40-årige Gudrun blev gravid ved et mirakel med en mand, hun lige havde mødt

Det er første gang, jeg smører madder, skærer dem i tern, stikker gaflen i dem og lægger dem klar på tallerkenen til en interviewperson, som dog selv er i stand til at føre karrysildshapserne op til munden.

"Det er kun mig og Meryl Streep i The Devil Wears Prada, der vil bede om sådan noget," siger Gudrun Bojesen.

Det manglede bare. For balletdanserinden har armene fulde af sin søn Gabriel på otte måneder. Han sidder på skødet og leger med Gudruns nøglebundt, svinger med en billedbog og spiser smoothiegrød på tube, og det hænger dårligt sammen med, at mor gerne vil spise smørrebrød. Regner vi tilbage, blev Gudrun gravid for halvandet år siden. Man fristes til at tro, at Gabriel var nøje planlagt, for Gudrun blev gravid som 39-årig og var altså tæt på at nå pensionsalderen, som er 40, på Den Kgl. Ballet, og æggene var måske også ved at nå deres udløbsdato. Men nej ...

Egentlig var præmissen for vores møde, at vi skulle tale om at leve af sin krops fysik og bevægelser, hvordan det føles, at et lillebitte menneske flytter ind i den krop, der altid har fået al opmærksomheden, og om, efter et halvt liv på tåspidser, at tage afsked med Den Kgl. Ballet. Så da Gudrun Bojesen åbner op for, at graviditeten var alt andet end planlagt, bliver hun nødt til at fortælle om den.

LÆS OGSÅ: Agnes Obels hemmelige Berlin

En lille, lille smule langsommere

I foråret 2015 mødte Gudrun Daniel en aften, hun var i byen med veninderne. Der var god kemi med det samme. Så god, at Gudrun nogle måneder senere stod til træning og tydeligt kunne mærke, at kroppen ikke føltes, som den plejede. For første gang i 34 år, siden hun startede på Den Kgl. Ballet som seksårig, lystrede mavemusklerne ikke.

"Normalt ved du som balletdanser godt, om du har en god eller dårlig dag, og jeg havde det godt, men der var alligevel et eller andet, der ikke var, som det plejede. Min mave føltes som en blød svamp, og min krop reagerede en lille smule langsommere, end den plejede. Min første tanke var, at jeg var gravid," siger Gudrun Bojesen.

Efter dagens prøver var afsluttet, pilede hun af sted til apoteket i Store Kongensgade for at købe en graviditetstest og så hen på stamstedet Café Blå Times toilet og teste. Jo, den var god nok, to streger. Ud i baggården og ringe til dansepartneren Ulrik.

"Jeg var virkelig glad og ville dele det med min allerbedste ven. Vores venskab er bygget op over 10 år, og Daniel havde jeg kun kendt i nogle måneder. Ulrik sagde: "Lige meget hvad klarer vi den sammen,"" siger Gudrun Bojesen.

Det var rare ord for Gudrun i en situation, hvor Daniel havde brug for lidt tid til at vænne sig til sådan en overraskelse. Ingen af dem havde regnet med, at deres forhold skulle ende med en baby efter så kort tid.

Gudrun havde altid ønsket sig at få børn og var ikke i tvivl om, at hun ville beholde barnet.

"Jeg var begyndt at tænke: "Måske får jeg ikke børn, fordi jeg har satset hele mit liv på at være i topform." Da Nikolaj (Hübbe, balletmester, red.) kom til i 2009, skruede han meget op for intensiteten, og det at få børn blev fjernt for mig. Jeg turde ikke skrue ned for intensiteten af angst for, at jeg ikke ville kunne komme tilbage i topform," siger Gudrun Bojesen.

Så i mange år prioriterede du at være i topform frem for at få børn?

"Ja, men glæden ved at være i topform og arbejde med så store stjernedansere og -koreografer og være efterspurgt i udlandet har opvejet ønsket om at få børn. Det kræver jo også en mand, som man er virkelig, virkelig glad for, og han havde ikke været der," siger Gudrun Bojesen.

Hvordan vidste du, at du ville beholde barnet?

