Derfor er det godt at få ungerne på græs!

Jeg er født og opvokset på landet, og da jeg blev teenager, hadede jeg det. Der var fem kilometer til stationen i Viby, hvorfra jeg hver morgen skulle tage toget til Roskilde for at komme i skole.

Der gik ingen bus derind, der fandtes kun muligheden for at stige op på cyklen og hamre derudad på vejen, der skar sig ind gennem markerne. Jeg kan huske en snevejrsdag, hvor kulden bed i røven, og lynlåsen i min jakke var gået i stykker, og jeg decideret græd, fordi jeg syntes, det var så frustrerende altid at skulle tilbagelægge distancen på cykel. Jeg ville bo i byen, hvor der ikke var langt til alt.

Nu bor jeg i byen. Jeg bor lige midt på Vesterbrogade i København, og jeg har to minutter ned til vuggestuen, fire til børnehaven og fire et halvt til mit arbejde. Min kioskmand ligger kun et par gadenumre væk, Brugsen ligger overfor, jeg er blevet så forvænt med at have alt inden for en radius af cirka 500 meter, at jeg føler det som en eksotisk ekskursion, når jeg skal ind til København C. Det eneste, jeg ikke er i nærheden af, er horisonten. Så jeg savner landet.

"Skal vi bo her nu?"

Jeg var ude ved mine forældre forleden. Der går stadig ingen bus derud, men nu har jeg til gengæld en kæmpe Volkswagen, som min mand og jeg jævnligt stopper alle vores børn ind i for at få dem kørt ud på græs.

Hos mine forældre smider jeg altid som det første byklunset og tager gummistøvler og overalls på, og der er altid et eller andet, der skal laves – drivhuset skal gøres forårsklart, et bed skal luges, noget hø skal op på loftet i laden, et absurd antal kubikmeter brænde skal kløves. Imens fræser mine drenge rundt. Min yngste søn på et år hjælper mig med at sprede alle de blade, jeg lige har revet sammen i en bunke. Min mellemste på to lukker hønsene ud af hønsegården. Min ældste på fire indtager en flisbunke, som han bruger som rutsjebane. Han vender sig om mod mig og siger med det, der lyder som håb, i stemmen: “Skal vi bo her nu?”

På landet er det anderledes

At være sammen med mine unger udenfor er omtrent tusinde gange federe på landet, end det er i byen. I byen leger ungerne, mens vi kigger på. De må ikke blive væk eller løbe ud foran en bil eller bide et af de andre børn fra gården i skulderen, og derfor findes den mulighed ikke at slippe dem af syne.

Ude på landet er det anderledes. Der har vi alle sammen gang i et eller andet, ungerne kan få lov at fortabe sig i noget uden hele tiden at have vores øjne på sig, og omvendt kan vi voksne sludre eller få kløvet det brænde, uden børnene behøver at hænge op ad os.

Det mærkelige er, at netop fordi der er mulighed for at være sig selv, er der også meget bedre mulighed for at være sammen. Vi står ikke bare og glor ind i ungernes verden, de sidder ikke bare og glaner ind i vores. Ude på landet fletter deres verden og vores verden sig sammen hen over bedet med gulerødder. Og så er der saftevand i drivhuset bagefter. Og om aftenen gløder horisonten. Solen sender sit messinggule lys skråt hen over landskabet, og jeg er decideret ved at græde ved tanken om, at der ikke findes et sted som dette, lige midt på Vesterbrogade

LÆS FLERE KLUMMER AF LEA KORSGAARD HER.