Krimiforfatteren: Jeg er ikke længere bange for angsten

Elsebeth Egholm var lige blevet færdig med gymnasiet. Hun var 18 år, og verden lå åben for hende. Pludselig en aften kunne hun ikke falde i søvn. Hun blev grebet af en følelse af panik, som i løbet af de følgende dage udviklede sig til, at hun var helt paralyseret og konstant bange. Hun vidste ikke for hvad. Hun fortalte det til sin mor, som straks handlekraftigt slog fast, at det da måtte være en angstneurose, og nu skulle Elsebeth til lægen.

Her 35 år efter Elsebeth Egholms første møde med angsten er hendes nye bog "Kød og blod" lige udkommet. En bog, der netop har helt unge piger med ondt i livet som tema.

LÆS OGSÅ: 3 forfattere til ny bog: Parforholdet er ikke det vigtigste

– Idéen til bogen dukkede op, fordi jeg blev ved med at høre om unge – især piger – som har det svært i dagens Danmark. Venners børn, der pludselig dropper ud af gymnasiet, som har det frygtelig hårdt på universiteterne, og som ryger ind i depression og angst. Unge piger på 18-19 år, der skal medicineres for at klare det enorme pres, de føler. Mens jeg skrev på bogen, dukkede der nogle undersøgelser op, der statistisk bekræfter, at unge piger er dem, der har det værst overhovedet. De har jo aldrig fred. Ikke engang om natten, fordi det private er blevet offentligt. Pludselig ser de deres kæreste kysse med en anden på facebook – og hvad gør den slags ved de her unge mennesker? Jeg oplever, at det gør dem enormt sårbare og til de svage i flokken, faktisk. Min bog handler om en drabsmand, der identificerer sig med en af de ulve, der er kommet til Jylland, og som netop går efter de svage i flokken.

– De unge i dag skal lykkes på alle fronter, og ja, det har man måske altid helst skulle, men i dag overvåger alle hinanden på de sociale medier, og det har helt sikkert gjort det endnu sværere. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg ville have haft det som ung i dag!

Arv eller miljø

Elsebeth Egholm virker stærk og fuldstændig i balance, som hun sidder her på caféen og fortæller om sit liv. Lægen, som hendes mor i sin tid tog hende hen til, henviste til en psykiater, som hjalp Elsebeth til at forstå, at angst er en naturlig følelse, som er god at lære at kende, og efterhånden fik hun det godt igen og fik mod til at springe ud i voksenlivet, med alt hvad det krævede af valg, løsrivelse fra forældrene og flytten hjemmefra. Men angsten er kommet tilbage flere gange siden, og hun kan stadig mærke den en gang imellem.

– Jeg kan stadig opleve den der følelse af at blive paralyseret. Angsten kan komme, når jeg ligger og døser, og jeg kan ikke rigtigt sige, hvad det er, der udløser den. Det virker meget tilfældigt. Men jeg har lært at slappe af over for angsten og er ikke længere bange for den.

Et andet tema i Elsebeth Egholms nye bog er arv og miljø. Tænk en omvendt H.C. Andersen: Hvad sker der, hvis man har ligget i et andeæg, men er vokset op i en svanegård? Hvis man har generne i sig til at slå ihjel, er det så noget, man følger, uanset om man har været løsrevet fra det miljø, hvorfra generne stammer? Elsebeth selv hælder efterhånden mest til, at generne spiller den største rolle. Og det, selvom hun er vokset op i 70'erne, hvor man helt klart var af den opfattelse, at det sociale spillede den største rolle.

Hvad tænker du om arv og miljø i forhold til dig selv?

– Jamen, jeg har da bestemt arvet alle min mors dårligdomme, ha, ha.

– Nej, det mener jeg jo ikke, men jeg kan tydeligt se min mor i mig selv, selvom jeg stritter imod. Altså, jeg elsker min mor højt, men man vil jo gerne være sin egen. Jeg har meget fra min mor. Det at skrive og spille klaver, det kommer helt sikkert fra hendes side. Og fra min far har jeg fået en robusthed og en udlængsel. Min mor – og det vil hun ikke have noget imod, at jeg siger – er virkelig sådan en hjemmefødning, og det er jeg glad for, at jeg ikke har arvet. Jeg har til gengæld arvet et positivt men også meget realistisk livssyn fra min mor. Min far, som jeg mistede i 1999, kunne godt være helt overoptimistisk. Han valgte altid den mest optimistiske prognose, man overhovedet kunne komme i tanke om. Der var aldrig noget, der var rigtig skidt. Det skal nok gå, sagde han, da han blev syg, og så døde han.

