Kære forældre og unge: Drop nu at være så målrettede

I eftermiddags sad jeg i min lille, sorte Peugeot på vej mod Vestsjælland og et af de steder, hvor verden blev lidt større for mig. Med i bilen var min kammerat Jakob. Vi har lige haft jubilæum sammen: Vi har kendt hinanden i 25 år. Det skulle fejres, så vi kørte op til Vallekilde Højskole, hvor vores venskab begyndte.

Vi var begge i starten af 20'erne, da vi havnede på det samme værelse. Jakob var skal-vi-ikke-lave-en-vampyr-kunstfilm-i-nat-typen. Han havde runde briller og var fra Lyngby. Jakob var generelt i opposition til alt – også til højskolen. Jeg var badmintonagtig, jysk og iført orangerød sejlersweater, selvom jeg meget nemt bliver søsyg. Jeg røg mentolcigaretter, Jakob

kunne selvfølgelig rulle smøger i hånden.

Der var mange aftner, hvor vi fik lidt for mange guldbajere. Jeg stod op og gik pligtopfyldende og renvasket til undervisningen. Det gjorde Jakob ikke. Han sov kunstnerisk videre. På trods af forskellene blev vi rigtigt gode venner og er det stadig. Men uden Vallekilde havde vi aldrig mødt hinanden.

Højskolen lignede i overraskende grad sig selv, da vi var deroppe i dag. Vi gik en tur i den store gamle have, og bagefter kiggede vi op på de vinduer, der var vores.

Det var i 1990, vi var højskoleelever. I begyndelsen af Ironiens Store Guldalder. Så de første mange år svarede jeg ironisk-smart, når folk spurgte, hvad jeg havde fået ud af mit højskoleophold: "Jeg lærte at rulle smøger i hånden..." Det er sådan set også rigtigt. Det lærte jeg af Jakob. Men jeg lærte også at dreje en kande i ler og spille meget primitivt og uskolet på en elbas. Men det var ikke det vigtigste (selvom jeg i de kommende år syntes, det så meget cool ud at rende rundt med en bastaske over skulderen).

Jeg lærte, at verden så helt anderledes ud end i det lune gasbetonparcelhus, hvor jeg var vokset op. På vores højskolehold var der en fyr på min egen alder, der netop var blevet stoffri. Han havde junket heroin, siden han var 15. Han havde lært det på herretoilettet på stationen i en jysk provinsby. Sådan én havde jeg aldrig mødt før. Der var en også en, der havde tilbragt flere måneder på en lukket psykiatrisk afdeling. Og så var der masser af folk, der bare var passioneret interesserede i fænomener, jeg ikke kendte til: bebopjazz, moderne lyrik og kunstfotografi. Med andre ord så blev min verden meget større på de bare fire måneder, jeg var i Vallekilde. Dengang var det helt almindeligt, at man brugte flere år på at udvide sin horisont, inden man skulle snævre ind og begynde på en uddannelse. Det blev tilmed påskønnet. Sådan er det ikke længere, nu kan det ikke gå hurtigt nok. Desværre.

For nogle år siden blev de år nemlig omdøbt til "fjumreår". At fjumre betyder at bevæge sig klodset eller usikkert. Og ja, man er da begge dele, når man er helt ung, og det er jo derfor, man har brug for at øve sig lidt i forskellige sammenhænge. Prøve at falde og rejse sig igen. Det kan være, man får på øje på noget nyt, mens man ligger og roder rundt nede på gulvet. Og hvem vil i øvrigt have skolelærere, socialrådgivere eller sygeplejersker, hvis livserfaringer kun stammer fra et klasselokale? Nej vel. Så mens jeg stadig har Vallekildeluft i lungerne og højskolegræs på skoene, så kommer det her. Både til de unge og deres forældre: Fjumr for helvede! Verden er større, end man tror.

LÆS OGSÅ: Derfor sendte Ea Ørum et brev til alle sine ekser

LÆS OGSÅ: Her er grunden til vi elsker sladder

LÆS OGSÅ: Sådan får du meget mere kærlighed