Klumme: Velkommen tilbage fra ferie

5 tips: Sådan får du en blød start på jobbet

Det er svært at starte på arbejde igen efter en lang ferie. Få karriereekspertens bedste tip til en blød start.

Så har mange af os lagt årets længste ferie bag os og skal i gang igen.

Og du kender vel ordsproget – "godt begyndt er halvt fuldendt", så lad mig i denne første efter sommer-klumme prøve at give dig et par gode råd til, hvordan du får en god start, når du kommer tilbage på arbejde.

Det vigtige, for at få en god start er, at du bevarer roen og tager tingene lidt let. Vi mister alle lidt af overblikket de første dage, og det kan være enormt forvirrende at finde strukturen i arbejdsopgaverne igen. Så vær mild mod dig selv, og ærlig overfor kollegerne, når de spørger om noget. Fortæl at du lige er tilbage fra ferie, og først skal have et overblik, hvis du bliver spurgt om noget, du ikke lige har svaret på. Prøv desuden disse råd.

1. Undgå møder den første dag.

Prøv at undgå at skulle holde/deltage i møder den første dag. Du har brug for at samle dig og finde overblikket. Hvis mødet giver dig overblik, kan der selvfølgelig være god mening i at deltage.

2. Lav en sommerferiemappe

Gå dine bunker og mails igennem, og prøv om du kan finde en struktur. Hvis din mailbox er helt fyldt op med nye mails fra sommeren, så prøv at lave en mappe du kalder "fra sommerferien" og læg alle mails over i den. Derefter kan du så småt gå i gang med at scrolle ned igennem listen, for at trække de allervigtigste mails ud i din inbox og svare. Sådan fortsætter du. Det hjælper rigtig meget, at du ikke skal tage stilling til alle mails på en gang.

3. Tal med dine kolleger

Tag dig tid til at få talt med dine kolleger og hør, hvad de har oplevet i sommeren. Det er rigtig vigtigt for både dem og dig, at I lige kommer på "omgangshøjde" igen.

4. Prøv at undgå de rigtig lange dage den første uge.

Acceptér den første uge som en starter-uge. Hvis du starter mandag, er det ok, at du først føler, at du er rigtig tilbage med helt styr på bunkerne i løbet af torsdag/fredag.

Hvis du stadig har mulighed for at vælge, kan du også vente med at starte til onsdag, for lige at korte den første periode lidt af.

Så prøv at undgå de lange dage i den første uge, eller kort ugen af. Det ER vigtigt, at du ikke lægger for hårdt ud, for så mister du overblikket og risikerer stress.

5. Sidst men ikke mindst – hold de gode vaner fra sommerferien.

Hvis du har brugt sommeren på at indføre gode vaner – f.eks. regelmæssig motion, sund mad og nok søvn, så prøv at tage lidt af det med ind i hverdagen. Hjælp dig selv med at holde det ved at planlægge de første uger, hvor du er på arbejde. Og læg så de nye vaner med ind i planen.

VELKOMMEN TILBAGE – OG HUSK – "GODT BEGYNDT ER HALVT FULDENDT."

Artiklen blev første gang bragt i august 2013

LÆS OGSÅ: Karriereklummen: Hvad vil du prioritere det næste halve år?

Alice Louise Wedell-Neergaard

Alice har været ansat i Tryg i 20 år - de sidste 11 år som topleder. I dag driver hun virksomheden HeartPerformance, hvor hun arbejder med forandringsledelse, ledelsesprocesser og lederudvikling.

Alice har desuden en bred erfaring med at kombinere karriere og familieliv. Fx har hun haft orlov fire gange, og hun var Trygs første kvinde med hjemmearbejdsplads. Privat er hun mor til tre børn på 18, 16 og 13 år. Læs mere om Alice her.