Mette Fugl: "Nogle gange vil man jo gerne slå til Søren uden at ende som ugens brandert i et eller anden blad"

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var faktisk Hærvejen. Jeg er født i Horsens, og jeg gik tit søndagsture med min far på Hærvejen. Undervejs lærte han mig alt om blomsterne og fuglene – bierne kom først til senere. Det var altid hyggeligt, selv om jeg var rædselsslagen for de bidske hunde på gårdene, vi passerede. Så sprang jeg op i favnen på min far.

– Der er jo mange, der tager på pilgrimsvandringer i dag, og jeg overvejer også selv at gå Hærvejen. Det handler måske mest om at vende tilbage til engang. Den fred og ro, man kan finde ved at tage Hærvejen, vil også være en udfordring for min rastløshed. Det kan tænkes, at naturen, som jeg har forsømt til fordel for storbyens fristelser, vil være inspirerende – som da jeg var barn.

– Jeg er vokset op med min lillesøster i et meget ligestillet hjem. Mor var skoleinspektør, og min far gjorde lige så meget rent og lavede mad, som hun gjorde. Det var også et hjem med to forældre, der elskede hinanden sindssygt højt. Min søster og jeg har tit grinet og sagt, at det var utroligt, at der overhovedet var plads til os mellem dem. Men dengang skulle man jo bare have to børn, så det fik de.

Din levevej?
– Journalistikken er en familiesvaghed. Min far var journalist, og jeg var fars pige, så det blev jeg også. Efter krigen kom man ikke så nemt ud at rejse, men jeg kan huske, når vi hentede min far i lufthavnen, og jeg hørte dem kalde ud til eksotiske destinationer i højtalerne: "Så er det sidste udkald til Kuala Lumpur", så fik jeg udlængsel. Jeg drømte om eventyr. Derfor måtte jeg blive journalist. Udlandet var jo lukket land for alle andre, tanken om at tage en flyver strejfede os ikke.

– Jeg kom i lære på Politiken, hvor jeg senere blev fastansat. Jeg fik ikke mere end tre måneders barselsorlov, da jeg fik min søn, og så klarede vi os med en dagplejer og ung pige i huset. Dengang var tonen på aviserne, at du ikke var en ordentlig journalist, hvis du hentede børn om eftermiddagen. Jeg har engang fået en taxa til at hente min søn i børnehaven og køre ham et par gange rundt om blokken, indtil jeg var færdig med at arbejde. Det smerter mig stadig.

– Nogle var forargede, da jeg kom på tv. "Nu sidder der en teenager – oven i købet en kvinde – og siger du til statsministeren," lød det fra tv-anmelder ved Berlingske Tidende, Helge Steinke, der dyrkede forargelsen. Det lå i det hele taget ikke i tidsånden, at unge kvinder skulle fylde i fjernsynet. Da jeg blev ansat i DR, måtte jeg i øvrigt have sprogundervisning, for man kunne ikke tale hverken jysk eller med flade a'er, som jeg der var født i Horsens og opvokset i Birkerød. Når jeg hører bånd med mig selv fra dengang, lyder jeg nærmest som dronning Margrethe. Men selv i dag når jeg har været to minutter i Aarhus eller er sammen med jyder, slår jeg over i jysk.

LÆS OGSÅ: Ritt Bjerregaard: "Jeg ville aldrig have hørt efter dengang"

Hvad er dit livs omvej?
– Jeg har boet 24 år i Bruxelles, og jeg kan stadig ikke undvære den by. Det var hårdt at flytte hjem, og jeg sætter stadig citationstegn om "hjem", når jeg skriver om Danmark. Bruxelles er mit hjem. Det var der, mine venner og kolleger var, og der hvor jeg havde mit netværk. Den by er så surrealistisk. Nogle steder er den så grim, at man ikke kan holde det ud, og så går man omkring et hjørne og ser det smukkeste hus. Der er både et underbuksemuseum og et Magritte-museum. Den er også svær at finde rundt i, fordi den ikke orienterer sig om en flod, som London og Paris gør. Den er en rodebutik, men jeg elsker rodebutikker.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Det var uundgåeligt, da jeg kom i tv under monopolet. Jeg sad jo inde i den firkant hver aften. Det kunne ind imellem være lidt irriterende. Nogle gange vil man jo gerne slå til Søren uden at ende som ugens brandert i et eller anden blad. Jeg bliver stadig genkendt, og folk er søde og rare, men det kan naturligvis være lidt svært at skulle diskutere hvad som helst med vildt fremmede, fordi de tror, de kender dig. Især hvis du har hovedet fyldt med alt muligt andet.

Hvornår i livet har du taget en genvej?
– Jeg synes, det er åndssvagt, at man ikke må springe over, hvor gærdet er lavest. Hvorfor skulle man ikke det? Jeg er sådan en, der smider alt ind på gæsteværelset ti minutter, inden gæsterne kommer og håber, at ingen åbner døren derind.

