Kære Robak: “Vi hørte for meget”

Kære Robak

For tre uger siden var min datter og jeg på cafe. Vi snakkede og hyggede os, lige indtil vi kom til at lytte til en kvinde, der sad ved siden af os, og som talte meget højlydt i sin mobil. Ét er, at folk på cafe og andre steder taler i telefon, så alle kan høre det, noget andet er, når det ligefrem er et telefonmøde, man bliver blandet ind i. Og dette var ikke et hvilket som helst møde. Det handlede tilsyneladende om et barn med særlige behov. Kvinden var skoleleder, speciallærer eller lignende. Der blev talt om, hvordan pædagogikken skulle gribes an i forhold til eleven – og meget andet. Barnets lidt specielle navn blev nævnt flere gange. Vi så begge to sigende på kvinden. Men hun ignorerede os og talte videre. Vi overvejede at sige noget til hende, da hun havde afsluttet sin samtale, men gjorde det ikke, hvilket ærgrer mig. Da vi begge er lærere, var vi måske ekstra rystede/forargede. Hvad ville du have gjort?

Venlig hilsen Merete.

Kære Merete

Jeg begynder med en tilståelse. I flere år kørte jeg jævnligt med tog mellem København og Odense og delte kupe med folk, som ofte sad og arbejdede på turen. Derfor har jeg tit overhørt telefonsamtaler, som handlede om mine medpassagerers arbejde, og som bestemt ikke vedkom mig. Jeg har været med til en lønforhandling, hvor den pæne mand over for mig i lysegul pullover viste sig at være en hård og noget nedladende forhandler. En anden gang talte en rødhåret dame med mange fingerringe meget grimt om en kollega, hun mente, var firmaets mest forfejlede ansættelse. Og her kommer tilståelsen: Jeg gjorde ikke noget. Heller ikke, selvom jeg ved flere lejligheder havde øjenkontakt med andre passagerer og indforstået rystede på hovedet af de indiskrete mellemledere med telefonerne.

Så jeg er ikke nogen helgen, når det kommer til den slags – det havde været passende at sige noget til både Pullover-manden og Fingerringe-damen. Men din sag er noget anderledes. Og langt mere alvorlig. Her håber jeg virkelig, at jeg havde haft modet og bollerne til at sige noget, hvis det var mig, der havde oplevet det samme som dig og din datter. Damen på cafeen overtrådte med sikkerhed sin tavshedspligt. Det ved jeg, ikke fordi jeg er jurist – for det er jeg ikke. Men det kunne jeg google mig frem til på cirka 12 sekunder, og derfor burde enhver offentligt ansat også vide, at man er ude på den helt tynde is, hvis man sagsbehandler socialsager fra sin mobiltelefon, få meter fra andre mennesker, der sidder med store ører og drikker kaffe og spiser laksesandwich. Hun skulle skamme sig. Jeg er også rystet og forarget, så lad os lave en aftale. Hvis vi oplever det igen, så siger vi noget! Hårdt og bestemt. Og jeg kunne jo passende øve mig lidt næste gang, jeg sidder i en togkupe og overhører en mellemleder, der ordner løn og kolleger på telefonen.

LÆS OGSÅ: Hvornår bliver angst unormalt?

LÆS OGSÅ: Børn har brug for fravær

LÆS OGSÅ: "Jeg vil aldrig vågne og tænke, at der var en dybere årsag til, at min søn døde"