Helle Thorning-Schmidt: ”Jeg er også selv som voksen politiker blevet taget på låret af en anden politiker”

Da Helle Thorning-Schmidt fyldte 50 år, traf hun et valg.

Her var hun: Landet i London i et kæmpejob som direktør for 25.000 mennesker og med titlen som statsminister på sit cv. Men hun ville ikke være den, som havde alle svarene.

"Jeg følte, jeg skulle vælge: Vil jeg være en, der tror, jeg er klogere end alle andre – det kan man nemt komme til, når man har været statsminister – eller har jeg et arbejde at gøre med en nysgerrighed, der kan bringe mig et sted hen, hvor jeg lærer nyt og udfordrer mig selv?"

LÆS OGSÅ: Der vil først være ligestilling i 2089 – medmindre flere tager stilling til dette...

Siden har vi set hende folde sig ud som Instagram-ikon, musikvideo-stjerne og frontkæmper i sexisme-debatten. Nu ønsker hun at udfordre os andre med sin nye bog Blondinens Betragtninger – om køn, feminisme og #MeToo.

"Jeg er lidt nervøs for, at hele Metoo forsvinder, fordi vi alle sammen bliver trætte af at høre om det, og derfor vil jeg gerne stemple ind i debatten med de personlige erfaringer, jeg har."

Helle Thorning-Schmidt har selv været på ekspedition ind i en verden, hvor normer brydes, og kønnet er til diskussion. Hendes største udfordrere var lige ved hånden – nemlig hjemme i familien.

"Mine døtre – eller børn, jeg skal øve mig i at sige børn – var blevet store, og de udfordrede mig på nogle af de ting, jeg gik og syntes."

Læg mærke til fortalelsen. For lige meget hvor åben og nysgerrig man er, så sidder et livs vaner fast – også hos en mor, der stadig kløjes lidt i betegnelserne; hun har ikke længere en datter, der hedder Camilla, men et barn, der har skiftet navn til Milo.

"Hun definerer sig hverken som dreng eller pige. Nogle dage vågner hun op og føler sig som en dreng og andre gange som pige. Det må jeg jo bare respektere, fordi jeg elsker hende."

"Lige i starten, da hun som 15-årig fik en erkendelse af at være mere interesseret i piger end i drenge, tænkte jeg først "hvorfor har jeg ikke set det før" og så "åh, det bliver måske lidt besværligt for hende". Og det har jeg tænkt i mange situationer, for hun vælger en sværere vej end så mange andre. Hun vælger at gå klædt på sin egen måde, og det kan blive svært for hende som menneske."

"Men jeg var også stolt af, at hun føler, at hun kan leve det liv, hun gerne vil, og tænkte på de mange, mange unge mennesker fra andre lande, som går og skjuler for deres forældre, hvem de i virkeligheden er, og alle de mennesker gennem historien, der har skullet skjule, hvem de elsker. Jeg er glad for, at vi bor i Danmark, og at vi som hendes forældre kan være med på den rejse. Jeg tror, hun har haft nemt ved at tale med os om det og altid har vidst, hvor vi stod, og kunnet regne med os."

Milo bruger stadig pronomenet hun, men hun og hendes venner flyder frit mellem kønnene, og Helle Thorning-Schmidt føler, at hun hele tiden lærer noget nyt ved at tilbringe tid sammen med dem.

"Vi snakker om pronomener, krav til kvinders kroppe, seksualitet og seksualundervisning, hvad ja og nej betyder for unge kvinder. Hvordan kvinder stadig udskammer hinanden ved at slutshame – der er mange ting, de er optaget af, og som vi kan lære noget af."

"­Mange i min generation er irriterede over, at nu skal man beskrive sig selv som ciskønnet og forholde sig til pronomener og det ene og det andet. Jeg har lært, at det at lære noget nyt – også selv om jeg ikke forstår det i starten – kan være positivt og udfordrende for min hjerne."

"Men ja, det har taget mig lang tid at blive dus med, at køn er flydende. Det er så voldsomt, for der er rigtigt mange, der siger "vi har stadig to køn", og jeg har også selv tidligere argumenteret for, at vi skulle fastholde vores cpr-nummersystem, der definerer os i to køn. Men så snart man kommer ind i tankegangen, så virker det pludselig rigtigt at spørge "hvorfor er det, vi selv i moderne tid har så stort behov for at blive opdelt i så binære kasser?" Og egentlig passer det slet ikke til min tilgang til livet, for jeg synes, at man altid skal kunne se tingene fra begge sider, og at de gode beslutninger ligger inde på midten, så det kønsstereotype og de binære kasser passer faktisk ikke til mit generelle livssyn."