Hundelykke

Elsebeth har i et tidligere interview udtalt, at hun aldrig har forventet at være lykkelig. Men lige nu virker hun nu faktisk nærmest lykkelig.

– Jamen, jeg har det jo også godt! Jeg tror aldrig, at jeg kommer derhen, hvor jeg kan sige, at alt er perfekt, men der kan være øjeblikke, hvor jeg virkelig har den der glædesfølelse. F.eks. når jeg lige er færdig med en ny bog, særligt når det sker om foråret, og bogen når at udkomme inden sommerferien. Og så er jeg også et sted i mit liv, hvor jeg har en rigtig sød kæreste, Jürgen, som jeg har været sammen med i syv år nu.

Hun holder en lille pause, og et stort smil breder sig over hendes ansigt.

– Og det BEDSTE, der er sket for nylig er, at vi har fået en hund!

Hvorfor er det det bedste?

– Åh, jeg elsker at have hund. Det er ren lykke. Og Jürgen var også helt solgt, da han fik ham i armene. Sådan en hund er jo bare så sød og blød, den er afhængig af dig, og den elsker dig ubetinget. Jeg går til jagttræning, og den glæde, sådan en hund udstråler, når den skal apportere eller snuse sig frem til noget

– åh, det er så skønt.

Hun spørger begejstret, om jeg vil se et billede af Django, som vovsen hedder, og da jeg også er ægte hundeven og nikker, hiver hun straks telefonen frem og viser et billede af en sort formel-1 labrador med et stort reb i munden.

– Se, der sidder han! Jamen, han er jordens klogeste hund!

Ny kærlighed

Elsebeth Egholm er ikke meget for at tale om fortiden, for det har hun gjort, synes hun, og hun vil hellere forholde sig til det, der er nu. Årene med den 20 år ældre engelske thrillerforfatter Phillip Nicholson, som hun var gift med fra 1994 til hans død i 2005, var dejlige, men også lidt omtumlede og hektiske, fordi parret boede halvdelen af året i Danmark og halvdelen på middelhavsøen Gozo.

– Men det, jeg godt kan sige uden at fornærme nogen er, at jeg efter at have haft en mand, der var 20 år ældre, ikke havde behov for det en gang til.

LÆS OGSÅ: Barselsdepression inspirerede til krimi

Elsebeth mødte den jævnaldrende sønderjyde, Jürgen, i 2006 på en krimimesse – af alle steder – og med ham fulgte tre bonusbørn.

Hvordan var det at finde kærligheden igen?

– Åh, det var da dejligt! Det var en rus efter nogle lidt hårde år med Phillip, der blev syg. Jürgen har tre drenge, og deres liv har jeg kunnet følge med i, heldig som jeg er, for jeg har aldrig selv fået nogen børn. Drengene er nu nærmest voksne alle sammen, og det har været dejligt at opleve deres udvikling fra sidelinjen, men jeg har aldrig forsøgt at være mor for dem. Vi har det rigtig godt sammen, måske netop fordi jeg ikke har blandet mig i deres opdragelse og den slags. Det er ikke et bevidst valg, at jeg aldrig selv har fået børn, tiden er bare gået.

Har du fortrudt, at du ikke fik prioriteret børn?

– Jeg spurgte lige Jürgen i går, om han troede, at jeg ville have været en god mor. Jeg havde set tv-serien "Skadestuen", som jeg er helt addicted til i øjeblikket, og det var et drivende sentimentalt afsnit, hvor en mor mistede sit barn, hvilket fik tårerne frem hos mig. Jürgen svarede, at jeg da selvfølgelig ville have været en god mor, men jeg tror nok, at det på en måde er godt, at jeg ikke fik børn. Jeg ville have været alt for hysterisk. Bare se, hvor hysterisk jeg er med min hund, som jeg ikke engang kan overskue at sætte i pension, når vi skal på ferie. Hvordan skulle jeg nogensinde have kunnet aflevere et barn i vuggestue?

