Julia Lahme: "Jeg ved ikke, om jeg kan lære at trække vejret uden min mand"

1. Om min nyeste bog ved jeg nu ...

– At jeg har lært rigtig meget om kvinder og mode af at skrive Damen i midten, en mode-, kvinde- og Danmarkshistorie, der netop er udkommet på Gad i anledning af, at stormagasinet Magasin fylder 150 år i år. Det har været vidunderligt blandt andet at kunne dykke ned i, hvad den historiske udvikling har betydet for det tøj, vi går i. Under 2. Verdenskrig for eksempel var der mangel på stof og få penge, og det betød, at kvindens silhuet blev mere kropsnær. Lige så snart krigen var overstået, kom så et nyt look, der krævede mere stof, og kvinden skulle igen være hyperfeminin, nu hvor mændene var kommet hjem fra krigen. Det er spændende at se, hvor tydelig den sammenhæng er.

2. Om min barndom ved jeg nu ...

– At der tidligt blev stillet krav til mig om, at jeg skulle være selvstændig og handlekraftig. Min far var historiker og konsulent i et stort firma og rejste meget, og min mor, der først var studerende og siden blev cand. mag. i tysk, var ikke den, der pylrede om os. Jeg skulle tage min del af ansvaret for, at vores hjem fungerede. Allerede som niårig hentede jeg for eksempel min lillesøster på halvandet år fra vuggestue og passede hende, indtil min mor kom hjem. Det var også ofte min opgave at købe ind og lave aftensmad. Min mor var ikke en tankstation, som hun sagde. Ikke at kravene var uoverkommelige, hvis jeg ikke gad lave mad, kunne jeg altid tage en rugbrødsmad. Der var ikke mange penge, og der blev knoklet igennem. Det lyder måske barsk, men jeg husker mit barndomshjem i Odense som dejligt og kærligt. Der var højt til loftet, rummeligt og kaotisk, og jeg har haft stor glæde af at lære, at jeg selv måtte finde ud af at tackle mine problemer.

LÆS OGSÅ: Sara Omar: "Vi kvinder tager ikke pladsen fra nogen. Den er vores"

3. Om venskaber ved jeg nu ...

– At jeg skal passe på, at mit travle liv ikke forhindrer mig i at pleje mine venner. Jeg har fire veninder, som jeg har kendt i 15 år og plejede at mødes med ofte, før vi fik børn. Men pludselig var der gået to år, hvor vi ikke sås. Så for et par år siden, ringede den ene og sagde, at nu skulle der andre boller på suppen, nu skulle vi mødes i hvert fald en aften hver anden måned. Det har vi gjort siden, og det er lige før, det har reddet mit liv. Jeg er vild med at være sammen med dem og med kvinder i det hele taget. Vi har en kæmpe forståelse for, hvor komplekse hinandens liv er. Vi kan sagtens synes, vores mænd både er dumme og lækre, at arbejdet både er dejligt og forfærdeligt, og at vores børn både er krævende og vidunderlige. Og så er vi også hinandens livsvidner. Jeg har f.eks. en anden veninde, der prøvede at undgå at blive skilt i årevis, men blev det alligevel og havde det så dårligt med det. Og så kunne jeg sige: "Hvis du gerne vil mindes om, hvor elendigt du havde det med din eksmand, så ring til mig." Og det gør hun ind imellem.

Julia Lahme. Foto: Mew.

4. Om mænd ved jeg nu ...

– At der hele tiden er noget nyt at lære om dem. Jeg har to sønner, så jeg er den eneste af hunkøn derhjemme. Engang troede jeg, at mænd muligvis var mindre komplicerede end kvinder, men ellers ikke så forskellige fra os. I dag er det gået op for mig, at de er enormt forskellige fra os og i mine øjne det mest følsomme og komplicerede køn. Oplevelsen af, at det altid er kvinderne, der som en metaldetektor kan snuse sig frem til, hvad andre føler, holder ikke længere i mit univers. Ganske ofte er det min mand, Johan, der må forklare, hvad der er sket i den konflikt, jeg er havnet i, og hvordan jeg bedst kommer ud af den. Det skifter også meget, hvem vores børn søger trøst hos, om det er hos mig eller hos Johan. Vi er gode til ikke at lade os skrue ned i for snævre kønsroller. Det prøver jeg at give videre til mine sønner, så de får flere strenge at spille på, end mange mænd i min generation har haft.

