Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Erik og jeg var i 50’erne, da vi faldt for en sommerhusgrund med den smukkeste beliggenhed ud til havet. 

Det primitive hus, der var bygget i 40’erne og hverken var isoleret eller vedligeholdt, overtog vi lige så gladeligt med alle dets fejl og mangler.

LÆS OGSÅ

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Alle havde altid set Martin og mig som det perfekte par. Vi boede i en stor lejlighed med vores to børn, havde masser af venner og skønne jobs. Vi følte os også stadigvæk dybt forbundne til hinanden – eller det troede jeg, at vi gjorde, indtil den nat, hvor jeg fik et uventet opkald.

Erik havde aldrig fået børn, mens jeg havde min voksne søn, Jan, fra mit første ægteskab. Ham kunne vi dog sjældent lokke på besøg. Han ville hellere bruge sine weekender på at feste inde i byen, mens Erik og jeg nød at slappe af i vores sommeridyl.

Efter 10 år blev Erik desværre ramt af en uhelbredelig kræftsygdom. Da han døde, vidste jeg ikke, om jeg havde lyst til at beholde sommerhuset, men jeg endte med at gøre det. Jeg skulle lige vænne mig til at være alene i huset, men så begyndte jeg da også at nyde at komme der igen.

I mellemtiden havde min søn mødt sin kommende kone, og da de blev forældre til to små børn, kom de nu oftere på weekend inde fra byen.

Når vejret tillod det, satte jeg et badebassin op til mine børnebørn. Vi grillede, fangede krabber nede ved vandet og spillede bold på græsplænen. Når det regnede, og vi var tvunget til at være indenfor, blev det dog også lidt trangt, for meget plads var der ikke.

Det var også lidt bøvlet at stå dér og bage pandekager på et gasblus – og bagefter at måtte koge vandet til opvasken.

Der var i det hele taget ikke tvivl om, at det gamle sommerhus trængte til en modernisering. Det havde jeg bare ikke råd til det. Jeg nærmede mig de 70 og havde kun min pension. Jeg blev heller ikke yngre, så jeg begyndte seriøst at overveje at sælge huset. Da jeg fortalte det til Jan og Lise, så de dog helt bestyrtede ud. 

De og børnene var jo kommet til at holde så meget af sommerhuset, de kunne slet ikke undvære det.

Da jeg forsigtigt foreslog, at de måske kunne overveje at købe det til en favorabel pris, tøvede de. De sad i forvejen i en dyr ejerlejlighed, så selvom de hellere end gerne ville, havde de ikke råd. En dag ringede Jan med et helt andet forslag. 

Selvom de stadig ikke havde råd til at købe sommerhuset, havde de lidt friværdi, og den ville de gerne bruge til at sætte mit sommerhus i stand.

"Jamen, det kan jeg da ikke tage imod!" protesterede jeg. For selvfølgelig kunne jeg aldrig drømme om at belaste det unge pars økonomi.

LÆS OGSÅ

Min mand vil ikke indrømme sin affære

Jeg er sikker på, at min mand har en affære, men han vil ikke indrømme det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

"Det er nu heller ikke kun for din skyld, mor. Hvis vi kan hjælpe dig med at beholde sommerhuset, kommer vi jo en dag selv til at arve det, hvis du forstår…"

Da jeg havde sundet mig lidt på den bemærkning, kunne jeg godt se pointen. Deres generøse tilbud var i lige så høj grad en investering i deres egen fremtid, og det blev også det, der var afgørende for, at jeg endte med at tage imod det.

Mens jeg forestillede mig, at huset bare skulle fixes lidt op, så skulle det imidlertid snart vise sig, at Jan og Lise havde helt andre planer. For da de næste gang kom op til mig i sommerhuset, forklarede de ivrigt, at de ville brække alle gulvene op, bryde væggene ned – og så lægge nye gulve, sætte skydedøre op, lave nyt badeværelse og køkken alrum – og en sovehems til ungerne oppe under loftet.

Da jeg lamslået spurgte, hvad jeg så skulle gøre af alle mine møbler imens, smilede Lise overbærende. Dem kunne jeg bare skille mig af med, for når først ombygningen var færdig, skulle hun nok hjælpe mig med at indrette sommerhuset i en mere moderne og hyggelig stil.

Jeg var fuldstændig paf, mens de gav sig til at måle huset op. For hvad i alverden havde de forestillet sig? 

Sådan en ombygning kunne jo tage år – og imens de helt uden skrupler fjernede alle spor efter mit og Eriks liv sammen, skulle jeg så bare fortsætte med at betale alle de faste udgifter?

Da de var kørt hjem igen, og jeg sad alene tilbage i bambussofaen med alle deres planer og tegninger, havde jeg mest af alt lyst til at krølle dem sammen og smide dem ind i brændeovnen. Jeg var stadig rasende, da jeg senere gik en tur ned til stranden. 

Mens jeg stod der og så ud over havet, ”talte jeg i tankerne” med Erik om, hvad jeg skulle gøre. For min søn og svigerdatter opførte sig jo, som om jeg allerede var død, og de derfor nu havde frie hænder til at overtage mit sommerhus.

Jeg gik hjem og sov på det, og i næste dags klare morgenlys indså jeg, at hvis ikke jeg tog imod min søn og svigerdatters tilbud, så ville sommerhuset ende med at forfalde helt – og hvilken glæde ville jeg så få af det? 

Jeg tog en dyb indånding. 

Ja, min søn og svigerdatter var måske lige ivrige nok med at indrette sommerhuset efter deres fremtidsdrømme, men det var jo ikke ensbetydende med, at de ønskede mig død og borte. De var bare blevet lige så vilde med den skønne beliggenhed, som Erik og jeg havde været det i sin tid.

Jeg valgte derfor for alles skyld at beholde sommerhuset, og jeg nævnte aldrig for dem, hvordan jeg i første omgang nær havde fortrudt. 

Jeg lod dem blot foretage den gennemgribende renovering, der stod på igennem et år, og som de lagde alle deres kræfter og fritid i, mens jeg hjalp med at passe mine børnebørn derhjemme i lejligheden.

Da de var færdige, var mit gamle sommerhus ikke til at kende. Til gengæld var det nu praktisk indrettet og med alle moderne bekvemmeligheder. Selvom jeg ikke længere følte, at det var mit sommerhus, så var det i virkeligheden en stor glæde, at det nu i stedet var hele familiens. 

LÆS OGSÅ

Lisa opdagede sin mands utroskab - men så ramte tragedien

Selvom jeg havde min del af ansvaret for, at mit ægteskab hang i laser, så gjorde jeg intet for at redde det. Først da en tragedie nær havde ramt mig, forstod jeg, hvor dyrebar kærligheden er, og hvor meget vi skal passe på den og hinanden. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Det var også dejligt, at vi nu pludselig kunne være der om vinteren – og også holde juleaften deroppe, hvilket vi allerede har gjort et par gange.

Den store forandring af huset, ændrede dog heldigvis ikke på alle mine skønne minder om Erik. For minderne bar jeg jo i mit hjerte – og dén udsigt, vi i sin tid var faldet for, var forblevet lige så smuk og uforandret.

Så i dag nyder jeg at være i det nye sommerhus, og jeg nyder også tanken om, at den dag, hvor jeg ikke længere er her, så vil min familie stadig komme her og holde deres ferier. 

På den måde lever mit og Eriks dejlige sted jo videre i vores egen familie. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.