"Havtorne-skum ramsløgsrelish. Pis og papir"

Lad mig slå det fast med det samme. Jeg kan godt lide mad. Det samme kan mine to børn. Så det var slet ikke usædvanligt, at lørdagen forleden begyndte med, at min 9-årige datter spurgte, ”Hvad skal vi have at spise i aften?”

Jeg havde ikke umiddelbart svar på rede hånd, men hjælpen var nær: ”Kan vi ikke få de der cupcakes med kylling og ærter?” spurgte hun. Det tog mig lige fire minutter at regne den ud. Barnet mente tarteletter. Selvfølgelig. Hun er født og opvokset på Østerbro i København. Geografi betyder noget, når vi skal spise. Jeg er selv vokset op så langt væk fra Østerbro, som man næsten kan komme. På det yderste Djursland. I det jyske tarteletbælte. Jeg er i store træk fedet op på finvalset havregryn og grovhakket medister.

"Sådan tror jeg, det var for de fleste af os, der voksede op i provinsen."

Min mor var umiddelbart ret eksotisk, hun var vegetar. Men længe før, det var en livsstil. Hun kunne bare ikke lide kød. Så hun var jeg-tager-bare-en-ostemadvegetar. Min far stod for de varme retter. En gang imellem tarteletter, mens ellers mest gode danske farsretter. Og han var – og er stadig – god til at lave dem. Da jeg flyttede hjemmefra, havde jeg aldrig smagt linser eller lammekoteletter. Sådan tror jeg, det var for de fleste af os, der voksede op i provinsen.

Jeg mellemlandede som ung mand i Aarhus, men flyttede ret hurtigt videre til København. På trods af min landlige baggrund gik det fint. Jeg fik venner. Vi kunne lide den samme musik, de samme bøger, de samme piger. Jeg blev kort sagt hurtigt integreret, men med maden var det anderledes. I begyndelsen løj jeg lidt. Eller svarede i hvert fald noget mumlende, når jeg blev spurgt, om jeg kunne lide muslinger, østers eller jomfruhummer. Den slags havde jeg heller aldrig smagt – selvom jeg var vokset op 300 meter fra Kattegat.

"Nu stod der pludselig tjenere og pegede med lillefingeren på noget, der lå på et leje af brændt hø."

Jeg var bagud. Cirka 20 år. Så det tog mig noget tid at indhente det forsømte. Men jeg gik til det med krum hals og åben mund. Hummus og hellefisk. Lammekølle og lakselasagne. Jeg var lige ved at være der, kunne næsten tale med uden at mumle. Vovede mig sågar ind på bedre restauranter. Så kom mad-religionen til landet. Setback. For mig. Big time. Nu stod der pludselig tjenere og pegede med lillefingeren på noget, der lå på et leje af brændt hø. Havtorne-skum og ramsløgsrelish. Pis og papir.

Jeg gav op. Kunne ikke mere. Der må være grænser for, hvor meget man kan rykke sig i et enkelt liv. Slut med forstillelse. Nu indrømmer jeg det gerne: Min livret er hakkebøf, brun sovs og kartofler – asier on the side. Dessert: pandekager med is.

"Her er avocadoen stadig den mest eksotiske sag i grøntafdelingen."

Og jeg tror faktisk ikke, at jeg er helt alene. Mens Michelin-feberen har hærget medierne og hovedstaden, så kan man altså stadig hverken få quinoa, okra eller gedeost i min barndoms Dagli’Brugs. Her er avocadoen stadig den mest eksotiske sag i grøntafdelingen. Min datter fik sine cupcakes med kylling og ærter. Da jeg serverede dem, tænkte jeg på, om vi denne lørdag aften var de eneste på Østerbro, der fik stuvet høne i hvide skaller fra Netto. Næppe. De fleste københavnere kommer jo fra provinsen... Man kan tage drengen ud af tarteletbæltet, men ikke tarteletterne ud af drengen.

LÆS OGSÅ: Siger du også "nej" alt for sjældent