haft mistro til selskabets bestyrelsesformand, Asger Jensby, og et anonymt tip om, at firmaet måske blot var et finansielt fupnummer, indgik også i overvejelserne, der resulterede i blogindlægget.

– Blogindlægget om Finn Nørbygaard og alle de andre rigmænd, som IT Factory syntes at have skabt, trak kommentarer til, der gav ekstra viden, og bag linjerne begyndte bloggens læsere at researche videre, hvilket afspejledes i kommentarfeltet og i mails direkte til mig.

Kommentarfeltet fik dermed en stor indflydelse på Stein Bagger-sagen.

– Men jeg skylder at nævne, at jeg til sidst valgte at gå i samarbejde med it-avisen Computerworld for at få ekstra kræfter på og for at få den endelige afdækning på print, der jo har en større troværdighed end blogs. Vi nåede dog ikke at trække gulvtæppet helt væk under Stein Bagger, før han flygtede, men han vidste, at det blot var et spørgsmål om tid.

Men bidragene på bloggens kommentarfelter om Stein Bagger fortsatte, og der kom stadig nye vinkler frem på manden og sagen. Kommentarer har i dag stadigvæk stor indflydelse på Dorte Tofts lyst til at blogge.

– Der sidder så mange kloge mennesker derude, og de er med til at gøre mine læsere og mig klogere.

Ingen efterløn

I dag blogger Dorte Toft stadigvæk, selvom hun er 68 år. Umiddelbart ikke den alder, de fleste forbinder med blogging. Selvom Dorte Toft havde retten til at gå på efterløn, da hun oprettede bloggen for syv år siden, har hun aldrig benyttet sig af den.

– Jeg oplyser ikke, hvor meget jeg tjener på at blogge, men det har været en god ”deltidsstilling”, og derudover har jeg andre kunder.

Dortes blogindtjening er ikke afhængig af annoncører. På det område adskiller bloggen sig fra mange andre. Derudover er den sproglige tone på Dorte Tofts blogs også anderledes end på mange andre.

– Jeg forsøger at holde min blog relativt journalistisk præget, som man også ser det i USA. Men normen herhjemme er, at blogs er mere personlige.

Dortes 3 bedste råd til blogging

+ Tag læserne alvorligt. Deltag i kommentarfeltet, så de ikke føler, de bare råber ud i rummet.

+ Giv en smule af dig selv, og kom med din holdning, hvis det er relevant.

+ Giv mangfoldighed. Henvis også til andre holdninger, og stol på læsernes egen evne til at læse på linjerne og mellem dem.

LÆS OGSÅ: Drop kritikken af sociale medier - og brug dem bedre