"Jeg har fået ny forståelse for 40-årskriser"

Jeg har fundet dem, der ikke bar deres alder med værdighed, komiske. Jeg har ment, mennesker i fyrreårskrise var latterlige. Jeg har i særlig grad ment, at mænd i fyrreårskrise var latterlige. Jeg har haft ondt af folk, der havde lejlighed til at drikke sig vildt fulde maks. fire gange om året, og som uvant med den pludselige festivitas smed hæmningerne mega klodset. Jeg har ment, at mennesker, der gik i seng med deres kærester en gang hver 14. dag, måtte leve triste, kolde liv. Jeg har stirret på et voksent menneske og tænkt, at hvis det faktisk er så svært at have både børn og karriere, hvorfor fik du så begge dele.

"Nu var chef på en avis og sad og lød patetisk og uforløst og kriseramt."

Jeg har haft vanskeligt ved at forstå, hvordan ordene “pragmatisk” og “kompromis” kunne tillægges positiv værdi. Jeg har undgået at bruge ordene “pragmatisk” og “kompromis”. Jeg har været til stede på et redaktionsmøde, hvor min chef pludselig sagde, at han egentlig havde en drøm om at blive skovfoged, og jeg har siddet på Bjørg’s og grinet af min chef, fordi han drømte om at blive skovfoged, men nu var chef på en avis og sad og lød patetisk og uforløst og kriseramt.

LÆS OGSÅ: Klumme: Min hemmelige straffeaktion

Jeg har været 25 år og har haft meget lidt forståelse for mennesker, der var ældre end mig. Jeg har ment, at lykken var et spørgsmål om vilje, og jeg har fundet alle de vanvittige ting, voksne mennesker begiver sig ud i – resignation, julefrokostknald og fuldkommen uironiske samtaler om boligkøb – helt uforståelige. Jeg er nu blevet 34 år. Min sympati for voksne mennesker er tiltagende.

Jeg har forstået, at når man beslutter sig for at leve i et parforhold, der varer længere end en Roskilde-festival, når man begynder i sit første rigtige arbejde, og når man får sine første børn, så tænker man, at det en spændende, ny fase, man går ind i, og udforsker alt det, den fase består af med fast ejendom og vasketøj og møder i banken og flade sko og faste spisetider, og man gør det ind til den dag, det går op for en, at fasen ikke er en fase, og at det, der var tidligere, aldrig kommer igen, og så er det, panikken sætter ind.

"Jeg har seks år at øve mig i."

Jeg har fået ny forståelse for mennesker i fyrreårskriser. Jeg har fået ny forståelse for mænd i fyrreårskriser, sågar. Jeg har læst nok Freud til at vide, vi dybest set er fucked, uanset hvad vi gør – om vi følger enhver ny impuls eller gør alt for at holde den impuls nede – og jeg har derfor tænkt mig at gå mine 40 år i møde, som Freud selv ville foreslå: Tilstrækkeligt civiliseret.

Jeg har seks år at øve mig i. Jeg forestiller mig, jeg vil ramme balancen perfekt mellem erfaring og ungdommelig friskhed. Jeg vil høfligt afstå fra at dyrke sex med en kollega på farvekopieringsmaskinen, men danse tilpas vildt til, at jeg ikke havner ovre hos de kedelige. Jeg vil med en elegant bemærkning vige uden om den lange snak om grundskyld, men være en moden mor at høre på til forældremøderne.

Jeg vil lægge min makeup med respekt for min alder. Jeg vil vide, hvornår min tur er kommet til at gå i Ivan Grundahl. Jeg vil kun fortælle historier om dengang, jeg var 25, i klædelige, afbalancerede mængder. Og når jeg gør det, vil historierne være helt vildt sjove og ikke den mindste smule patetiske, ikke den mindste, lille bitte smule.

LÆS OGSÅ: En gang utro, altid utro?