Iben Maria Zeuthen undersøger Tinder: ”Myten om den forråede mand, der knepper og skrider, er svær at kombinere med de mænd, jeg mødte”

En fredag for en måned siden klikkede jeg mig ind på app store og downloadede et lille ikon med en flamme. Efter få tilføjelser af nogle billeder af mig selv var jeg nu på Tinder.

Et uendeligt galleri med mere eller mindre iscenesatte billeder af mænd i alderen 20-50 lå nu i min håndtaske, når jeg var i byen, i min lomme, når jeg cyklede, eller i min hånd om aftenen, inden jeg faldt i søvn.

Efter et par ufrivillige "super-likes" lærte jeg at kende forskel på højre og venstre, "vil ikke undersøge dig" og "vil undersøge dig nærmere".

Min profiloprettelse knyttede sig an til et journalistisk eksperiment: Igennem en række Tinder-"dates" ville jeg lave portrætter af den moderne mand, undersøge, hvad han længes efter, og hvem han er, efter måske at have været barn i en kvindekampstid og mand under #metoo, med mulighed for at opsøge kærligheden i et digitalt univers. For bag den hårde skærm gemmer der sig vel stadig sårbarheder af kød og blod?

Jeg har aldrig overvejet selv at komme på Tinder, eftersom min tiltrækning af mænd er utrolig lidt baseret på selve udseendet, og med så lidt plads til profiltekst har jeg ikke haft illusionen om, at jeg ville kunne have et seriøst bud på, hvem jeg ville blive tiltrukket af.

Men universet har fascineret mig: Kan det virkelig passe, at man har fri adgang til flirt med så stor en mængde af mænd samtidig? Og hvordan påvirker det den enkelte mulige romance?

Iskold flirt

Det, jeg hører alle Tinder-brugere sige, er, at Tinder skaber en råhed i måden at møde andre mennesker på, som man egentlig ikke har lyst til.

Idet man bare kan gå videre til næste person i rækken, bruger man ikke særligt længe på den enkelte. Det her er den største kontrast, man kan forestille sig, til dengang vi var økonomisk og biologisk afhængige af hinanden, dengang det var en nødvendighed at finde og blive sammen med en af modsatte køn, hvis man ville overleve og føre slægten videre. Tinder skaber så uforpligtende rammer, som man overhovedet kan forestille sig, og hvis den ene ikke svarer i tide, swiper man videre, og går daten ikke godt, er den næste date kun et tryk væk.

Denne uforpligtende tilgang kommer både til udtryk i den skriftlige kommuni-kation og i selve datingforløbet.

LÆS OGSÅ: Ferieflirts: Maria og Damien kom op at skændes på en bar for 17 år siden: "Jeg råbte "have a good life", imens hun gik væk"

En mand, jeg talte med, oplevede ofte, at han "matchede" (når to personer gensidigt "liker" hinanden) med en kvinde, som skrev "hvad laver du i dag?". Hvorefter manden brugte enormt lang tid på at finde ud af, hvad han skulle skrive (hvad lyder spændende, og hvor meget info forventes der?). Og gentagne gange hørte han aldrig fra hende igen. Der var komplet radiotavshed i cyberspace. En anden mand fortalte, at en skriftlig flirt med en kvinde havde udviklet sig til en aftale om en date på den betingelse fra hendes side, at det skulle ske i fuld galla. Mange retter og fin i tøjet.

Hun arbejdede på en tank til hverdag, og denne her aften skulle den have hele armen. Hun ankom i en ramponeret lille bil, men stadset helt ud, manden fortalte mig, at han betalte for hele gildet, hvorefter han intet hørte. Heller ikke da han selv skrev tak for sidst.

Spørgsmålet er: Hvorfor udsætter folk sig for denne her tilsyneladende kyniske proces?

Iben Maria Zeuthen på toppen af København. Foto: Peter Nørby.

Håbet om kærlighed

Som i den ikke-digitale verden kan håbet om kærlighed være båret af mange forskellige ting.

Hvorfor ønsker vi overhovedet at møde en partner?

Mine forskellige møder bragte forskel-lige svar på det spørgsmål.

En af de fyre, jeg mødte, Anton, mistede sin mor for to år siden. Han flyttede fra Århus til København, gik på Tinder og begyndte på universitetet. Flere verdner åbnede sig på én gang, og byturene blev voldsommere og hyppigere. Anton fortalte om de lyse skærende dage i sin lille lejlighed uden gardiner, hvor han vågnede af solen med tør mund, tungt hoved og tomt køleskab.

Jeg kender flere af hans type, unge mænd med en stærk fysik og et godt hoved: Ingen grund til ikke at gå i byen, ingen grund til ikke at gå delvist i hundene, for man kan tåle det. Man kan stå op og løfte jern med tømmermænd, man kan få 12 til eksamen, selvom man ikke har læst.

Men en dag bliver det alvor. Vennerne får børn og har taget deres uddannelse færdig, og de folk, man før følte sig foran, føler man sig nu bagefter.

LÆS OGSÅ: Thomas Blachman: "Jeg har aldrig været nogen utro. Det findes ikke i mig"

Nogle af de her mænd ser en kvinde som indgangsportalen til et mere forankret liv. Som Anton udtrykte det: "Jeg har ingen omsorg for mig selv. Jeg er nødt til at lære selvomsorg fra en anden".

En anden type kærlighedsønske kan have rødder i et liv, der ikke længere er. En kærlighedsvirkelighed, der sluttede, før man var klar til det.

