Søren udgiver sin mors bog efter hendes død: "Min mor var et meget privat menneske..."

Det kom som et chok for Danmark, da Hanne Bech Hansen i september 2016 døde uden varsel. Den 77-årige jurist, tidligere politidirektør og PET-chef var aldeles aktiv og ved godt helbred og havde siden sin pension nydt succes som både krimiforfatter og foredragsholder. Ministre, embedsmænd og andre topfolk stod i stod i kø for at udtrykke deres beklagelse over hendes pludselige bortgang.
Den, som chokket ramte hårdest, holdt sig imidlertid helt ude af rampelyset.

To års tilløb

Hanne Bech Hansens søn, 54-årige Søren Bech Hansen, havde blot en uge før sin mors død været sammen med hende på weekendtur til London. De havde set kunst på Tate Modern og shoppet på Oxford Street med glødende kreditkort. Hun havde været i forrygende humør. Glad og energisk. Og som altid ulasteligt klædt og i stilletter. Nu var hun pludselig væk. Og som hendes eneste søn stod Søren ikke bare alene tilbage med sorgen, men også med den opgave, det er at sortere og skabe orden i et langt liv, som ikke længere er.

LÆS OGSÅ: 'Miss Earth Denmark' er blevet præst: 28-årige Josefine elsker at bo i et lille lokalsamfund

"Det var overvældende. Der havde intet været at mærke på hende i dagene op til hendes død. Jeg fandt hende på hendes kontor, ramt af en pludselig hjerneblødning – det var et enormt chok," fortæller han.

"Derfor og fordi min mor var et meget privat menneske, hvis integritet jeg respekterer højt, tog det mig lang tid, før jeg tog hul på at gennemgå hendes private dokumenter."

Faktisk skulle der gå næsten to år, før Søren følte sig klar til opgaven. Og der, blandt de efterladte papirer, fandt han så noget fra den ellers så private Hanne Bech Hansens hånd, som han ikke bare fik lyst til at dele med sin familie, men med hele Danmark. Et uudgivet, men stort set færdigt manuskript.

Hans mor havde før udgivet bøger, men denne bog skilte sig ud. Det var ikke en krimi, men en slægtsroman.

Kvinden bag uniformen

"Det er en fortælling om en kvinde, hvis opvækst og liv, selv om det er forskelligt fra min mors, alligevel har mange paralleller til hendes. Fyldt med anekdoter, personskildringer, stemninger og skæbner, som hun har hentet fra sit eget liv, og som jeg tror, at mange i hendes generation vil kunne genkende fra deres eget," fortæller Søren om bogen, der har fået titlen Tilfældigt forbi.

"Jeg blev hurtigt klar over, at den skulle udgives. Først og fremmest fordi det var en bog, hun selv havde ønsket at dele med andre. Men også fordi det efter min opfattelse er den bedste af de bøger, hun har skrevet," fortsætter han.

"Og så fordi den viser nogle sider af hende, som den brede befolkning aldrig fik indblik i, men som jeg selvfølgelig altid har vidst, at hun også rummede."

Danskerne lærte Hanne Bech Hansen at kende som den professionelle politidirektør i den mørke politiuniform. Hun blev på mange måder billedet på den magtfulde og dedikerede topembedsmand. Men også på den benhårde karrierekvinde, der formåede at komme til tops i en mandsdomineret branche. Men hun var meget andet end det.

Husmor og topchef

"Mor arbejdede på halv tid, indtil jeg blev ti år, og hun løsnede tøjlerne lidt og lod mig cykle frem og tilbage fra skole selv. Indtil da fulgte og hentede hun mig hver eneste dag. Så selv om hun var ambitiøs og optaget af sit arbejde, var hun også en meget nærværende mor, og en mor, der trods sit arbejde var meget tilstedeværende i hjemmet," fortæller Søren.

"Far og jeg fik aldrig lov til at lave mad. Heller ikke da hun skruede op for karrieren. Det stod mor for. Danske klassiske retter med et noget mindre fedtindhold, så det ikke blev for usundt," fortsætter han.

"Udadtil var hun en benhård karrierekvinde, men på mange måder indtog hun den klassiske rolle som husmor og mor ved siden af sin topkarriere. Og hun var ikke kun en central figur i vores lille kernefamilie, men også i den udvidede familie. Hun var den urokkelige bautasten, som vi alle kunne læne os opad."

I virkeligheden skulle Hanne Bech Hansen faktisk slet ikke have været jurist, for hun var en dygtig pianist og fik et stipendium ved konservatoriet. Men hendes far, der var lærer og også underviste i musik, rådede hende til at gå en anden vej.

"Han vidste, hvordan livet ofte formede sig for musikere, og mor lyttede til hans råd og besluttede sig for jura. Men hun havde altid det musiske i sig. Og musikken havde vi også til fælles i mit voksne liv," fortæller Søren, der selv er dedikeret amatørmusiker ved siden af sin karriere som ingeniør og investor.

LÆS OGSÅ: Ditte Hansen: "Jeg var kommet ind i en dødsyg spiral"

En særlig jazzmusiker

"Men hendes helt store talent var mennesker," fortsætter Søren.

"Hun forstod sig på dem; kunne læse dem og hjælpe dem til at få det bedste ud af de kort, de var blevet givet. Og hun forstod også at få det bedste ud af sit eget liv. Også i de perioder, hvor det ikke var let."

Selv om Hanne Bech Hansen på flere parametre lykkedes til overmål og fik skrevet sig selv og sine bedrifter ind i historiebøgerne, oplevede hun ikke livet som en dans på roser.

"I kraft af sit arbejde så hun mange af livets vrangsider. Og personligt var hun heller ikke forskånet for svære ting. Jeg er enebarn, men jeg ved, at hun gerne ville have haft flere børn. Hun mistede sin mand pludseligt og savnede far resten af sit liv. Men hun forstod at leve fuldt og helt alligevel," siger Søren.

Det er på mange måder den forståelse af livet, der er det underløbende tema i den bog, som Hanne Bech Hansens søn nu udgiver godt fem år efter hendes død. Livet er på godt og ondt. Og selv om vi kan styre meget, er det ofte tilfældighederne, der slår de store streger op. Og så er det op til os selv at forbinde dem, tage vores skæbne på os og gøre os umage med at leve vores liv så godt som muligt. 

"Mor var lykkelig, aktiv og produktiv til det sidste. Fordi hun ville være det og evnede det. Hun savnede far og bar sin vielsesring frem til sin død. Men selv om hun lavede sjov med, at det da kunne være sjovt at møde en jazzmusiker, så drømte hun aldrig om en ny mand i sit liv," siger Søren og tilføjer så med et smil:

"Derfor er det nok heller ikke helt tilfældigt, at både musikken – og en fiktiv jazzmusiker – får lov at spille en langt større rolle i hendes roman, end de gjorde i hendes virkelige liv."