'Her får man lov til at dvæle ved de mest fantastiske beskrivelser af tiden, landskaberne og bogens karakterer'

"Hvem lægger knive ned hos barnet?"

Angsten og paranoiaen invaderer en ung mors liv i ny krimi, som du måske skal have med på ferie? Læs anmeldelsen her.

Feel good, very good

”Læserne i Broken Wheel”

Af Katarina Bivald

Lindhardt & Ringhof, 400 sider, 299 kr. 

Unge, svenske Sara er en rigtig bogorm. Hun tager til flækken Broken Wheel for at møde sin 75-årige læsepenneveninde Amy Harris. Men Amy er død og hvad så? Sara er landet midt i ingenting, men heldigvis er Broken Wheel næsten som at komme hjem, fordi Amy gennem sine mange breve til Sara har beskrevet indbyggerne. De er akkurat så bidske, hjertelige og hemmelighedsfulde, som Amy har sagt. Da visummet er ved at løbe ud, er venskaberne blevet stærke – og så er der kun en ting at gøre: at skrive handlingen om, der kunne sende Sara hjem til Sverige. En slagfærdig, bittersød og meget hjertevarm bog om mennesker, bøger og de finurlige krumspring, livet indeholder, når man ikke har paraderne oppe. ap


Spanske fristelser

”Syersken fra Madrid”

Af Maria Dueñas

Gyldendal, 568 sider, 299,95 kroner. 

Den unge Sira Quiroga er en fattig, men lovende syerske i 1930’ernes Madrid. Hun forelsker sig hovedkulds i den charmerende Ramiro, og da hendes hidtil ukendte far kommer med en generøs gave, ser Siras lykke ud til at være gjort. Men før hun ved af det, efterlader Ramiro hende alene og forgældet i Marokko, og hun må forsøge at skabe et nyt liv. Her kommer hun til at spille en stor rolle i den kommende krig. ”Syersken fra Madrid” er en yderst spændende bog, hvor der sker utroligt meget i starten, men magien sker, når forfatteren sætter tempoet ned. Her får man lov til at dvæle ved de mest fantastiske beskrivelser af tiden, landskaberne og bogens karakterer. le


Ny mors mareridt

”Babyalarm”

Af Vibeke Dorph

Peoples Press, 369 sider, 299 kr.



Ung, smuk, rig, forkælet og forelsket i en ung, smuk, rig mand. Katrine er en guldfugl, som hendes veninde Belinda kalder hende – men glansen går hurtigt af, da hun sammen med Thomas får sit første barn og forfølges af en stigende, invaliderende angst og paranoia. Hvem lægger knive ned hos barnet – og hvem er det, der følger efter hende og stjæler fra hende? Hvem er Helle, den emsige ejendomsmægler, og hvorfor er Thomas pludselig så meget væk hjemmefra? Vibeke Dorphs roman om en kvinde i krise er måske nok skåret over en thrillerlæst, der er svær for alvor at lade sig overraske af som læser. Men den er velfungerende, velskrevet og afgjort underholdende ferielæsning. ap


LÆS OGSÅ: "Det er meget sjældent, at jeg græder over en bog, men..."