Hun synes, at mange voksne kan lære af de unges tilgang til køn og krop.

"De unge udfordrer os, men de gør det med tolerance, for eksempel når Stephen og jeg ikke kan finde ud af det og roder rundt i pronomener. Jeg vil gerne tale for, at hvis intentionen er god nok på begge sider, så skal det ikke udvikle sig til noget politisk korrekt noget, hvor vi bliver sure på hinanden, men det er viljen, der afgør det."

Helle Thorning-Schmidt har kaldt sig feminist, siden hun var 12 år gammel. Dengang sad hun hjemme i morens lejlighed i Ishøj og lyttede til Shit og Chanel, der sang "som kvinde af i dag har jeg den sorteste sorte samvittighed" og fulgte nysgerrigt med, når hendes seks år ældre storesøsters gymnasieveninder diskuterede verdens uretfærdigheder.

"Mange ting kom ind i mit hoved på én gang. Mine forældres skilsmisse gjorde rigtigt meget, for jeg kunne se, hvor mange små og store urimeligheder min mor var udsat for i den skilsmisse. Hun blev forladt, min far fandt en anden kæreste. Og når man blev skilt dengang, delte vennerne sig; min far tog alle vennerne. Han blev boende i det store hus, han tog den bedste bil. Første gang vi var ude at køre i min mors bil, kom politiet og tog den, fordi den ikke kunne klare et syn. Hun havde en helt anden økonomi, end han havde. Så der var bare mange urimeligheder, som jeg oplevede på det tidspunkt, og som satte sig i min lille barnehjerne."

LÆS OGSÅ: Ditte og Louise: "Vi skal lade hele lønsystemet eksplodere og starte forfra"

Feminismen har været en ledestjerne for hende gennem livet.

"Det at være feminist har gjort mig mere solidarisk med andre kvinder – og mindre misundelig på andre kvinder. Det har betydet, at jeg har været mere sikker på min egen grænse, både i forhold til mænd, men også i forhold til pressen, når den kom tæt på mig. Det har også lært mig, at fremskridt næsten altid er af det gode. Jeg romantiserer ikke de gode gamle dage, fordi for kvinder var de gode gamle dage ikke så frie, som de er nu. Det var de dårlige, gamle dage."

Kan du give eksempler på situationer, hvor du har truffet feministiske beslutninger?

"Ja, men også mange gange, hvor jeg ikke har gjort det... Jeg har altid været god til at forfremme kvinder – også kvinder, som jeg ikke var enig med. Fordi jeg synes, det er vigtigt. Men så er der også ting, som jeg gerne har villet gøre, men som jeg ikke har haft politisk kapital til at gøre, for eksempel udvidet barsel for mænd. Det er jeg ærgerlig over."

Hun nævner selv sagen med Jeppe Kofoed. Hun var formand i 2008, da han som 34-årig havde sex med 15-årig ved et kursustræf i DSU. Konsekvensen blev, at han blev sendt på sygeorlov i 14 dage og mistede sine ordførerskaber i fem måneder.

"Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag, så tror jeg, vi skulle have kigget på Socialdemokratiet og spurgt "har vi en kultur, der fremmer den slags opførsel, og er vi gode nok til at tale om det?" Men jeg tænkte ikke over det dengang, og der var heller ikke andre, der tænkte over det, så det er svært at klandre sig selv for det."

Så du bruger også argumentet "det var en anden tid"?

"Men det var det jo også. Generationen før os: Lone Dybkjær, Jytte Hilden, Ritt Bjerregaard, de siger, at "vi kunne ikke standse op hver gang, der var et eller andet, så havde vi jo aldrig fået lavet andet", og det var på en måde også rigtigt for vores generation. Vi kunne ikke stoppe op hver gang – jeg er også selv som voksen politiker blevet taget på låret af en anden politiker."

Hvad gjorde du?

"Jeg fjernede hånden og gik videre. Det er ikke særligt fedt at indrømme, at det er sådan, det var, men jeg kunne ikke tage den øvrige politiske kamp som gidsel i det."