Ikke usædvanlig er weekendfaren. Thomas, som jeg mødte, er et eksempel på den historie.

Det er ham, der har levet i en velfungerende, men måske hver-dagspræget familie med rutiner, madpakker, stabilitet og for-pligtelser. Men så blev man skilt. En af parterne, eller begge, savner mystikken. Og efter skilsmissen fik manden den gammeldags weekendfar-model. Man har måske ikke gjort modstand mod den model for ikke at forstyrre delefamiliens skrøbelige fred. Byturene er sjældne og koblet op på en fodbold- kamp. Man har et arbejde, som man passer, og en vennekreds, som fungerer, men som selv har familie. Der er et materielt og tidsligt overskud og en ansvarlighed, der mangler sine objekter: barnet og konen. Hvad laver man, når man kommer hjem kl. 17? Man sover først kl. 23 og mangler nogen at tale med om HBO-serien, som man ser inden sengetid. Og den oplagte attråværdige manglende ingrediens i en stabil, men tom tilværelse er: en partner.

Steffen, som jeg også interviewede, er også eksponent for denne type single. Han fortalte i øvrigt en lille og for mig uforglemmelig anekdote, der viser det fællesskab omkring Tinder, der findes ude i det virkelige liv. Han er ingeniør og fortalte, at når han sad til møde, og hans Tinder fra lom- men gav lydligt bevis for et match, kiggede tre mænd i samme single-kategori op fra deres papirer i et genkendende og anerkendende nik.

Sidst, men ikke mindst, oplevede jeg den søgen efter kærlighed, som er baseret på ens egen opvækst: Emil, som jeg mødte, er opvokset i et villakvarter i et typehus med en mor og far, der har været sammen hele livet.

Man "flyver fra reden" og har sine vilde år, som man kan have i tryg forvisning om, at i slut-20'erne ringer klokken, og man finder en sød pige at lave sit lille fodboldhold med, som han udtrykte det.

Først finder man sit fælles hjem, man investerer i møbler, man begge kan leve med, man indretter værelser til børnene. Forsøget på at fuldende cirklen, vende tilbage til, hvor man kommer fra, lande sig selv som menneske.

Tinder er i nogle tilfælde redskabet.

Det eneste problem, som en af mændene udtrykte det, er bare: "Hvad fortæller jeg mine børn, når de skal have den store forkromede romantiske fortælling om, hvordan far mødte mor?".

"Jeg spiller Tinder"

Fælles for de mænd, jeg mødte, er en langt større sårbarhed, end jeg havde antaget. Myten om den forråede mand, der knepper og skrider, er svær at kombinere med de mænd, jeg mødte.

Det kan skyldes, at der eksisterer en uligestilling både på Tinder og i den virkelige verden, der handler om, at kvinden i datinglivet tilsyneladende er
den privilegerede part.

LÆS OGSÅ: Philip Khokhar: "Jeg er single og har ikke planer om at skulle have børn"

Mine veninder kan få børn med sig selv, de kan tjene penge til sig selv. Mændene kan også tjene penge til sig selv, men ikke selv bestemme over familiestrukturen.

Og på datingmarkedet, hvor kvinder traditionelt set har deres sikkerhed at tage hensyn til, når der skal vælges, hvem og hvor man dater, er mændene overrepræsenterede på grund af deres risikovillighed. Det vil sige, at de med stor sandsynlighed har sværere ved at lande en date end kvinderne.

Herudover har vi en kvindekamp, der fortsat sætter dagsordenen, senest med #metoo. Vi har en ung generation, der er født under eller efter 70'ernes rødstrømpebevægelse. De her mænd ved godt, at de ikke er nødvendige for kvindernes overlevelse. De skal ud og genopfinde deres relevans, og måske er det det, man kan mærke, når de rystende nervøse står i en skovmandsskjorte og venter på deres date.

De lægger noget i at skrive med en kvinde. De gør sig umage. De føler sig usikre. De mangler hende. Det rørte mig. Ikke at jeg afviser, at Tinder også er sex. Som Emil udtrykte det: "Jeg kan se på min aktivitet på Tinder, at jeg har fredagspiger, og jeg har søndagspiger".

Hans fredagspiger havde meget makeup på, var en del yngre end ham og havde ikke nødvendigvis en uddannelse svarende til hans. Søndagspigerne havde samme alder som ham og interes- serede sig for kunst. Så kunne de tage på Louisiana sammen, som han sagde.

Tinder tænder håbet om at møde hende. Tinder forråer jagten på hende. Tinder forstærker det "overfladiske" valg og forstærker dermed eventuelt mindreværd, hvad angår udseende og uddannelse. Man kan blive fravalgt, inden man når at sige sit navn.

Min veninde kalder det "at spille Tinder", når hun bruger appen. Og det er nok det, som er udgangspunktet, hvis man vil have en god oplevelse: Ikke at se det som så meget mere end underholdning og en mulig indgang til en flirt, som ikke er mere forpligtende end at gå ind ad døren på en bar. Og hvad angår grunden til at udsætte sig selv for denne erotiske udgave af russisk roulette, har verden ikke ændret sig, siden ideen om den monogame kærlighed konceptualiseredes i den vestlige verden engang for mange hundrede år siden: Det er den samme grund og den samme dramaturgi som i alskens kærlighedsfortællinger: Man satser. Man gennemgår et risikobetonet og mere eller mindre pinligt forløb. Og man gør det for at finde kærligheden.