"Laver I selv jeres Chai Latte eller er det pulver?"
"Jeg vil gerne bede om nr. 34 uden mayonnaise og uden løg."
"Kan du putte mere salat i og dressingen ved siden af?"
"Er det med sukker, og kan du lave den med honning i stedet?"
Ovenstående er blot et lille uddrag af, hvad man kan opleve, hvis man er så heldig at spise ude med mig. For sådan er jeg. Jeg kan ikke bare bestille noget fra en menukort, uden at lave nogle ændringer. En af bedsteveninderne har den regel, at jeg altid bestiller til slut, fordi jeg er den mest besværlige.
Det er fair nok, for det ER jeg jo. Men det er aldrig et problem, fordi jeg siger det pænt og med et smil, og det gør, at jeg kan få fisk på en steakrestaurant og vin på en ølbar.
"Man kommer bare længere med et smil og nogle venlige ord."
Man kommer bare længere med et smil og nogle venlige ord, og det gælder både når man er kunde, såvel som når man er ansat i servicebranchen. Godt humør og en venlig bemærkning kan vende det hele, selv når jeg møder en sur ekspedient.
Derfor er det sjældent, at jeg ikke ender med en sød ekspedient/tjener, der yder en god service. Så vi har som kunder også selv et ansvar for at få god service, men det kan ikke være rigtigt, at vi så ofte skal arbejde for at få den.
Storbyen versus provinsen
Ifølge en ny undersøgelse, er vi i Danmark blevet dårligere til at yde en god service. Når man handler i København og i de større byer er der oftest travlt, og det mærkes på kundeservicen. Jeg har flere veninder, som har fortalt om trælse oplevelser i både dyre og mindre forretninger i vores hovedstad. Ekspedienterne virker hovne og langt fra service-mindede, når de står og snakker og vurderer, hvem de gider hjælpe ved et hurtigt elevatorblik. Den er ikke rar, og den er slet og ret dum. De mister kunder i stedet for at erhverve sig nye.
Engang kunne vi i provinsen bryste os af at have et langt større service-gen, end de havde i storbyen. Vi var gode til at få kunderne til at føle sig velkomne, vi havde tid, og vi forstod, hvad service var. Sådan er det ikke helt længere, men vi kan stadig noget "jordnært" i vores tilgang til kundeservice. Dog ikke overalt i provinsen.
"De kan et eller andet de der nordjyder."
Det har altid slået mig, er, at jo længere nordpå jeg kommer i Danmark, jo bedre service får jeg. De kan et eller andet, de der nordjyder. Når jeg er på besøg hos min mormor i Aalborg eller, når jeg er i vores sommerhus i Lønstrup og shopper i Skagen, Løkken og Hjørring, er det en fornøjelse at komme ind i forretningerne. Simpelthen fordi, de ved, hvad god service er.
Måske resten af Danmark skulle tage lidt ved lære. De er så dejligt jordnære, og man får fornemmelsen af, at man er velkommen. De formår at inkludere dig, og jeg vil f..... føle mig velkommen, hvis jeg skal købe noget i en forretning. Jeg vil have sælgernes opmærksomhed og hjælp, hvis jeg har brug for den, når jeg har brug for den.
"I provinsen kan vi konkurrere på vores service."
København og landets andre større byer har fordelen af at have en masse kulturelt at byde turisterne på. Det kan provinsen ikke konkurrere med. Men vi kan konkurrere på vores service. Kunne vi finde ud af at yde en ekstrem god service, ville det pludselig være noget, som de små byer i provinsen ville blive kendt for.
I virkeligheden er det jo egentlig ret simpelt. Vi vil gerne have en god behandling, og servicebranchen når længst ved at give os den. Ligesom jeg selv når længst ved at opføre mig ordentligt og tale pænt til ekspedienter og tjenere.
Om Gitte Korsgaard
Gitte Korsgaard en "vaskeægte provinspige", født og opvokset i Kalundborg, Vestsjælland. Har tidligere boet i Århus og mange år i København, samt en kortere periode i Californien, USA.
Hun mødte for syv år siden sin mand og flyttede tilbage til Kalundborg efter knap ti år på Nørrebro. Sammen har de datteren Aura-Xenia på tre år.
Gitte er uddannet cand.comm. i Journalistik ved Roskilde Universitet, og har siden da arbejdet i egen virksomhed.
Hun står bag bloggen En stemme i provinsen, der handler om livet i provinsen versus storbyen.
Klummerne er alene udtryk for skribentens egne holdninger.