Klumme: Tvivler du også konstant på dine egne bedrifter og talenter?

Kender du dét, at du hele livet har gået med en følelse, som du ikke har begreb for? En kriblende fornemmelse i sindet. En ordentlig sværm bananfluer omkring din sjælefred, som du ikke rigtig kan fange, studere og forstå med sprogets mikroskop. 

Og når man så pludselig får sat ord på følelsen gennem en random Nexflix-serie, et talkshow eller en vennesnak, så sukker man et dybfølt og lettet: Ahaaaaaa; jeg er trods alt ikke alene om at slæbe rundt på den her art misfoster af skam!

LÆS OGSÅ: Klumme: Min plan for 2021 er enkel...

Sådan havde jeg det med begrebet ”imposter-syndrom”. Altså et bedragersyndrom, hvor man konstant tvivler på egne bedrifter eller talenter og har en vedholdende indre frygt for at blive afsløret som en svindler. 

Imposter-syndromet forhindrer til tider, at jeg lever fuldt ud. Eller udfolder hele mit potentiale, som en coach-type med svip i pandehåret nok ville kalde det. Jeg er til tider fanget i en klovnerolle, hvor jeg konstant forstørrer egne svagheder, inden andre gør det. Jeg har også to (seriøse) halve bøger og en stak idéer til flere i skuffen.

Men går jeg efter udgivelse? Naah.

Jeg har ikke modet til måske at blive afsløret som endnu en selvover-vurderende wannabe-forfatter.

Jeg vil enormt gerne have briller. Det klæder jo en næsten-forfatter. Alligevel skal jeg ikke nyde noget af uægte briller med vinduesglas. Jeg ville blive afsløret meget offentligt som hende, der ville se klog ud, men slet ikke var det. Hahaha – sådan en patetisk brille-bedrager, ville ægte intellektuelle le i kor. Mine fake briller ville falde til jorden og knuses sammen med mit spinkle håb om at være én af de fede.

LÆS OGSÅ: Klumme: Hjælp, jeg er et klimapattebarn!

Jeg har heller aldrig søgt stillinger, medmindre jeg var 100 procent sikker på, jeg var den bedste kandidat. Det har resulteret i mange job med dårlig løn og kedsomhed. For ikke at tale om grøn, slimet misundelse og selvmedlidenhed, når andre, der objektivt set havde færre kompetencer, nuppede drømmejobbet. Imposter-følelsen har to sider: Jeg frygter at bedrage, mens jeg raser over, at andre ÅBENBART slipper af sted med bedraget. Totalt usympatisk, ikke?

Jeg har også haft kærester, jeg ikke var forelsket i. På den måde havde jeg mere kontrol over frygten for, de ville forlade mig, når de fandt ud af, hvordan jeg i virkeligheden var, og hvordan jeg så ud, når festmakeuppen røg af. Andre gange fandt jeg mig i grams og sexisme til gengæld for, at pågældende mand ikke ville afsløre, at jeg jo slet ikke er værdig og lækker nok til hans opmærksomhed.

Selv når mine børn viser kærlighed og giver hjemmelavede ting og kort til ”verdens bedste mor”, så hvisker stemmen indeni, at med alderen finder de sgu nok ud af, at jeg slet ikke gjorde det godt nok. Og så sidder de som voksne i ”Aftenshowet” og fortæller om alle mine fejl, mens søndagsmiddagen, de skulle komme til, bliver iskold.

LÆS OGSÅ: Søren McGuire oplever det oftere og oftere: "Det er en grundfølelse, der forfølger mig"

Og som den bedrager, jeg er, så giver jeg den her som orakel: Lad os dræbe den indre imposter-følelse med kærlighed. Tak den for, at den trods alt giver dig humor, selvironi, vilje til at blive bedre, ydmyghed og evne til at navigere uden om f.eks. en pinlig optræden i ”X-Factor”.

Der er også brug for dig, imposter syndrom-trold. Men hvor ville det være cool, hvis du til tider kunne dæmpe dig, så jeg en gang imellem kunne mærke anerkendelsen, kærlighed og glæden i ren, ubetinget form.