Helle Thorning-Schmidt erkender, at hun som sine forgængere valgte ikke at sætte sine andre arbejdsmæssige resultater på spil for at sætte fokus på seksuelle krænkelser. Men da der en augustaften i 2020 var en kvinde, Sofie Linde, der valgte at gøre netop det, var hun ikke sen til at bakke op om det.

"Jeg så det på nettet sent på aftenen, og min første tanke var: "Det her bliver voldsomt for Sofie", for jeg kunne høre, at mange ville føle sig provokerede, fordi hun talte om nogle grove ting, der lå tilbage i tiden, og så fordi hun sagde det med Thomas Blachmann og løn."

"Jeg kunne mærke, at det her ville blive eksplosivt, og følte, at jeg måske kunne hjælpe med at bringe diskussionen videre, så det ikke kun handlede om Sofie. Jeg var helt intuitivt klar over, hvad hun havde tænkt, og at hun var bevidst om, hvad hun ville bruge den scene til, og det syntes jeg var rigtigt, rigtigt fedt."

"Det var så sejt, at hun orkede, hun er en del af et kæmpe familieprogram, hvor hun er den her skønne empatiske tv-vært. Der var virkelig mange, der godt kunne lide hende og kunne relatere til hende, så hun havde en stor popularitet, som hun godt kunne have valgt at værne om, og det var derfor, jeg syntes, det var så sejt, hun gav sig selv max kant den dag."

Tænkte du ”det her bliver starten på en #MeToo-bølge i Danmark”?

"Nej, jeg kunne bare mærke, det var eksplosivt, og det var en vild historie. Man kunne allerede se, at folk begyndte at gå efter budbringeren. Sådan er det altid: "Jeg er enig med det, du siger, men du skulle ikke have sagt det på den måde."

Men noget var anderledes denne gang. For mens den første #MeToo-bølge i 2017 nærmest gik smertefrit hen over Danmark, så var det nu, som om danske kvinder var mere klar til at stå op. I dagene efter Sofie Lindes tale begyndte flere og flere kvinder at tilkendegive sin støtte til hende. På TV2 organiserede fire kvinder en underskriftindsamling blandt kvinder i mediebranchen. Det samme skete i andre brancher. Helle Thorning-Schmidt forklarer det med, at der i mellemtiden var sket noget med solidariteten blandt kvinder.

"I lavede selv Søstersind for to år siden, som jeg syntes var rigtig fed, fordi den sætter spørgsmålstegn ved "Har vi søstersind?" så der startede I allerede noget," siger hun med henvisning til ALT for damernes kampagne #søstersind, som fik en del opmærksomhed tilbage i januar 2019. Den tappede ind i en tendens, hvor kvinder i forvejen var begyndt at have mere fokus på at bakke hinanden op.

"Jeg synes godt, I kan tage en del af æren for at genintroducere søstersolidaritet. Og jeg tror, forskellen på den her omgang #MeToo og den, der var i 2017, er, at folk solidariserer sig mere."

Helle Thorning-Schmidt ser den udbredte opbakning som afgørende for, at der denne gang var kvinder, der turde stille sig frem og fortælle deres historier.

LÆS OGSÅ: Fallulah: "Vi lever i en rigtig vigtig tid, hvor det er NU, der skal tages nogle modige beslutninger"

"Det er meget sårbart for kvinderne at komme frem med de her historier – alt fra sexistiske fornærmelser til deciderede overgreb – de skal gennemleve dem igen. De skal leve med at blive kendt for det, og de skal modtage hårdhændede og grænseoverskridende beskeder på de sociale medier. Det kan være voldsomt og have store omkostninger at stå frem."

De konkrete sager, der har fældet en række magtfulde mænd, har været nødvendige som benzin i opgøret, men nu skal debatten ind i en ny fase, mener hun.

"Nu må vi have en strukturel diskussion om, hvad det egentlig er i vores samfund, der gør, at vi har tilgivet så mange mænd gennem så mange år, og at de bare kan gå videre. Og jeg bliver nødt til at deltage i den her diskussion, fordi jeg også har været en del af en kultur, som på en eller anden måde accepterede rigtigt meget – og gik forbi rigtigt meget."

Den 54-årige eks-statsleder har kastet sig ind i en svær diskussion om et endnu sværere begreb: Patriarkatet. Hun vil have os til at forstå, at vi alle sammen er en del af det.

