Kære brevkasse: Hvad gør jeg med min forkælede datter?
Min mand kalder mig en curlingmor, men jeg prøver bare at hjælpe vores voksne datter, som vi måske har forkælet lidt rigeligt. Hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Jeg er en kvinde, der er lykkeligt gift med den dejligste far til vores eneste datter, der også har skænket os vores eneste barnebarn.
Vi bor ikke så langt fra vores 33-årige datter, og jeg og min mand har altid været der for at hjælpe og støtte hende. Da hun og hendes mand blev gift, var de begge studerende, så vi har ydet økonomisk hjælp, så de kunne få en god start på livet sammen. Jeg har også tit passet vores dejlige barnebarn.
Desværre holdt familielykken ikke, og nu er min datter alene med den lille pige. Det har taget meget hårdt på hende, og hun har svært ved at håndtere situationen. Hun er vred og føler sig svigtet. Jeg har gjort alt for at være der for hende det sidste halve års tid, ligesom vi har tilbudt at hjælpe hende økonomisk med den uddannelse, hun aldrig fik gjort færdig, fordi hun blev gravid.
Desværre lader hun sin bitterhed gå ud over os. Hun beskylder os for at blande os, og når vi forsøger at hjælpe, eksploderer hun i raseri. Jeg er lige nu bekymret for, om hun måske går helt i stå med sit liv, i stedet for at komme videre. Min mand synes, vi skal konfrontere hende med hendes opførsel. Han er klar til et give hende den skideballe, hun måske burde have haft for længst, fordi hun er så forkælet. Jeg tænker, at hun måske har brug for lidt tid, så hun kan finde sig selv.
Min mand er begyndt at kalde mig „curlingmor“, men jeg vil jo bare hjælpe min datter, og jeg er ikke sikker på, at jeg hjælper hende ved at holde op med at være der og aflaste hende, når hun har brug for det. Hvad tænker du?
Vibeke Dorph svarer
Selvfølgelig er det hårdt og smertefuldt at blive gået fra, men nu er der gået lidt tid, og selvom jeg er sikker på, at smerten ikke er væk, så burde voksenansvaret have indfundet sig hos din datter.
Hun er en voksen kvinde, som har ansvaret for et lille barn. Har hun ikke forstået det, så er det for hendes egen skyld på tide, at hun gør det. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hun ganske rigtigt lyder som et forkælet barn. Hendes reaktion på jeres hjælpsomhed vidner om, at hun tager alt for meget for givet – bl.a. jer og den hjælp, I altid har stået klar med, måske også før, hun har bedt jer om det.
Det er en dårlig idé at forkæle sine børn på den måde, for selvom man som forældre kan se gennem fingre med deres ulidelige opførsel, kan alle andre det altså ikke. Hvem ved, måske har jeres datters ekskæreste også haft sine gode grunde til at kaste håndklædet i ringen?
Derfor vil mit råd til dig være, at du nu lytter til din mand og egentlig også din datter og holder op med at blande dig i hendes liv. Hun skal lære at klare sig selv, og du skal finde andet indhold i dit liv. Holder du lidt afstand, så tror jeg, at jeres datter vil vågne op og meget hurtigt blive voksen. For så vil hun langt om længe fatte, at det er hende, der har ansvaret for både sit eget, men også sin datters liv, og det ansvar vil hun kun blive gladere af at tage på sig.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.