Det kan føles, som om dit hoved er ved at eksplodere, når du har voldsom migræne, og det sidste, du har lyst til, er formentlig at dyrke sex. Det er der en helt logisk og videnskabelig forklaring på, ifølge et nyt studie bragt i tidsskriftet Neuroscience, skriver The Telegraph.
Studiet viser, at kvinders sexlyst daler, når de har ondt og mærker smerte, hvorimod mændenes sexdrive forbliver den samme, lige meget om de føler smerte eller ej.
-Vi ved fra andre studier, at kvinders sexlyst er langt mere afhængig af kontekst end mænds – men om det skyldes biologiske, sociale eller kulturelle faktorer, som fx opvækst, ved vi ikke, siger professor Jeffrey Mogil fra McGill University i Montreal til The Telegraph.
Samtidig har et nyligt publiceret studie vist, at 15 procent af alle danskere regelmæssigt får migræneanfald, og hovedparten af disse er kvinder. Kvinder får generelt både hyppigere og voldsommere migræneanfald, end mænd gør.
LÆS OGSÅ: Ny forskning skal bekæmpe migræne
Biologisk forklaring på smertes påvirkning af kvinders sexlyst
Forsøget blev udført ved hjælp af levende laboratoriemus. Hunmusene fik et præparat, der gav dem kroniske smerter. Herefter blev de placeret i en lukket kasse, delt op i to ved hjælp af en skillevæg, med små huller, som kun hunmusene kunne mase sig i gennem og flygte ud af. Det gav hunnerne mulighed for selv at vælge samværet med hanmusene fra eller til.
Det viste sig, at hunnerne helst ville holde sig på den side af skillevæggen, hvor hannerne ikke var til stede. Samme procedure blev foretaget med hanmusene, men der var resultatet det stik modsatte.
Det var først, da forskerne gav hunmusene smertestillende medicin og lyst-fremkaldende lægemidler, at hunmusene igen genvandt deres sexlyst.
-Vores resultater viser, at hunmus nøjagtig som kvinder mister lysten til sex, når de oplever smerte, at der måske er en evolutionær, biologisk forklaring på smerters effekt på kvinders lyst til sex, og at det ikke skyldes sociokulturelle faktorer, understreger Jeffrey Mogil.
LÆS OGSÅ: 10 kvinder om deres frækkeste sexeskapader
Forsker: Sexlyst hos mennesker og dyr kan ikke sammenlignes
Men hvor meget minder menneskers sexlyst egentlig om dyrenes. Ikke synderligt, mener Christian Graugaard, forsker i sexologi og professor på Sexologisk Forskningcenter, Aalborg Universitet. Derfor mener han, der er god grund til at være skeptisk over for studiet.
-At bruge dyremodeller til at studere sexlyst hos mennesker, får mig altid til at stejle. Sexualitet er noget ganske andet blandt dyr, og mus har jo ikke noget, der ligner sex i menneskelig forstand, siger Christian Graugaard til Videnskab.dk og fortsætter:
-Jeg har aldrig stødt på et studie, der har dokumenteret, at der er en systematisk forskel på mænds og kvinders sexlyst i relation til smerte. I det hele taget giver det dårligt mening at snakke om en principiel forskel på mænd og kvinder, da der formentlig er endnu større forskelle i sexlyst og smerteopfattelse inden for samme køn. Derfor skal man være meget forsigtig med at overfortolke studier som dette, siger Christian Graugaard.
Læs The Telegraphs artikel her og Videnskab.dks her
LÆS OGSÅ: Sexlegetøj: Tosomheden er det nye sort