LÆS OGSÅ: Camilla Bendixen om kærligheden: "Han ville jo slet ikke have sådan en lille lort som mig, men vi fandt sammen igen"

5. Om lykken ved jeg nu ...

– At den ofte gemmer sig i rutinerne en hverdagsmorgen, hvor det regner. Det kan være svært at få øje på, hvis jeg har været vågen i flere timer om natten, fordi den yngste har haft mareridt om snegle. Og jeg så også absolut er nødt til at hjælpe ham med at lede efter hans yndlingsstrømper, inden han skal i skole, ellers bryder han sammen. Men jeg prøver at huske mig selv på, at jeg engang sikkert med nostalgi vil tænke tilbage på den slags morgener som nogle af de bedste i mit liv. Det er en konkret angst, at jeg ikke er god nok til at få øje på lykken, fordi jeg har så travlt med at komme videre og er for optaget af, at det regner, og at cykelhjelmen nok igen vil ødelægge min frisure. Ude til mine foredrag møder jeg mange kvinder på min egen alder, der kun tænker på den næste store ferie. Sådan nægter jeg at være. Jeg gør mig stor umage for at se glæderne i hverdagen.

6. Om modgang ved jeg nu ...

– At den kan komme i mange former. Min mor, som jeg var meget knyttet til, døde af kræft, da jeg var 28, og jeg savner hende stadig. Hun var syg i et par år, og den tid lærte mig meget om skrøbeligheden i tilværelsen, og om, at det gælder om at udleve sine drømme, mens tid er. I løbet af de sidste år er jeg blevet den ældste kvinde i min familie, fordi min mors storesøster også er død. Jeg bliver aldrig god til at sige farvel, tror jeg, og det er svært at vænne sig til at være den, der sidder yderst på bænken.

– En anden form for svær modgang er, når ens børn mistrives. Det sidste halve år, hvor min yngste søn Sofus gik i børnehave, var forfærdeligt. På grund af nedskæringer var der sket så meget i børnegrupperne med tæskehold og mobning, som de voksne ikke var opmærksomme på. Sofus prøvede at stikke af flere gange, og det tog nogle måneder med en velsmurt skolestart og fantastiske lærere, før han var på ret køl igen. Jeg er ikke en pylremor og opdagede det derfor sent, og det gav mig en slem følelse af at have svigtet.

LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen: "Jeg savner mine børn, fordi de ikke længere har brug for mig"

7. Om kærlighed ved jeg nu ...

– At det er en kæmpe motor til fremdrift, at man elsker nogen og vil beskytte og passe på dem. En stor frygt er, hvis den kærlighed, min mand og jeg har til hinanden, forsvinder. Vi har været sammen i 17 år, og jeg ved ikke, om jeg kan lære at trække vejret uden ham. Vi hænger så ubrydeligt sammen, og han er også min allerbedste ven. Der er mange, der siger, at det er farligt at være for afhængige af hinanden. Det er sandt, men hvad kan jeg gøre? Jeg har ikke lyst til at have nogen andre lige så tæt på som ham. Vi arbejder også sammen hver dag, han driver den kreative afdeling, i mit kommunikationsbureau. Det har vi ingen problemer med, tværtimod. Det er vidunderligt, at vi også får lov til at se hinanden, når vi præsterer indenfor de områder, vi er gode til, og ikke kun når vi er rullet ind i grå jersey og hænger foran tv.

8. Om mod ved jeg nu ...

– At jeg altid har været bange for at køre i rutsjebane og løbe på ski og meget andet med fart, og at den angst egentlig kun er blevet større med alderen. Men på det følelsesmæssige plan er jeg derimod blevet modigere og bedre til bevare roen. F.eks. tog jeg med min ældste søn til Zambia sidste år for at besøge min far, som har boet dernede i mange år. Min søn og jeg tog alene på en udflugt ud i naturen, og pludselig stod vi overfor en stor han-bavian, der gloede uvenligt på os. Vi var blevet advaret om, at de er meget aggressive. Min søn blev bange, og det gjorde jeg i virkeligheden også, men jeg gik ikke i panik, og efter et stykke tid forsvandt den. Det, synes jeg, var ret sejt klaret.

9. Om selvværd ved jeg nu ...

– At jeg må have fået det med hjemmefra, for jeg har altid haft det og aldrig været afhængig af, hvad andre mener om mig, og det prøver jeg at sørge for, at mine børn heller ikke bliver. For at kunne navigere i det her samfund, hvor vi får budskaber hundrede og sytten steder fra, er det vigtigere end nogensinde at kunne mærke, hvilken retning vi selv vil i, og da er et godt selvværd uvurderligt.