"Hver gang jeg tager en vigtig beslutning, sker dette.."

Skattevæsenet ringede en torsdag morgen klokken 8.03. På min fastnet-telefon, som ellers står stille og passer sig selv 364 dage om året, indtil en gallupinterviewer forvilder sig ind på linjen med en opfordring om at bruge tre minutter af mit liv på at sige min mening. Hvilket jeg slet ikke har trang til. Hvorfor jeg den morgen allerede ved første ringetone havde trukket luft ind til: ”Ja’r ikk’ interesseret”.

"Hey, det gider jeg sgu ikke deltage i."

Nu er det ikke lige dét, man siger, når skattevæsenet gør sig den ulejlighed at taste ens nummer: ”Hey, det gider jeg sgu ikke deltage i”. Tværtimod springer koldsveden – for hvad mon man har gjort forkert? Har man gjort noget forkert? Fuldstændigt som når en hvid Ford med blå lygter på taget glider ind i bilkøen bagved. Selv når vi snegler os afsted med 30 kilometer i timen og de uniformerede – set i bakspejlet – faktisk bare sidder og piller næse på en ikketruende måde, bliver jeg i tvivl: Kender jeg egentlig færdselsreglerne godt nok til at være her? Kan jeg overhovedet huske dem, hvis jeg bliver spurgt? Lige nu, hvor koldsveden springer? Næppe!

Men tilbage til skattevæsenet. Jeg droppede høflig-men-nej-tak-taktikken. Og mindede mig selv om, at jeg jo næsten havde ventet denne opringning. Eller noget af samme karat. For det var ”prøvelsernes tid”. Og med dette opkald var vi allerede nået til nummer to. Den første prøvelse var en række bilreparationer i rap på tæt ved 10.000 kroner. Skat, der lige ville oplyse mig om, at jeg havde misforstået det mest elementære i begrebet ”frivillig indbetaling”, var den næste. Og den tredje venter jeg stadig på. Jeg har en kindtand, der snart er moden til krone. Netto 5.000. Måske bliver det ikke værre end det…

"- så kommer ”prøvelserne”."

For sagen er: Jeg har noteret mig, at hver gang jeg tager en afgørende beslutning – en af dem, som man virkelig kan kredse om i måneder og år. En af de svære. En af dem, hvor der er noget på spil – gamle vaner, gamle relationer, gamle mønstre, der skal ende, så noget nyt og bedre kan komme i stedet – så kommer ”prøvelserne”.

Det er, som om universet eller nogen, der virkelig kan trække i nogle seriøse tråde, lige tjekker af: Er du sikker? Er du nu helt sikker på, at du virkelig vil gå over denne her bro, hvor der er Bukke Bruser og hunde med øjne så store som Rundetårn. Fuldstændigt som i eventyrene, hvor Klods-Hans og andre snurrige helte skal bestå tre prøvelser for at komme over på den anden side og få det halve kongerige og den skrappe prinsesse. Det er målet, ønsket, vi bliver testet på. Om vi virkelig, virkelig vil. Og tør. Tror jeg. Og nogle gange tør vi alligevel ikke. Ikke helt. Ikke med krop, sjæl og helt ind i hjertet. Så vender vi om, bakker tilbage, gør mere af det, vi plejer. Indtil vi tør prøve igen. Indtil vi er parate. Til at slippe det gamle og acceptere konsekvenserne af at gå efter det nye. Og nedlægge et par trolde undervejs.

"Jeg er på vej over broen. Og jeg kommer over."

Så… jeg forventede faktisk at blive ”testet” på økonomiske udfordringer. For det ville netop være mine Bukke Bruser, der kunne få mig til vælge bakgearet og ryge tilbage i det gamle ”overlevelsesmønster” og bare knokle for at få de regninger betalt – i stedet for at forsætte fremad mod mit ønske om at åbne nye døre som coach. Jeg er på vej over broen. Og jeg kommer over. Når jeg gør, så kan det være, at vi ses igen på Annehermansen.dk.

Held og lykke med dit eventyr så længe.

LÆS OGSÅ: Er det forbudt at have overskud?