Klumme: Velkommen tilbage fra ferie

Efter ferien: Har du talt med din kollega i dag?

Måske har du allerede været tilbage fra ferie i en uge – måske starter du først i denne uge. I sidste uge bragte vi et par gode råd til, hvordan du selv kommer godt tilbage fra arbejde. I denne uge skal vi tale lidt om, hvad vi kan gøre, for at hjælpe kollegerne godt tilbage fra ferie.

Noget af det allervigtigste, når vi går på arbejde, er forholdet til vore kolleger.

Og jeg har tænkt lidt på, hvordan vi alle kan være med til at give vore kolleger en god start på arbejdsugen efter ferien. Her er et par tip – og du er, som altid, velkommen til at byde ind med dine input i kommentarerne!

1. Byd din kollega velkommen tilbage.

Når vi føler os værdsat bliver vi glade og styrkede i vores selvtillid. Det er vigtige faktorer, når man går på arbejde.

Vi kan hjælpe hinanden til at komme godt tilbage fra sommerferien ved at give os tid til at sige "velkommen tilbage".

Sørg også for, at de/dem som kommer tilbage fra ferie ikke går alene til frokost. Byd vedkommende med, så han/hun ikke skal sidde alene de første dage.

Jo mere givende du selv er, jo mere får du til gengæld tilbage. Det er både lærerigt og godt for din egen relation til de mennesker, du har omkring dig.

2. Lyt til, hvad hun/han har oplevet

Spørg ind til, hvad din kollega har oplevet og vær nærværende, når han/hun fortæller. Måske har du også selv noget, som vil være hyggeligt at fortælle. Denne uformelle men alligevel informative snak er et super vigtigt grundlag for et videre godt samarbejde. En god måde at starte efter-sommer-sæsonen på.

3. Sig godmorgen hele vejen rundt

Og så sørg for, at du efter sommerferien finder en rytme, hvor du lige går rundt og siger godmorgen på en glad og positiv måde til dine kolleger. Det er med til at skabe team og hold ånd, og kan være med til at bygge en god og stabil arbejdsrelation i din gruppe/afdeling.

På mange arbejdspladser starter man faktisk dagen med en fælles hilsen eller et kampråb. På en restaurant i Københavnsområdet giver man lige hinanden en hilsen i form af klap på låret og på ryggen før man går i gang.

Denne form for kampånd og forberedelse gør, at man styrker sin relation til hinanden. Man skaber sammenhold gennem fællesskab, og det gør at man bedre kan "løfte i flok".

4. Hold fast i den gode vane

Og som altid, så sørg for at holde fast i de nye gode vaner med at sige godmorgen og være positiv overfor kollegerne.

Vær bevidst om, hvor vigtigt det er at være med til at bidrage til den gode stemning og gør dit for at være med til at skabe den gode stemning.

Rigtig god arbejdsuge.

LÆS KLUMMEN FRA SIDSTE UGE: Få en blød start på jobbet efter ferien

Alice Louise Wedell-Neergaard

Alice har været ansat i Tryg i 20 år - de sidste 11 år som topleder. I dag driver hun virksomheden HeartPerformance, hvor hun arbejder med forandringsledelse, ledelsesprocesser og lederudvikling.

Alice har desuden en bred erfaring med at kombinere karriere og familieliv. Fx har hun haft orlov fire gange, og hun var Trygs første kvinde med hjemmearbejdsplads. Privat er hun mor til tre børn på 18, 16 og 13 år. Læs mere om Alice her.