“Jeg har glemt mit login!” råber den yngste pludselig i et toneleje, der brutalt flænser hjemmeskolens ugidelige stilhed. Han skal logge på en fælles-chat med sin matematiklærer for lige præcis fire minutter siden, men for at komme ind på chatten skal han først ind på sin skolemail, og den kan han ikke huske passwordet til, eftersom han kun er ni år, og børn på den alder endnu ikke betragter emails som noget videre uundværligt arbejdsredskab i deres ellers så digitale skolegang.
I ren desperation forsøger jeg at gætte mig frem til passwordet, som ifølge junior vistnok muligvis måske er noget med navnet på en fodboldspiller, en død rapper, et frækt bandeord eller en kombination af alle tre, efterfulgt af en kryptisk talrække, der ikke lader plottet i ”Da Vinci Mysteriet” meget til overs. Men lige lidt nytter det, så jeg hamrer febrilsk på ”jeg har glemt mit password-knappen”, som venligt meddeler, at den nu har ekspederet et spritnyt password direkte videre til en helt anden emailadresse, som jeg ikke husker nogensinde at have brugt til andet end at snyde mig til rabatkoder til diverse online-tøjbutikker. For at komme på denne mail skal jeg imidlertid først via knægtens iCloud-konto, som i sin tid fulgte med hans telefon, men det gør langt fra tingene nemmere, for nu beder den sgu også om en to-faktor- godkendelse, hvilket betyder, at jeg nu skal finde ud af, hvilken af husstandens 27 andre elektroniske dimser, der også er logget ind på denne konto, så jeg kan godkende anmodningen.
Det er åbenbart den gamle ridsede iPad fyldt med indtørrede bussemænd, så jeg får muligheden for at gendanne det ene password, så jeg kan komme ind og gendanne det andet password, men allerførst vil den selvfølgelig være helt sikker på, at jeg ikke forsøger at narre den (vores digitale tilværelse er ikke just båret frem af gensidig tillid i disse tider), så vær lige sød at stikke os navnet på dit første kæledyr, din mors ungpigenavn, din livret, dit gamle øgenavn, pi’s første 400 decimaler og en kur mod coronavirus.
Efter hvad der føles som 42,5 minutters digitalt marathon er knægten og jeg omsider i mål. Han kan tjekke ind i sit digitale klasseværelse, og jeg kan læne mig tilbage, forpustet og udmattet og stille mig selv det nødvendige spørgsmål: Hvorfor og hvordan er vores moderne liv blevet så helvedes besværligt?
Først gik det jo så nemt med den digitale omstilling. Vi fik smartphones, der både kunne finde vej og spille musik, onlinebanking og elektroniske postkasser, så lønsedler, fartbøder og skideballer fra banken ikke druknede i bunken af reklamer og børnetegninger på køkkenbordet. Men så tog det pludselig fart, hverdagen er i de seneste år blevet overdigitaliseret, og mit liv er nu en konstant kamp for at huske de 87 forskellige brugernavne og passwords, der efterhånden er nødvendige for at få en tid hos lægen, skrive til ungernes gymnastiklærer, slå familiedelingen fra, så de frække film på min mobil ikke ryger ind på konens iPad, og bestille den ugentlige hawaiipizza hos den lokale pizzamand.
Jeg har glemt, gendannet, gentaget og synkroniseret passwords i sådan en grad de seneste år, at jeg snart ikke kan finde på nye, kryptiske passwords, der kan holde eventuelle russiske hackere og nigerianske svindlere ude af min mailkonto. Jeg har med andre ord tænkt mig at tage en digital stresssygemelding. I mailer bare, hvis der er noget. Jeg har alligevel glemt mit password.
ALT for damernes klummeskribenter
Sine Gerstenberg
Født 12/4 1980
Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.
Stephanie Caruana
Født 9/9 1974
Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.
Mette Kirstine Goddiksen
Født 7/3 1976
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Født 23/8 1979
Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.