Farewell my prince: Dylan, du var mit livs kærlighed
Foto: Getty Karakteren Dylan fra Beverly Hills-90210 har været en fast følgesvend i Trine Aaen Vaalas liv, siden hun var helt ung.

Farewell my prince: Dylan, du var mit livs kærlighed

Livet er kort, og det minder Luke Perrys tragiske død os i den grad om, mener klummeskribent Trine Aaen Vaala.

“Dylan er død. Vi er blevet gamle, når vores ungdomsskuespillere falder fra.”

Sådan lød den besked, jeg vågnede op til fra min veninde her til morgen. Og den satte sig dybt i mit teenagehjerte, som en kærestesorg af de virkelige hårde. For Luke Perry og Dylans død minder os ikke kun om vores egen alder og forgængelighed, den bringer også varme, glade, ubekymrede, nyforelskede, “Verden er vores” minder tilbage i stimevis - minder om og dermed længslen efter en uskyldens og lethedens tid, før vi blev voksne, før mand, kone, børn, job, afdrag, hverdag, alvoren og ansvaret sneg sig ind på os. 

Dylan var med mig - eller jeg var med Dylan - fra første afsnit i gymnasietiden, hvor jeg gik på kostskole, og hele min pige’gård’ trofast sad på række på de blå uldne stole i tv-stuen og heppede på Brenda vs Kelly eller vice versa afhængig af egen hårfarve, (og alle havde et lidt ambivalent forhold til Brandon og Andrea, som vi aldrig rigtig forstod - gjorde du?)

Dylan gav mig et lift videre i sin sorte Porsche fra studenterfesterne til magiske Italien, hvor han med sin bekymrerynkede pande kiggede min veninde og jeg dybt i øjnene fra vores 15 tommers tv med trykknapper (som vi lige akkurat kunne nå med et kosteskaft, mens vi lå ned, så vi ikke behøvede gå på de kolde klinkegulve) og talte til mit længselsfulde Brendahjerte på italiensk (og lærte os sproget med samme sexede dub-stemme som David Hasselhoff i Baywatch, der kørte dagen efter). Italienerne har altid haft styr på romantikken og det skønne i livet, der virkelig betyder noget, og derfor fik vi i en glædesrus lov at hænge ud med Dylan og banden på Peach Pit i dobbeltafsnit hver uge i hele det fantastiske italienske studieår. 

Læs også: ”Mit hjerte er knust”: Læs 90210-vennernes rørende farvel til Luke Perry

Dylan fløj hjem til DK med mig og fortsatte sit bekymrede liv med familieproblemer, kæresteforvirring, kidnapninger og alkohol, mens jeg trådte mine blåøjede ungdomsår i Københavns natteliv, dansede med italienere på Rosie McGees og skrev Informatik!!-projekter - sådan noget EDB noget - på Niels Brock i en konstant postiv overbevisning om, at det hele skal nok gå, og selvfølgelig får Dylan og Brenda hinanden til sidst! 

Dylan tog med til New York, hvor det største ,der nogensinde er overgået mig, skete, da en New Yorker foran Planet Hollywood pegede på min veninde og jeg og udbrød “Aren’t you the guys from 90210?” ØH JO.. det, tror jeg nok lige, vi er - og min indre Brenda dansede af glæde over, at de overplukkede mågeøjenbryn og det ekstra mørktfarvede hår endelig fik sin anerkendelse.

Jeg forlod Dylan et 1/2 års tid, fordi hans Porsche ikke passede til de støvede packbackerveje i Australien og SydøstAsien, men kastede mig i hans arme igen, da jeg solbrun og åbensindet vendte hjem, og dansede gennem de mørke sale på Park direkte ind i min største ungdomskærlighed Frederik og gentog dansen efter et afsnit af 90210 hver torsdag på Park og lørdag på Rust. Dylan og Brendas lange dans om hinanden, blev min og Fredes - og præcis som de to fik vi aldrig hinanden, selvom vi sværmede i årevis. Frede fandt en Kelly, og jeg dansede videre, til jeg til sidst endte i favnen på min anden store kærlighed. 

Og præcis som med Frede gled Dylan ud af min hverdag. Verden blev for alle i de år et mindre pastelfarvetsted, og tiden var inden til at blive voksen. Dylan, Brenda og alle de andre dansede videre til Davids DJ’ing på Peach Pit, mens alvor og ansvar, job, økonomi, voksenforhold og børn overtog deres plads og introducerede den bekymringsrynke, som ellers havde været Dylans trademark. 

Det er mange år siden, at Dylan var i mit liv hver uge - men som en første største kærlighed, er han gemt i mit hjerte, og det har altid givet et kærligt gip i mig, når jeg i en zapning kortvarigt er stødt på ham gennem voksenårene og liiige har dvalet lidt nostalgisk ved ham og det pastelfarvede univers, han levede sit lidt mere mørke liv i. 

Og DERFOR har jeg det idag som den dag, min første største kærlighed pludselig forsvandt. Dylans bekymrede og dog så ubekymrede univers, betød mere for mig og for min generation, end hvad en rolle i en lalleglad amerikansk tv-serie lige syner. Mange meget større og mere anerkendte skuespillere fra vores unge år er gået bort, men Dylan og hele hans univers manifesterer vores ungdom i en verden, der endnu ikke var af lave, hvor VI endnu ikke var af lave, og hvor alting nok skulle gå. Dylan er vores ungdomskæreste, vores ungdoms seje bedste ven, den mystiske fyr på skolen, rebellen, der ikke gjorde nogen fortræd, han er den good bad guy, alle piger på et eller andet tidspunkt har elsket, og som alle fyre på et eller andet tidspunkt har ønsket, var dem. Dylan var mere end bare Dylan - han var en generations uskyldige år. Tak Luke Perry for Dylan - tak for alle minderne og alle drømmene. 

Og lad os SÅ gå ud og give det satans korte liv et stort spark i røven og minde os selv om, at vi stadig er dem, vi var engang, vi har det hele indeni, side om side med Dylan, og dét kan ingen - selv ikke tiden - tage fra os. 

BRENDA: You’ll look back years from now, and I’ll just be another girl you knew in high school.
DYLAN: No you won’t. No you won’t, Bren. Not after everything.

Og lige dér knustes mit hjerte på ny.

Om skribenten: Trine Aaen Vaala, 45

Trine.jpg

  • Freelance-skribent
  • Tv-tilrettelægger
  • Kreativ udvikler
  • Mor til Valdemar, Theodor og Bernhard
Se, hvad vi ellers skriver om: Beverly Hills 90210, Kendte og Serier