Skal jeg blande mig i min venindes affære?

Spørgsmål om morale og gentagne affærer

Jeg er en kvinde i midten af 40’erne, glad single til to velfungerende teenagebørn. Mit liv er godt, jeg har dog en veninde, som jeg har kendt siden studietiden, der har givet mig noget af et problem på halsen.

Hun blev skilt for et års tid siden og er mor til en datter, der er en del yngre end mine børn. Mens hun var i forhold, sås vi sjældent, men efter at hun blev skilt, begyndte vi at se en del til hinanden, og vi har haft det rigtig hyggeligt indtil nu.

Sagen er den, at hun har det med at indlede forhold til mænd, der er i forhold i forvejen. Hun har i en længere periode haft et forhold til en lidt yngre fyr, der boede med sin kæreste. Han valgte at slutte forholdet, hvilket hun var meget ulykkelig over.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Hjælp, jeg bliver ved med at skrive med fremmede piger, selvom det sårer min kæreste hver gang.

Der gik dog ikke længe, før hun indledte et nyt forhold. Denne gang til en kollega/chef, der er godt gift og far til tre store børn. De ses, når det kan lade sig gøre, og hun går nu kun og venter på, at han skal fortælle sin kone, at det er slut, så de to kan flytte sammen – i hans hus.

Hun taler stort set ikke om andet pt., og jeg kan næsten ikke holde det ud. Jeg har selv været udsat for utroskab, det var forfærdeligt, og jeg kan ikke forstå, at hun ingen dårlig samvittighed har over at smadre andres forhold.

Når jeg (forsigtigt) har nævnt det for hende, siger hun, at det jo må være hans eget ansvar. Og ja, det er da sandt, men alligevel. Hun er ellers en sød og empatisk veninde, så jeg fatter ikke, hvad hun har gang i og er indrømmet lidt vred på hende. Er jeg for moralsk? (Det mener hun). Skal jeg bare blande mig udenom?

Vibeke Dorph om ansvar

Jeg har aldrig rigtigt forstået kvinder og mænd, der indleder en affære til et menneske, der allerede er i et forhold. For jeg kan ikke lade være med at tænke, at har man én gang været utro, så er man ret tilbøjelig til at bruge den løsningsmodel, når det hele bliver for kedeligt.

Nu findes der undtagelser, lyn der slår ned og andre hændelige uheld, men hvis man opfører sig så uhyrligt én gang og går så groft bag om ryggen på sin partner, har man så ikke en gang for alle smidt al anstændighed overbord og dermed være tilbøjelig til at gøre det igen?

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Min kæreste siger, at han har brug for tid uden mig

Det tænker jeg, og det synes jeg da, at du skulle tage en snak med din veninde om. For jo, selvfølgelig skal du som hendes veninde og fortrolige fortælle hende, hvad du mener om hendes opførsel. Det kan da godt være, at hun har ret i, at det er mandens eget ansvar, når han indlader sig med hende, men hun er medansvarlig, når hun går med til det velvidende, at han har kone og børn derhjemme.

Det er også en billig undskyldning at tvære skylden af på ham. Hun er en voksen kvinde, der selv må stå på mål for sine handlinger, så hold op med at skamme dig over dine anfægtelser og skyd løs.

Fortsætter hun med at kalde dig moralsk, så vær stolt af det. Uden et vist mål af moral hænger verden ikke sammen, det kommer hendes verden heller ikke til, hvis hun fortsætter ad den vej, hun er slået ind på.