Iben Hjejle og Signe Lindkvist
Foto: PR Signe Lindkvist er lidt forvirret over Iben Hjejles frivillige job...

Iben Hjejle: Jeg har denne her frygtelige vane ...

Iben Hjejle gør det kun, når hun er alene hjemme. Men inden hun har set sig om, har hun brugt tre-fire timer på det.

Iben: Du ved, jeg elsker sådan nogle satisfying ting, som der er masser af på Youtube. Min søn viste mig for nylig nogle videoer af folk, der spuler alger væk i deres baggård. Højtryksspuling af ting … uuuh! Eller en opvarmet metalkugle, der smelter igennem forskellige materialer.

Signe: Uhmmm …

Iben: Ja, og efter at have set de videoer, så gav jeg mig selv den gave, at jeg lejede en traktor hos det økologiske landbrug i Hillerød, som jeg er en del af …

Signe: Vent stop … Inden du går videre; må jeg lige få én ting på det rene? Du har meldt dig ind som frivillig økologisk blomstermedarbejder?

Iben: Ja. Jeg er selv er lidt forvirret over min rolle i det endnu, så jeg kan ikke helt forklare det ... Men hovedsagen er, at så øjnede jeg en chance for at leje en traktor. Altså ikke en kæmpe én og ikke en lille havetraktor – sådan én lige midt i mellem.

LÆS OGSÅ: "Hvis der er noget, der kan afholde en mand fra at gøre noget ved sine problemer..."

Signe: En feminin Ferguson?

Iben: Ja, en kvindetraktor simpelthen! Så fik jeg lov til at fræse – altså det betyder, at man vender jorden. Det fik jeg lov til at gøre på 800 kvadratmeter!

Signe: Hvor meget er 800 kvadratmeter? En fodboldbane?

Iben: Mjøøøh ... Det aner jeg ikke. Altså, det er jo 5-8 palælejligheder i indre København, ikke?

Signe: Ja, okay.

Iben: Men da jeg først havde lært at manøvrere traktoren med baghængt fræser – tænk sig, det hedder en baghængt fræser – så var det noget af det mest tilfredsstillende, jeg har prøvet i nyere tid. Og det blæste en halv pelikan, støvregnede direkte ind i krydderen på mig, og jeg mærkede ingenting! Intet andet end glæden ved at trække plovfurer med denne her traktor. I et mønster! Jeg får faktisk en lille smule vand i munden, når jeg fortæller om det nu …

Signe: Ummm – det lyder også virkelig lækkert.

Iben: Altså, det var røvlækkert! Jeg oplevede simpelthen zen ...

Signe: Det er lidt ligesom at smøre nypisket flødeskum på en kage, er det ikke?

Iben: Altså når jeg bager noget, ligegyldigt hvad, så bliver det til sådan nogle udefinérbare jordknolde inde i ovnen. Men jeg forstår, hvad du mener. Men altså, den traktor, Signe … For det første var det lækkert at køre mønstre i jorden …

LÆS OGSÅ: Carsten Bjørnlund: Jeg ville gerne have fået dette råd, da jeg var yngre

Signe: Uuuh, OCD-Iben blev glad!

Iben: Ja, OCD’en fik et ordentligt dejligt tilskud! Men for det andet foretog jeg mig noget nyttigt, og det var et nyt aspekt: Jeg har jo haft denne her frygtelige vane, og jeg har den stadig – og jeg er skør på det punkt – jeg har altid spillet utroligt mange spil på min telefon. Og fælles for dem er, at de ikke er på tid. Det går langsomt, og man får ryddet op – altså sådan noget som Candy Crush og Angry Birds…

Signe: Ryddet op?

Iben: Altså du ved for eksempel, når man skyder en gul kugle hen på nogle andre gule kugler, og så brister de alle sammen og forsvinder, og så kan man nå op til de lilla, og så kan man ... Oh lalalalala! Og når jeg har været rigtig hårdt angrebet, så kan jeg jo spille i tre-fire timer på telefonen uden at kigge op.

Signe: Det er også lang tid at bruge på at spille, hva’?

Iben: Ja. Og så først sent hen på aftenen opdager jeg, at jeg skal tisse, og at jeg ikke har fået noget at spise. Altså jeg har kun gjort det, når der ikke var nogen børn hjemme ...

Signe: Ja, det er klart – børn må for guds skyld ikke opdage, at de voksne bruger fire timer på at spille dumme spil på telefonen!

Iben: Jeg kan blive opslugt af det på en virkelig uhyggelig måde. Det er meget, meget væmmeligt, og jeg bryder mig ikke om at være sådan. Og derfor var det så dejligt med den traktor. Den gav mig den samme oplevelse som spillene, men jeg gjorde noget nyttigt samtidigt. Nu er den blomstermark så klar til at få lagt løg i sig! 

Signe: Det er da også helt afsindigt lækkert at køre traktor. Og sejt …

Iben: Ja det var så fedt – og så var det MAGTFULDT. Okay, det lyder måske lidt pikkemands-agtigt, det kan jeg godt selv høre …

Signe: Jamen, det må man gerne være glad for at føle! Det kan jo være pikkemandsagtigt på den gode måde – alle har da respekt for en dame på en traktor! Hvilken farve var den? Var den rød?

Iben: En skiden orange måske?

Signe: Åhhh, skidenorange … Ej, jeg er misundelig på den traktorkørsel der … Det kunne vi godt gøre mere af, men spørgsmålet er jo, hvad man skal pløje op? Man kan jo ikke bare gå over i Fælledparken og så bare køre rundt på boldbanerne derovre.

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Det er en legendarisk dum historie"

Iben: Så skulle det være efter mørkets frembrud.

Signe: Vrrrrrrrroooommmmmmm!! Så kører der to skidenorange traktorer rundt i indre by!

Iben: Og så har vi pløjet hele Fælledparken op! Og lavet lækre mønstre i mulden inde i Kongens Have …

Signe: Det ville nok ikke blive så populært, men på den anden side; det kan være, vi kan få det ind under distriktspsykiatrien? Så kunne man gå hen til sin læge og sige: ”Jeg fejler simpelthen sådan en sygdom, hvor jeg kommer til at sidde at spille mobilspil hele dagen væk!”. Og så kunne lægen sige: ”Jeg ordinerer da lige ni timers traktorkørsel, der er en gammel mark ude omkring Farum, der trænger til en ordentlig gang fræs”.

Iben: Kæfff´, det er en god idé! Jeg ringer med det samme.

Signe: Sig, jeg også er dårlig, jeg vil med ud og køre traktor!

Iben og Signe

Iben Hjejle og Signe Lindkvist

Kvinderne bag ”Sitter”-podcasten, Signe Lindkvist og Iben Hjejle, skriver hver uge i ALT for damerne om små og store emner, der berører mange af os. Det kan både være dét, der fascinerer og dét, der irriterer; fælles for det hele er, at Signe og Iben altid har deres eget humoristiske syn på tingene.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Livsstil og Kendte