"Når nu det lille menneske var i min krop, ville jeg ikke sige mig det fra. Du kan ikke styre alt i livet, og du kan ikke bede andre mennesker om at opføre sig anderledes, end de gør, eller ændre dine omgivelser. Det er kun dig selv, du kan ændre. Man må tage ansvar for sit eget liv, og havde jeg fået en abort, ville jeg aldrig have kunnet tilgive mig selv," siger Gudrun Bojesen.

Havde Daniel været med her om bordet, havde han nikket. For Gudruns kæreste, som hun bor med på Frederiksberg, og som er "en meget målrettet konsulent" med "en fantastisk karriere" hos Deloitte, blev hurtigt klar over, at han ikke kunne leve uden Gudrun og Gabriel, som sønnen hedder på Daniels opfordring, fordi det er en slags sammentrækning af de to forældres navne.

"Daniel siger, at det er det lykkeligste, der er sket for ham. Det var mega heldigt, at det lige var ham, jeg mødte. Vi klikkede simpelthen så godt fra starten og gør det stadig, vi er enige om alt. Han kan virkelig forstå min verden. Vi har samme belæg for at gøre de ting, vi gør, selv om vi arbejder med noget meget forskelligt," siger Gudrun Bojesen.

LÆS OGSÅ: Danica Curcic: "De seneste to måneder har jeg faktisk været underernæret"

Særlig udvalgt som seksårig

15. oktober skal Gudrun Bojesen danse sin afskedsforestilling på Den Kgl. Ballet. Det er der, i skrivende stund, halvanden måned til. Hun har trænet siden maj, hvor Gabriel var tre måneder gammel.

"Jeg føler mig stadig svampeblød i maven, og som danser er centret altafgørende. Du kan pynte med arme og ben, men den enorme kraft skal komme fra centret," siger Gudrun Bojesen. Hun demonstrerer og lader sine arme svæve ud fra kroppen, som gled de gennem vand. Og med ét er Gudrun Bojesen ikke mor, men balletdanser. Og er hun virkelig 40? Jeg bliver nødt til at få det bekræftet. Stod det til mig, ville jeg i et spørgeskema have tjekket hende af i 25-30 år-boksen.

Da Gudrun var seks år, en søndag i februar, stod hun i hvide strømpebukser og trikot, med to tykke fletninger og sin mor i hånden i en kø med 250 andre børn og deres forældre inde på Det Kgl. Teater på Kgs. Nytorv. De var til den årlige åbent hus-optagelsesdag. Børnene blev målt, vejet og drejet. Hvem kunne forstå en kommando? Det kunne Gudrun og 25 andre børn. De gik videre til et treugers kursus, hvorefter de var 13 tilbage, der skulle starte på balletskolen den efterfølgende august. Det var jo alt, hvad man kunne drømme om? Ja, hvis du spørger Gudruns mor. Hendes moster var ved balletten i 50 år og havde taget Gudruns mor med om bag kulisserne og vist hende alle ballettens krinkelkroge, og hun havde syntes, det var så sjovt, at Gudrun også skulle opleve det. Men Gudrun var faktisk overhovedet ikke interesseret.

"Jeg var så utrolig trist over at skulle starte. Jeg elskede at gå på Krebs' Skole og bare danse ballet i fritiden, og nu skulle jeg gå i en balletklasse med kun to andre piger i klassen. Men det med at være udvalgt var alligevel noget særligt. Jeg kunne hurtigt mærke, at jeg var god. Det var nemt for mig, og det er jo en glæde. Jeg har altid haft indtryk af, at jeg var blandt de bedste," siger Gudrun Bojesen.

Da Gudrun var lille, var det pengene, der drev hende. Hun fik 64 kr. pr. forestilling, når hun var mus i Nøddeknækkeren og trold i Et folkesagn. Pengene gik til Anders And-blade. Siden blev det fremdriften i hendes udvikling, hvordan hun kunne mærke, at hun blev bedre og bedre, der fyrede op for engagementet. Indtil hun blev 14, hvor hun mistede lysten totalt. Gudrun stod og glanede ud ad vinduerne til alle timerne.

"Jeg kan huske, at jeg fik et brev, hvor der stod: "Vi håber, at Gudrun bruger sit talent lidt bedre næste år." Jeg havde krise. Du laver jo de samme øvelser, uanset om du er syv eller 35, og jeg indså, at jeg skulle lave de samme øvelser resten af mit liv. Samtidig havde jeg fornemmelsen af, at jeg stod i et gyldent bur. Livet kørte forbi med alle dets goder ude på Kgs. Nytorv, og jeg havde ikke tiden til at glæde mig over livet udenfor. Jeg var på teatret så mange timer, at den eneste måde, jeg kunne kapere det på, var at gå hjem og sove," siger Gudrun Bojesen.

