For et års tid siden, da mine ældste sønner fyldte 13, gav deres mor mig en bog om teenagere. Forfatternes budskab lyder i al sin enkelthed, at teenagere ikke skal opdrages, men derimod coaches, hvilket i mine øjne nogenlunde svarer til, at piloten i et brændende fly slår op i sikkerhedsmanualen for at se, hvordan han slukker ilden i motorerne, blot for at læse, at den slet ikke kan slukkes, og at han bare skal læne sig tilbage og nyde resten af turen ned. Ikke desto mindre har min hustru nok haft på fornemmelsen, at jeg ville få brug for lidt pædagogisk hjælp til at håndtere husstandens pludselige forekomst af bøvede, bøvsende væsener, og selvom en flaske whisky (eller tolv ...) i bagklogskabens lys nok havde været til større gavn, blev det altså en selvhjælpsbog.  

Siden har jeg dagligt og aldeles forgæves forsøgt at “coache” familiens teenagere til at rette bare nogenlunde ind og igen opføre sig, som de gjorde, da var små og nuttede og fulde af begejstring for alt, hvad deres far gjorde og sagde. Dengang man blev mødt af smil og gensynets glæde efter en lang arbejdsdag og ikke blot brok, MobilePay-anmodninger og vasketøj smidt alle andre steder end i vaskemaskinen.

Tag ikke fejl, jeg elsker dem højere end noget andet, men vores sameksistens minder efterhånden mere og mere om en vandretur gennem et cambodiansk minefelt, hvor vi alle tre synes fast besluttet på at krydse det på kængurustylter. Modsat deres mor, som er velsignet med en taknemmelighed over, at de trods alt ikke ryger hash sammen med den lokale scooter-bande, vader jeg ind i samtlige konflikter med lilletåen først. Gang på gang som en anden idiot. Det er selvfølgelig dejligt, at de ikke render skæve rundt med alle bøllerne, men det får jo ikke deres beskidte tallerkner til selv at kravle ud i opvaskemaskinen, uanset hvor mange biologiske organismer, der måtte vokse ud af de ugegamle

madrester. 

Enhver forælder, der har haft fornøjelsen af teenagere i husstanden, ved, at du imidlertid ikke kan stille det store op, når hormonerne først begynder at pumpe, og frontallapperne klasker ugideligt mod indersiden af kraniet. Det er ren biologi, butikken er lukket på grund af ombygning, kom eventuelt tilbage om syv-otte år. Så for at minde mig selv om, at det hele er ganske naturligt, er jeg begyndt at søge mod andre fædre i samme situation som mig. Indtil videre er det mest på ”mine teenagere driver mig til vanvid, vil du med på bar?”-niveau sammen med vennerne, men ambitionen er en decideret støttegruppe bestående af fædre, som gennemlever den prøvelse, det er, når ens en gang så bedårende sønner pludselig er blevet tikkende bomber af hormoner, hårvækst og virkelig dårlig gangsta-rap. 

Så kunne vi mødes et par gange om ugen, ligesom jeres mødregrupper, og drikke te og spise hjemmebag og udveksle erfaringer og små sejre fra forældreskabet. Prale af ting som ”Min lille Oliver er nu oppe på at sove hele 14 timer i træk”, ”Vi er ved at vænne lille Lukas til fast føde, og forleden dag åd han så 47 chicken nuggets og tre poser kanelgifler”, og ”William har helt selv lært at tage ankelsokker og tynde gummisko på, når han skal ud og gå tur i vinterkulden”.

For uanset hvor umulige de er at coache, er mine teenagere stadig værd at prale højt og længe af. Men jeg kunne nu alligevel godt bruge den flaske whisky nu.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Stephanie Caruana

Født 9/9 1974

Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3 1976

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

Født 23/8 1979

Journalist, gift og far til tre, den yngste far på villavejen med den største Willie Nelson-samling.