Anne Larsen

Foto: Anne-Li Engström Anne Larsen om livets op og nedture.

Kogebogsforfatter Anne Larsen

Kogebogsforfatter Anne Larsen mistede sin lille datter for 26 år siden

Hendes dage starter med olivenolie og optimisme, for der er en slags relancering af karrieren i gang, og Anne Larsen har appetit på både kogebøger, måltidskasser og en ny novellesamling.

Hendes dage starter med olivenolie og optimisme, for der er en slags relancering af karrieren i gang, og Anne Larsen har appetit på både kogebøger, måltidskasser og en ny novellesamling.

Tiden lige nu

– Der sker så vanvittigt og vidunderligt meget lige nu. Efter nogle år hvor jeg har arbejdet lidt "bag kulissen", er der en slags relancering af min karriere i gang. Telefonen ringer med tilbud om spændende jobs og projekter. F.eks. har jeg skrevet flere nye kogebøger. Blandt andet en om antiflammatorisk kost, som netop er oversat og udgivet i Tyskland. Jeg har også været med til at udvikle en serie måltidskasser til Coop, og som et sideprojekt skriver jeg på en skønlitterær novellesamling. Det er et nyt felt og meget spændende.
Logistisk er jeg flyttet til København efter mange år i Aarhus, og det er en daglig gave til mig selv at cykle gennem byen og kigge på Christiansborg, Børsen, Glyptoteket, Tivoli og så videre. Jeg er ikke storforbruger af kultur, men der er ingen tvivl om, at det beriger min tredje alder at være her, hvor det sker. Ikke mindst i madverdenen.

Den første tid

– Jeg voksede op i Tarm i Vestjylland i en kernefamilie med mor, far og tre søskende, hvor jeg er den mellemste. Min mormor og morfar boede også i byen, så det var trygt, og det var måske derfor, jeg ret tidligt fik mod på at søge eventyr og spænding. F.eks. kørte jeg rundt med skraldemanden på hans hestevogn, klatrede i træer eller gik på æble- eller kartoffelrov. Det var en skøn barndom og ungdom, og det var også i min hjemby, jeg mødte min første mand, som jeg var gift med i syv år – og fik Louise med. Efter skilsmissen flyttede jeg til Aarhus for at læse medicin. Studiet blev ikke færdiggjort, men jeg mødte min anden mand og fik tvillingerne. Også dette ægteskab varede syv år. Efterfølgende har livet slået sine sving, og jeg har ikke manglet mænd, forelskelse og kærlighed, men jeg har levet alene sammen med mine piger i et lille matriarkalsk fællesskab.

Den bedste tid på dagen

– Mine morgener er så dejlige. Jeg vågner altid klokken 6.30. Af mig selv og uden vækkeur. Hjernen er frisk, og humøret godt og forventningsfuldt. Var der noget, der nagede dagen forinden, ser jeg på problematikken med nye øjne og finder ofte en udvej. Når jeg er stået op, er det første, jeg skal have, masser af vand, en spiseskefuld olivenolie og frisk luft. Jeg åbner mit stuevindue på vid gab og stikker hele hovedet og overkroppen ud. Husk på, jeg er fra Vestjylland, så selv om jeg bor midt i København nu, er det vigtigt for mig at mærke vejr og vind. Når de små ritualer er overstået, laver jeg en stor kaffe latte og tænder for tv og computer. En ny dag er i gang.

Den bedste tid på året

– Det er helt sikkert september. Luften og lyset er ganske særligt den måned, og jeg kan også godt lide, at dagene bliver kortere og aftenerne længere. Der er en stemning i det, der passer godt til vores nordiske blod og livsstil. Og så er september i øvrigt en ret festlig måned i vores familie. Både jeg selv, min ældste datter og mit ældste barnebarn har fødselsdag.

LÆS OGSÅ: Britt Bendixen: "Jeg foretrækker så afgjort at leve sammen med en kvinde"

Den bedste tid i livet

– Som alle mødre sikkert siger, så var det at få børn forbundet med en lykke uden sidestykke. Jeg var ung, da jeg fik Louise og en del ældre, da jeg fik tvillingerne, men følelsen af at være verdens heldigste var præcis den samme. Med børnebørnene fulgte også en kolossal glæde, og så er jeg nok i al almindelighed et menneske, livet har været god ved. Det har bestemt ikke været én lang dans på røde roser, men der er noget ukueligt i mit DNA og en stærk lyspære i mit sind. Når jeg bliver slået omkuld, rejser jeg mig igen. Og igen.

