Gun Britt
Foto: Rasmus Skousen 9 spørgsmål til Gun-Britt Zeller

Gun Britt

Gun-Britt skabte en landeplage, da hun fik Lone Hertz i stolen

Frisør Gun-Britt Zeller om sin forelskelse i Paris, om at acceptere sin alder og om at vokse i modvind.

Hvornår er du mest dig selv?
– Jeg synes egentlig altid, at jeg er mig selv... Men i virkeligheden er jeg mest mig selv, når jeg klipper. Her føler jeg mig hjemme. Jeg kan gå ind i mig selv, hvor jeg finder en ro. Det kan virke helt meditativt, fordi jeg er så glad for det og kan fordybe mig. Når jeg klipper, er jeg urørlig.

Hvad er det vigtigste, du har lært af din mor?
– Det var, at man skulle bestille noget. Der var ikke så mange gode ting, men det har hun da lært os. Jeg havde ikke et særligt godt forhold til min mor, men hvis det skal være positivt, må det være det.

Hvilken rejse vil du aldrig tage på?
– Jeg kommer ikke på ski mere, for det har jeg udelukket i mit liv de sidste ti år. Jeg synes altid, at det har været en overvindelse at stå på ski. Jeg har altid været bange for højder, så for ti år siden besluttede jeg mig for, at jeg ikke orkede det pres mere.

Hvis du skal bo et andet sted en Danmark, hvor skulle det så være?
– Italien eller Frankrig. I mine yngre dage var jeg lidt frankofil, men på mine ældre dage kunne jeg godt se mig selv i Italien. Jeg kan godt lide folket i Italien, men jeg kan også godt lide, sådan som de franske piger ser ud. Hvis jeg skulle bo i Frankrig, skulle det være i Paris – man bliver altid lidt småforelsket i Paris.

Hvordan ældes man med ynde?
– Jeg tror, man accepterer den alder, man har. Jeg tænker, jeg skal være bevidst om, at der er ting, jeg må vælge fra for eksempel rent tøjmæssigt. Man skal hvile i den alder, man har, og være glad for det, man har kunnet og nu kan. Det er ikke så svært for mig at hvile i det. Jeg er glad for at være her og glad for at kunne arbejde. Jeg nyder det bare.

LÆS OGSÅ: Barnløshed var tæt på at skille Torben Zeller og Gun-Britt

Hvornår har du nydt dit arbejde mest?
– Jeg har altid nydt mit arbejde. Der har været mange gode udfordringer. Jeg er god i modvind. Det er her, jeg bliver aktiv og kreativ. Det giver mig en styrke til at vise, at jeg godt kan. Når alt glider, bliver man ikke så iderig, men når man møder modstand, bliver man aktiv på nogle andre måder.

Hvis du kunne vælge at tilbringe en dag sammen med en – død som levende – hvem skulle det så være?
– Så ville jeg tilbringe en dag med Hans Cordes. Han var et skønt menneske og en slags mentor for mig. Jeg ville fortælle ham om mit liv, efter han døde.

Hvornår føler du dig mest som kvinde?
– I sådan en rolle, jeg har, føler jeg mig tit maskulin, fordi jeg er chef og skal bestemme. Mit job har maskuline tendenser, da jeg har et stort ansvar. Det er der jo mange kvinder, der har i dag. Jeg tror, vi har begge sider i os, både en maskulin og en feminin side. Men når jeg skal ud, tager pænt tøj på og gør mig i stand, kan jeg tillade mig at være en kvinde.

Hvem er den sejeste, du har klippet gennem tiden?
– Ahmen, der er så mange... men måske da jeg klippede Lone Hertz i mine unge dage. Hun havde portnerkonehår, og jeg skulle lave hendes hår til ugebladet Søndag. Det er næsten 45 år siden. Hun var så gammeldags i håret, men jeg fik hende overbevist om, at hun skulle have pandehår. Min chef sagde, at hvis ikke det lykkes, er du fyret. Efter hun blev klippet, blev det en landeplage. Det var virkelig en sejr for mig. 

Gun-Britt Zeller, 66

Er Danmarks ukronede frisørdronning.

Er aktuel med bogen "40 år med hår".

Er gift med ­skuespiller Torben Zeller og har sønnen Jeppe.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview