For et par år siden kom jeg kørende på min gamle Raleigh-cykel. Helt uden varsel blev jeg ramt af en anden cyklist. Pludselig lå jeg på gaden sammenfiltret med en slank kvinde med en lille, rød mund og store, blå øjne. Hvis det havde været en romantisk komedie, var vi blevet kærester og var flyttet sammen i hendes atelier-lejlighed på Islands Brygge. Selvfølgelig først efter lidt hyggelige forviklinger. Sådan gik det ikke. Tværtimod.
Episoden efterlod mig kun med et lavt "undskyld" og et hævet knæ. Hun steg op på sin gule cykel, mens jeg stadig stod og ømmede mig inde på fortovet. Livet er som regel ikke en romantisk komedie. Desværre. Indimellem ville man ellers ønske, at det hele var ligesom på film. Så slap man for en masse besværligheder: Man skulle ikke ned med skraldet eller op om morgenen. Man skulle aldrig sælge tomme flasker eller skifte fyldte bleer. Et noget lettere liv. Et noget federe liv. Var det en film, så ville kvinden med den lille, røde mund og jeg have elsket højlydt på hendes hårde madras. Andre gange ville vi gøre det midt på gulvet på de brede planker mellem lærreder og pensler. Ligesom på film. Om morgenen ville hun gå rundt i min hvide skjorte, der var alt for stor til hende. Hendes hår ville sidde på en sjusket, men lækker måde. Når vi senere på dagen gik en tur i en stor, rød efterårsskov, ville jeg holde hende i hånden, mens hun gik på line på de våde, væltede træstammer i sine grønne gummistøvler. Det hele ville have været meget bedre, hvis hun bare var blevet hos mig og ikke havde efterladt mig dér på Nordre Frihavnsgade med et ekset forhjul.
Jeg tror, vi ville have købt en husbåd. Og en stor, sort hund med langt pandehår. Og en fransk bil, der var både bulet, skramlet og lækker. Vi skulle nok også have børn. Ikke med arp og trøske og lus. Men med krøller og smilehuller. Pigen skulle hedde Hawaii – drengen Houston. Vi ville vise børnene verden. I et sjovt gammelt folkevognsrugbrød skulle vi opleve både San Sebastian og Genova. Og jeg ville lykkeligt stå på en italiensk plads i mit krøllede lyse hørtøj og tage billeder af kvinden og børnene, der lidt lignede noget fra en Benetton-reklame. Det hele ville have været meget bedre, ikke mindst, hvis der også havde været et soundtrack. Når jeg kyssede kvinden med den lille mund, skulle der komme en lidt tør og støvet saxofon. Ikke anmassende og firseragtig. Bare en antydning. Noget, der indikerede, at det her var noget særligt. Noget dybt. Noget stort.
20 minutter før filmens slutning ville der sikkert komme noget modstand. Sådan er det i romantiske komedier. En misforståelse, der havde vokset sig stor, ville være tæt på at koste os husbåden, hunden, Hawaii og Houston – det hele. Men vi ville redde den på målstregen. Mig og kvinden med den lille, røde mund. Under rulleteksterne ville jeg pludselig tænke: Var det det? Er det allerede slut nu? Et helt liv uden ratepension og realkredit. Uden Føtex og forældreintra. Uden sort samvittighed eller brun sne. Ærgrelser og skuffelser. Det gnidningsløse liv. Og helt paradoksalt ville jeg savne modvinden, modlyset og modstanden. Alt det, der river, rykker, kradser og fryder. Spol tilbage for helvede. Få mig ud af den her film. Det er for kedeligt og konformt. Jeg vil bare være en mand i asfalten med et ømt knæ, der ser ryggen af damen på den gule cykel.
LÆS OGSÅ: Kønsroller anno 1950 fungerer fint