– Mit fag inviterer dog ikke til genveje. Men jeg har alligevel været heldig, nogle gange at have fået en genvej forærende under mit arbejde. Jeg var i Bagdad lige før Irak-krigen i 2003. Alle journalisterne ville tale med lederen af våbeninspektørerne, Hans Blixt, og det var helt umuligt. Da jeg var på vej hjem med min kameramand, mellemlandede vi i Wien, og der mødte vi Hans Blixt. Jeg kendte ham godt fra tidligere, og han kiggede på os og sagde, at vi lignede nogen, der kom fra Bagdad. Jeg fik mit interview. Jeg kan huske, at han tog sig til hovedet over, at man ville gå i krig, uden at hans undersøgelser var færdige. De fandt jo heller aldrig nogen masseødelæggelsesvåben.

LÆS OGSÅ: Anne Marie Helger om de tre forskellige mænd, hun har delt sit liv med

Hvem er dit livs vejleder?
– Jeg finder vejledning i bøger. Ha-ha, altså ikke selvhjælpsbøger. Litteratur. Jeg har lige læst en bog af Agnes Henningsen, som var mor til PH. Hun var en kvinde, der døde ældgammel i 1960'erne, men hun var også en kvinde, som gjorde oprør mod sin tid. Hun havde blandt andet en masse elskere. Og så skriver hun sjovt og godt. Jeg er i det hele taget meget optaget af sprog, og jeg elsker for eksempel Henrik Nordbrandts digte. En strofe eller et ordvalg kan inspirere mig. Jeg elsker sprog.

Hvornår har du stået ved en korsvej?
– Jeg blev meget vred på DR. Jeg synes, koncepterne blev så overfladiske. I tv har man jo netop mulighed for at lave vidunderlige billedreportager, men nu skulle man pludselig sende "live" fra en balkon i en by, hvor man var landet fem minutter tidligere, og man måtte ringe hjem til redaktionen for at spørge, hvad der foregik. Jeg har lavet billedreportager fra Balkan, Haiti og Bruxelles, og jeg har lært, at du sagtens kan få folk til at interessere sig for et fiskeritopmøde, hvis du tager ud og snakker med fiskerne, men det var der efterhånden ikke meget mulighed for på DR. Til sidst sagde jeg op, og det var hårdere, end jeg havde troet. Men jeg var ikke længere "one of the boys", og jeg ville ikke sidde i DR og blive ynkelig med årene. Jeg ville stadig være med til møderne og med på rejserne, eller også ville jeg lave et clean cut. Jeg troede aldrig, jeg skulle blive glad igen, og det tog i hvert fald et år af mit liv. Jeg kan stadig blive ked af det i dag over, at det er slut. Jeg vil ikke sige, jeg fortryder min opsigelse på DR, for jeg havde ikke kunnet holde det ud i dag. Men jeg havde ikke ventet, at jeg blev så ulykkelig, som jeg gjorde. Så umiddelbart valgte jeg forkert, og så alligevel ikke.

Hvilken vej bor du på nu?
– Jeg kom hjem i sommeren 2013 og flyttede ind i en lejlighed, hvor jeg sjovt nok nærmest kan kigge ind i mit gamle kontor i Radiohuset. Det var et chok at komme hjem, for jeg er ked af den måde, dansk politik foregår på. Xenofobien stortrives. I Bruxelles færdedes jeg i et internationalt miljø med mennesker fra hele Europa og Nordafrika, og der mærker man ikke xenofobien. Jeg troede ikke, det kunne blive værre, men hele debatten om at være dansk ... jeg kan ikke snuppe det. I Frankrig ville man da aldrig diskutere, om den og den er rigtig fransk.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvilket liv jeg skal leve, efter jeg er kommet tilbage til København. Det hele er blevet så formørket, efter jeg stoppede i DR, selv om jeg skam er munter nok nu. Jeg er stadig drevet af rastløshed, nysgerrighed og trangen til at meddele mig, som var det, der fik mig ind i journalistikken. Jeg er ved at skrive en roman, men jeg vil ikke fortælle dig, hvad den handler om endnu. Jeg skriver stadig lidt for Politiken og holder foredrag. Og så har jeg to børnebørn, der løfter stemningen. Jeg tager også tit udenlands – for eksempel en lang weekend i Bruxelles, hvor jeg har en ven. Jeg insisterer på, at der er et land uden for dette land. Men jeg har også travlt, for jeg har vel kun en fjerdedel af livet tilbage. Det er den melankolske side af sagen. Med den melankoli, der kan følge af at nærme sig de 70 år, kan man blive bange for at gå glip af ALTING. Også selv om jeg i mit professionelle liv ærlig talt ikke er gået glip af ret meget. Jeg har oplevet mere end de fleste. Mest er jeg bange for ikke at se mine børnebørn vokse op.