"Vi har alle sammen nogle fordomme inde under vores egen hud, som vi ikke engang er klar over, og det betyder også, at kvinder godt kan være mandschauvinister. Kvinder kan godt tænke dårligt om andre kvinder eller sætte andre kvinder i bås, og vi skal passe på, at vi ikke konspirerer med patriarkatet, fordi vi ubevidst bruger de argumenter mod kvinder, der altid er blevet brugt mod kvinder. Argumenter, der handler om udseende – går vi for meget op i det eller for lidt, om vi er gode mødre, om vores seksualitet – er vi for udfarende eller for sippede og også om, at vi nok ikke helt har kompetencerne."

Hvilke fordomme har du selv?

"Jeg kan godt have den fordom, at hvis der kommer en kvinde ind i et lokale i en ultrakort nederdel og barmen godt spændt op og en særlig form for makeup, så er det første, jeg tænker, jo ikke, at hun er dommerfuldmægtig eller lige har taget sin phd i biologi. Jeg er ikke stolt af det, men sådan er det bare ikke."

Det er en indrømmelse fra kvinden, der selv ofte har stået for skud i netop diskussionen om, hvordan kvinder kan tillade sig at gå klædt, hvis de vil tages alvorligt.

Senest tilbage i februar, hvor skribent Birgitte Erhardtsen i Berlingske mente, at Helle Thorning-Schmidt i sin statsminister-tid havde haft for travlt med "alt det hurlumhej med hår og matchende tasker og sko, der skal til, hvis man vil ligne en mannequin hver dag".

"Samfundet har svært ved at forene det hyperfeminine med det kompetente. Lyserødt bliver f.eks. forbundet med noget infantilt, og det er en fordom, vi skal arbejde med. Jeg har prøvet at læse om det, og det er gået op for mig, hvor mange fordomme der er... altså, folk kan godt rumme, at kvinder er kloge, hvis de ser ud på en bestemt måde, men ikke hvis de ser ud på en anden måde."

Så hun minder sig selv om ikke at falde i samme grøft, hvis hun møder en kvinde i lårkort eller den omdiskuterede croptop.

"Spørgsmålet "hvor meget kan kvinder egentlig forvente, at man kan gå klædt i det rene ingenting, uden at omverden reagerer på det?" er vigtigt at diskutere, men jeg tror, jeg har flyttet mig. Jeg synes, kvinder har ret til at eje deres egen krop og seksualitet... og kvinder har også ret til, at deres krop ikke seksualiseres, eller at selv unge piger skal være bekymrede for, hvilke signaler de sender... det er et spændende felt."

Ved at være bevidst om sin fordom er det nemmere at huske at stille sig selv spørgsmålet "hvorfor mener jeg det her?"

"Det at bryde fordomme ned starter i en selv. Og har man først brudt en fordom ned, så er man også klar til at bryde flere fordomme ned. Vi kan kun komme videre med at få mere ligestilling, hvis vi er klar til at se på vores egne fordomme og sætte spørgsmålstegn ved det, vi tror, vi ved helt sikkert. Det er først der, man kan forstå noget nyt og begynde at tilgive sig selv for nogle af de ting, man har tænkt. Men også tilgive andre. Hele ærindet i bogen er at sige, at vi kan godt både være feminister og have det sjovt og være skøre og tilgive os selv og hinanden og favne mere."

Med sin nye bog håber hun på at invitere flere – også mænd – ind i samtalen og gøre argumenterne mindre kategoriske.

LÆS OGSÅ: Sara Bro og Lærke Kløvedal: Vi er ikke konkurrenter

"Jeg tror, vi i den her debat skal huske på ikke at stille folk op i "dem, der forstår det hele" og "dem, der overtræder alle grænser". Sandheden er, at det er flydende, og at vi alle sammen har noget, vi skal arbejde med. Når jeg, som har kaldt mig feminist, siden jeg var 12, stadig kan have nogle fordomme, som er dumme og fordummende for mig, så kan alle have det."

"Mit håb er, at når folk har læst bogen, så har de lyst til at kalde sig selv feminister. Jeg vil faktisk også gerne have, at mænd gør det, og at mænd i lidt højere grad, end det har været tilfældet, bliver bevidste allierede, så vi sammen kan tage de næste mod ligestilling mellem mænd og kvinder."