Hvad har du og Jürgen til fælles?

– Litteraturen, børnene og hunden. Og sex! Det er fandeme vigtigt, hvis det ikke var der, var vi jo ilde stedt, ha, ha.

– Der er også rigtig meget, vi ikke har til fælles. F.eks. musiksmag. Jürgen har lyttet til mange bands, som ikke rigtigt har været en del af mit liv. Og så har han også et forhold til Bundesliga-fodbold, som jeg heller ikke har. Han er fan af Hamburger Sport-Verein, og jeg ved godt, at når de taber – og det gør de desværre næsten altid – så skal jeg ikke bore for meget i det.

– Jeg tror, at vi grundlæggende har et nogenlunde ens livssyn. Vi er bl.a. begge to meget private, og derfor er det altid lidt vanskeligt med interviews. Der er så meget, der ikke kommer andre ved, og det er jo faktisk svært at have det sådan i vores dage. Jeg kan jo ikke undgå at tale offentligt om mig selv på grund af mit job, og jeg har også selv været journalist, så jeg ved godt, hvordan det er at sidde på den anden side af bordet og gerne ville have noget at vide. Jürgen spurgte mig faktisk forleden dag, om det er, fordi jeg selv er så privat, at jeg holdt op med at være journalist – fordi jeg ikke brød mig om at gå tæt på og overskride de grænser, man somme tider er nødt til at overskride som journalist – og det er nok en del af forklaringen, tror jeg.

Intakt udlængsel

Selvom Elsebeth har lagt årene med deltidsbopæl på Gozo bag sig, er øen stadig en del af hendes liv. Hun købte en lejlighed dernede, da hun mistede sin mand, og lejligheden fungerer mest at alt som skriverefugium. Trangen til at kunne trække sig tilbage og være alene ligger dybt i hende, og hun siger selv, at hun har en ret introvert side, som er nødvendig at have, når man skal kunne fordybe sig i arbejdet med en bog. Hun er glad for, at hun i dag har et mere stabilt og roligt liv, men der er stadig noget i hende, der trækker i forhold til at gøre noget helt andet. Det er, som om der ulmer noget under hendes pæne og smilende overflade.

– Ja, det er rigtigt. Forleden gik jeg og tænkte, nu sælger jeg sgu hele lortet, og så flytter jeg til England, køber en cottage og opdrætter hunde, ha, ha.

– Den gik jeg lige med et par dage, så selvom der er kommet ro på, er jeg da ikke færdig med fyrre endnu. Og så er der jo lige det med kæresten, men jeg tror godt, at han også kunne finde på at gøre noget vildt.

Hvad tiltrækker dig ved udlandet?

– Det giver altid et godt perspektiv at være væk fra Danmark. Jeg kunne ikke tænke mig at leve uden Danmark, men helt basalt er det noget med at se nogle nye tapeter og høre nogle nye stemmer. Og så elsker jeg det engelske sprog, det kan jeg godt mærke, at jeg savner at tale i det daglige. Jeg har lige været i Stratford til en litteraturfestival, og det var bare rigtig dejligt at tale engelsk igen. Med englændere vel og mærke, for på Gozo taler jeg også engelsk, men det er altså ikke med englændere!

Nu siger du, at du ikke er færdig med fyrre – hvad tænker du om din alder?

– Jeg tænker ikke så meget. Eller rettere sagt, det kommer jo derhen, hvor man må regne med, at der skal nogle serviceeftersyn til, og når det sker, må jeg forholde mig til det. Jeg ser ikke frem til at blive gammel, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Jeg forsøger at holde mig en lille smule fit og spise nogenlunde fornuftigt, og så kommer jeg meget ud i kraft af, at jeg har hund. Jeg kan ikke komme udenom, at uret tikker, men jeg må tage det med oprejst pande og håbe, at det er som med en god bog, som også er spændende på de sidste sider. Hvad kan man ellers gøre, ud over at krydse fingre?

Elsebeth Egholms nye krimi "Kød og blod" handler om en morder, der, som en ulv, går efter de svageste i flokken.

LÆS OGSÅ: Brevveksling med Breivik, "Kære Åsne"