"Når jeg nævner det for folk, tror de mig aldrig"

Hvilken teateropsætning kunne du se igen og igen?

– I de perioder, hvor jeg har fri, prøver jeg så vidt muligt at komme til New York for bl.a. at se forestillinger. I år så jeg forestillingen "Hedwig and the Angry Inch". En meget rørende historie om en transseksuel punktøs portrætteret af Neil Patrick Harris. Jeg var fuldstændig opslugt af hendes historie. Harris var mere mand end nogen, jeg kender, og mere kvinde, end jeg nogensinde bliver, på én og samme tid. Jeg har aldrig set noget lignende, han var bare... en STJERNE!

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?

– Skuespillet og dansen har altid været en del af mit liv. Da jeg var barn, arbejdede mine forældre bag scenen på forskellige friluftsforestillinger, og jeg stod med store øjne og kiggede på, når de tog mig med. Jeg husker tydeligt, hvor bjergtaget jeg var. Nogle gange sneg jeg mig op på scenen i pauserne for at mærke spændingen. Efter jeg som 14-årig medvirkede i min første teaterforestilling, blev skuespillet virkelig mit frirum, hvor jeg kunne slippe mine tanker og følelser. Det blev "min hylde" så at sige, så det var naturligt og nødvendigt for mig at gå den vej.

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

– I forbindelse med mit første professionelle job tilbragte jeg tre måneder i Schweiz direkte efter endt uddannelse. Jeg var af sted alene, og jeg var grøn som en umoden tomat. Det var på en måde som at blive kastet for løverne med mig selv som lykkens smed. Det styrkede mit overlevelsesinstinkt både arbejdsmæssigt og menneskeligt. Det var sundt for mig at lære mig selv at kende, når jeg var på egen hånd, og lære, at man kan mere, end man tror, hvis man vel at mærke arbejder for det.

Hvad ville overraske folk mest at vide om dig?

– Jeg har fobi for knapper! Når jeg nævner det for folk, tror de mig aldrig, men det er helt seriøst, og jeg har altid haft det. Da jeg var barn, bad jeg min mor om at fjerne alle knapper i mit tøj. På det tidspunkt var jeg ikke bevidst om, hvad det var, andet end den kvælningsfornemmelse de gav mig, så snart jeg bare var i nærheden af dem. Men i dag har jeg fundet ud af, at det rent faktisk har et navn – koumpounofobi – og at der er flere i landet, der lider af det. Det var helt rart at finde ud af, at det ikke kun er mig, der er skør.

Jeg bryder mig ikke om, når...

– ...folk taler grimt til hinanden. Det stikker mig i hjertet, og jeg kan ikke lade være med at blive personligt påvirket af det. Måske er jeg for følsom, men sikke et overskud vi ville kunne give hinanden, og alle de misforståelser vi kunne undgå, hvis vi kunne finde ud af at tale sammen på en ordentlig måde. Og så synes jeg, det er irriterende, når supermarkeder en time før lukketid ikke har mere på hylderne og ikke vil fylde op igen. Hvis der ikke er service den sidste time, så skal man ikke have åbent den sidste time. Det er jo ikke til at regne med.

Jeg kunne aldrig finde på, at...

– ... stoppe med at drikke cola. Cola er en gave til mig selv her i livet, haha. Der er enormt meget opmærksomhed på det sunde liv, og der bliver hurtigt brugt meget tid på, hvad der er "forbudt". Jeg tror ikke på, at den dårlige samvittighed er lig med et sundt liv, derfor synes jeg, at man skal prøve at nyde de valg, man tager. Kan man ikke klare konsekvensen, må man tage nogle andre valg. I forbindelse med mit arbejde tager jeg mange valg om, hvilken kost der er bedst for min krop, og jeg nyder resultatet. Men når jeg tager en cola, som er noget af det værste for kroppen, så nyder jeg smagen.

LÆS OGSÅ: Thomas Buttenshøn: Troede hiv ville gøre mig barnløs