Som 16-årig blev Gudrun aspirant, som betød, at hun nu dansede med de voksne, og en træner fra USA satte fut i Gudruns fejemøg. "Hun stod lige foran mig og drejede fire piruetter." Og så gik det ellers derudad, hen over scenegulvet. Som 19-årig forstuvede Gudrun en storetå, fatalt. Som 24-årig blev hun solodanser, genialt. Hun har været på udveksling i Oslo, arbejdet som instruktør, lært tango, udviklet partnerskabet med Ulrik, danset Kameliadamen.

LÆS OGSÅ: Kunstneren Cathrine Raben Davidsen: "Jeg prøver ikke at deale med mine kritiske tanker"

Drømmen om et job på Starbucks

Danse, danse, danse. Fra mandag til lørdag. Kurser i sminkning kl. 9-10. Træning kl. 10-12. Prøver kl. 12-15. Forestilling kl. 20-23. Hver uge i 34 år.

"På et tidspunkt blev jeg fysisk afhængig af at danse, og om søndagen kunne jeg ikke falde til ro. Kl. 10 om formiddagen satte min krop i gang. Og når jeg stod i bussen, lavede jeg øvelser og undersøgte, hvordan jeg bedst kunne stramme op, så jeg kunne få en god træningstime, når jeg kom ind til Kgs. Nytorv. Jeg tænkte hele tiden på, at hvis jeg gjorde noget dårligt i mit privatliv, ville det smitte af på min træning," siger Gudrun Bojesen.

I dag er der mere respekt omkring sund mad, søvn, hvileperioder, styrkeøvelser og coaching i balletverdenen end for 10 år siden, hvor menuen stod på sort kaffe og cigaretter.

"Da jeg var yngre danser, skulle du danse dig ud af en skade. Du måtte lære at kapere smerten. Men jeg kunne mærke, at jeg blev bedre, når jeg havde været på ferie. Og så prøvede jeg at holde aktive ferier og fx lave ballet i vand for at variere min træning," siger Gudrun Bojesen.

Og hvad skal hun så lave nu, når hun går på pension fra dansen? Frem til juni skal hun undervise om lørdagen, så hun skal ikke aflevere sit nøglekort endnu. "Heldigvis," siger hun. Gudrun er allerede blevet spurgt, om hun vil danse en forestilling i Oslo, men nej, ikke endnu. For hun skal også have tid til at nyde sin søn og sin kæreste.

"Jeg vil ikke lægge en plan, for jeg har haft en plan, siden jeg var seks, og har lyst til at sætte mig selv fri. Som balletbarn og -danser bestemmer du nærmest kun, hvilket tøj du har på i træningssalen. Derfor har jeg følt mig allermest fri under en forestilling på scenen. Der kunne ingen bremse mig eller sætte mig på plads. Der bestemte jeg selv, hvor meget jeg strakte mig i hver bevægelse," siger Gudrun Bojesen.

Men hun har alligevel en idé til, hvad der kunne ske.

"Måske får jeg lyst til at stå i butik," siger Gudrun Bojesen.

Du vil stå i butik?

"Ja, for jeg har jo aldrig prøvet det. Det kunne godt være den Starbucks, der ligger henne ved Føtex. Tænk, hvis det nu var røvsjovt. Jeg har aldrig valgt min egen arbejdsgiver. De er blevet hængt ned over mig og har bestemt over mig. Så enten vil jeg være min egen arbejdsgiver, eller også vil jeg selv vælge min arbejdsgiver. Lige nu er ham her min arbejdsgiver," siger Gudrun og peger på Gabriel.

Tænk, måske ligger Gudrun Bojesens frihed på bunden af en Starbucks-kop.

LÆS OGSÅ: Ditte og Louise: Vi gider ikke holde kæft og være smukke

LÆS OGSÅ: Østers til morgenmand med Nabiha

LÆS OGSÅ:  "Det var ikke min drøm at møde en gift mand, men det gjorde jeg, og derfra gik det meget hurtigt"