Den værste tid i livet

– Der er skygger fra skilsmisser og dårlig økonomi, men der er intet, som kan sammenlignes med det at miste et barn. Da jeg fik mine tvillingepiger, var jeg den stolteste mor på jorden. At gå rundt med sådan en dobbelt-barnevogn føltes som toppen af al lykke, men kun syv måneder senere måtte jeg skifte den ud. Emilie blev født med kromosomfejlen Cri du chat, der medfører store fysiske og psykiske handicap. Hendes immunforsvar var ikke stærkt, og kort før jul blev hun forkølet. Jeg havde lige puslet hende og lagt hende ned i stuen til min mand, mens jeg tog mig af hendes søster, da jeg hørte ham og Louise, min ældste datter, råbe "nej, nej, nej". Vi fik tilkaldt en nabo, der var læge, med det samme, men der var ikke noget at gøre. Emilie var død. I dag er det 26 år siden, men at miste et barn er ikke noget, man nogensinde kommer sig over. Jeg tænker på Emilie hver eneste dag, og det er til stadighed forbundet med smerte og tårer, men hendes død giver mig også en forpligtelse til at leve. Jeg skal gribe alle de chancer, hun ikke fik, og jeg skal være en god mor for mine to andre døtre. Den beslutning tog jeg for mange år siden, og det er lykkedes.

Anne og hendes ældste datter Louise tilbage i 2000. Foto: DR.

Hvis jeg havde en tidsmaskine ...

– Så ville jeg rejse tilbage til 1920'erne og ned til Karen Blixens farm i Kenya og drikke te med baronessen. Når vi er blevet gode venner, tager jeg hende med ombord, så vi sammen kan rejse frem til nutiden. Og aflægge Suzanne Brøgger et besøg, men ved de to kvinders møde vil jeg bare lytte og suge til mig. På hver deres måde har de nemlig haft grundlæggende betydning for min glæde ved litteratur. Karen Blixen kan trylle en fortælling frem som ingen anden, og Suzanne Brøggers feministisk revolutionerende bøger dukkede op, da jeg skulle til at modnes som kvinde. Tænk at møde dem begge ... hvor finder man sådan en tidsmaskine?!

Om biddet fra tidens tand

– Der er tale om et dobbeltsidet bid. Mentalt elsker jeg at blive ældre, for jeg lærer noget nyt hver dag og føler mig klogere og mere skarp end nogensinde. Den anden side af biddet er de skavanker, der sniger sig ind på mig. F.eks. har jeg pt noget bøvl med mine tæer, som jeg ikke kan gennemskue årsagen til. Andre gener og dårligdomme handler selvfølgelig helt gennemskueligt om livsstil, og fordi jeg gerne vil blive meget gammel, passer jeg godt på mig selv. Jeg er holdt op med at ryge, spiser sundt og drikker ikke for meget alkohol. Det var en overvægt på 30 kilo og et tilsvarende vægttab, der i sin tid sporede mig ind på min karrierevej, så jeg ved alt om, hvad der er godt for kroppen, og hvad der ikke er. Mine daglige kalorier skal ikke bruges på dårligt mad, så jeg vil hellere forkæle mig selv med f.eks. fjordrejer og hjemmelavet rødgrød end med frosne pizzaer og regnbueis.

Man siger, tid er penge?

– I en eller anden forstand ja, for det kræver tid at tjene penge, og i den sammenhæng er jeg privilegeret, for jeg kan arbejde rigtig, rigtig meget uden at få stress. Når det er sagt, så har der både været perioder med mange penge og perioder med få penge i mit liv. Det giver utryghed, når kassen er tom, men jeg er god til at skrue forbruget ned. Og er der overskud, er jeg generøs, og inviterer familie og venner på gode middage og mine døtre og børnebørn på rejser. Den meget fornuftige økonomiske langtidsplanlægning bruger jeg ikke så meget krudt på. Lige der er jeg faktisk ikke så jydefornuftig, som min opvækst ellers burde have gjort mig.

Den sidste tid

– Nu er det sådan, at mit arbejde er min hobby, så jeg skal ikke på pension de næste mange år. I bedste fald bliver jeg ved med at udvikle koncepter og opskrifter, holde foredrag og skrive bøger, til jeg falder ned af pinden. Skulle det komme dertil, hvor jeg ikke kan klare mig selv, har mine to piger sagt, at de vil tage sig af mig. Det er rørende at tænke på. Til allersidst, når det hele slutter, håber jeg at dø "mæt af dage", som man siger. Jeg er ikke glad for at tænke på afslutningen på et liv, jeg elsker, men hvis jeg bliver mindst 100 år, kan jeg måske forlige mig med det. Måske.

Anne Larsen, 64

Madskribent, kogebogsforfatter, konceptudvikler og foredragsholder.

Single, mor til tre: Louise (42) Frederikke (27) og Emilie, som døde syv måneder gammel i 1990.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview