Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Laura Kvist Poulsen
Foto: Sara Skytte

Laura Kvist Poulsen

”Jeg har lært, at man ikke kan redde folk, når det kommer til misbrug”

Skuespiller Laura Kvist Poulsen kunne i lang tid ikke forlade sin alkoholiserede og voldelige ekskæreste.

Hvilken var den første vej, du gik på?
– Tingbergvej, som vi flyttede til, da jeg var to-tre år gammel. Mine forældre, som var socialpædagoger, var med i en forsøgsordning, hvor de "flyttede ud i problemerne". Det betød, at vores lejlighed var åben 24-7. Man oplevede lidt af hvert derude, for der kom mange, som enten havde fået tæsk eller havde andre problemer derhjemme. Nogle gange, var det mig, der tog imod dem.

– Selv om det var et slemt område, var der også grønne plæner og legekammerater, og jeg mødte alle mulige mennesker derude. Faktisk var det os, der var den mærkelige familie, for de andre kom fra lukkede hjem med væg til væg-tæpper. Vi flyttede ind til byen, da jeg var 12 år, og det var jeg ret glad for.

– Jeg er den yngste ud af en flok på seks børn. Min far havde fire i forvejen med en anden kvinde, og da han mødte min mor, fik de os to piger sammen. Det betød, at vi i nogle weekender var rigtig mange, og min mor syntes vist, at det var lidt hårdt at lave boller i karry til seks børn. Men det var sgu også idyl, og vi havde det godt sammen.

Din levevej?
– Jeg har haft alle mulige slags job. Jeg er så forarget over alle de teenagere, der får penge hjemme for ikke at lave noget. De der ungdomsjob var jo sjove. Da jeg var 15 år, fik jeg for eksempel job i Grand Teatret, hvor jeg skulle sælge slik. Jeg kunne også sidde og lave lektier, mens der var film. Men Kirsten, som var vores chef, lærte os at gå på arbejde, komme til tiden og have respekt for arbejdspladsen. Blandt andet dengang nogle af drengene, der arbejdede der, kom til at sælge lidt fribilletter under disken. Da Kirsten fandt ud af det, blev vi alle kaldt ind for at høre, hvad vi vidste om det. Jeg vidste heldigvis intet.

– Da jeg fik drama i gymnasiet, blev jeg ret interesseret i at blive skuespiller. Jeg søgte ind på teaterskolen, lige da jeg var blevet student, men jeg kom ikke ind. Så fandt jeg en skuespiller, som jeg kunne læse hos. Alligevel gik der seks år, før jeg kom ind, og det blev en livsstil at arbejde hele året og søge ind hvert år efter sommerferien. I dag kan jeg godt tænke: Hvad var det lige, der var så vigtigt med den uddannelse? Jeg er glad for den, selv om jeg bruger den til noget andet end teater og tv, som jeg troede, at jeg skulle.

LÆS OGSÅ: Hanne Boel: ”Jeg er ikke bare en gammel popmoster”

Hvornår i livet har du taget en genvej?
– Jeg mødte Søren Østergaard i 2005. Kort tid efter blev jeg spurgt, om jeg ville lave Zirkus Nemo med ham. Jeg havde ret mange fordomme om cirkus. Skulle jeg så være cirkuspige og bo i en vogn fem måneder om året? Men jeg blev bidt af cirkusdjævlen, og jeg har været med lige siden. Jeg er dog ikke ret meget på scenen, men jeg er personlig assistent for Søren Østergaard og hende, der hjælper bag kulissen.

– Dengang jeg lavede Krysters Kartel, føltes det bare kæmpestort, og vi troede, vi skulle på turne og alt muligt, men så kom jeg med i Zirkus Nemo. Man tror altid, man ved, hvordan alting skal gå. I dag synes jeg faktisk, det er meget rart at rende rundt i gummistøvler på en mudret cirkusplads i Silkeborg.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Jeg tror, det er min søster. Som yngre var vi meget forskellige steder, fordi hun er fire år ældre end mig, men til min konfirmation holdt hun en tale for mig, hvor jeg tænkte: Okay, hun kan sgu meget godt lide mig. Dér skete et skift i vores forhold, og siden var hun den, der reddede mig, når automaten havde spist mit dankort og den slags. Hun er blevet præst i mellemtiden, men hun har altid været rigtig god til at lytte.

Hvornår kan du føle dig på afveje?
– Jeg havde engang en kæreste, der var alkoholiker. Jeg kom jo fra et miljø, hvor jeg troede, jeg kunne håndtere det, jeg kunne hjælpe ham, og jeg kunne redde hele verden. Jeg blev sammen med ham i alt for lang tid. På et tidspunkt sagde min søster, at hun ikke ville se ham mere. Han endte med at blive voldelig over for mig, men det skulle der åbenbart til, før jeg forlod ham. Jeg lærte, at man ikke kan redde folk, når det kommer til misbrug. Da jeg var gået fra ham, startede jeg i terapi. Da jeg begyndte at snakke om ham, sagde terapeuten: "Jeg gider ikke snakke om ham alkoholikeren. Vi skal snakke om dig." Det åbnede en helt ny verden for mig.

– At jeg havde været sammen med en alkoholiker i alt for lang tid, handlede jo væsentligt mere om mig end om ham. I det hele taget havde jeg nok haft en tendens til at møde mænd, der var lidt for sølle. Siden har jeg også kunnet bruge det i arbejdsrelationer. At sige: "Hvad handler det her i virkeligheden om?" Jeg havde det for eksempel også ret svært med en instruktør på et tidspunkt, men jeg lærte at sige: "Okay, handler det her i virkeligheden om mig selv?" Det gjorde det jo, ligesom det gjorde med ham kæresten, som var alkoholiker. Det var sgu nogle hårde lærepenge, for jeg var forelsket, men når jeg ser tilbage på det forhold, gik der for meget tid med at holde øje med, om han drak. Og så har der i øvrigt ikke været nogen mænd i mit liv sidenhen, ha-ha-ha!

LÆS OGSÅ: Linda P: ”Hver gang han kom tæt på mig, flyttede jeg mig. Ja, det første kys var sgu svært”

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Jeg har ikke nogen kæreste nu, men jeg har til gengæld hunden Palle, som er en gammel cirkushund, Zirkus Nemo lejede et år, fordi den skulle optræde. Søren Østergaard kunne ikke have den boende, så derfor blev det skrevet med meget små bogstaver i min kontrakt, at jeg skulle have den hos mig. Da sommeren var gået, kunne jeg ikke undvære den, og så lavede de sådan en seance, hvor jeg fik den overrakt. Der var ikke et øje tørt, og folk sagde, det var bedre og mere rørende end at se Sporløs.

Mister du nogensinde ­vejgrebet?
– Sidste forår blev jeg opereret for en byld på leveren. Kort tid efter fik jeg en hovedpine, som jeg aldrig har haft før i mit liv. Det var lige op til premieren på Zirkus Nemo, og det endte med, at jeg blev opereret for endnu en byld, men denne gang på hjernen. Jeg var indlagt i seks uger. Det var godt nok hårdt at ligge der og vide, at der nu var premiere på Zirkus Nemo, men på den anden side tror jeg også, det er sundt at vide, at man kan erstattes. Og de kunne heldigvis sige med det samme, at det ikke var kræft. Alligevel blev mit liv vendt op og ned, og jeg tænkte meget over, at jeg er taknemmelig for, at der er mennesker derude, der elsker mig.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Puha! I starten kunne jeg ikke lide det. Især de dage, hvor man er træt og uoplagt, og jeg ved godt, det her er strengt sagt, men når man kommer rundt i landet, så peger folk altså på en. Nogle gange kommer folk også hen og spørger, hvor de nu kender mig fra. Så svarer jeg, at det ved jeg ikke, for det gør jeg jo faktisk ikke. Det kunne jo være fra en fest i 1987. Det er for det meste søde mennesker, der kommer over, og det er jo prisen, man betaler for at lave tv og de andre ting, jeg laver.

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Det gode ved at skifte stiletter ud med gummistøvler er, at det bliver mere vigtigt at være end at se ud”

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er den yngste i en søskendeflok på seks børn, og alle har været vant til, at jeg opholdt mig i et cirkustelt fem måneder om året. Nu er jeg en lillesøster, der er på vej til at blive voksen. Jeg skal blandt andet blive bedre til at holde fri, for min far er lige kommet på plejehjem, og selv om han altid har været meget aktiv og snakkende, kan han ikke tale mere. Jeg kan dog godt mærke, at han stadig er derinde. Han blev meget syg i sommer, og det gjorde min mor ked af det. I sådan en situation er det ikke så smart, at jeg sidder i en cirkusvogn i Jylland. Derfor vil jeg gerne begynde at komme mere hjem i weekenderne, det er jo nærmest et fuldtidsjob at have gamle forældre. Jeg har haft en kæmpe frihed, men nu skal jeg vænne mig til, at jeg skal være noget for nogen. Det er faktisk også en gave at finde ud af, at jeg godt kan hjælpe et gammelt menneske på toilettet, når jeg skal.

Hvad tænkte du på på vej ­herhen?
– At jeg skal i gang med at lave rigtigt skuespil igen efter endnu en sommer med Zirkus Nemo. Jeg synes, det er fedt, når jeg får lov at lave noget andet også. I Livsens Ondskab skal jeg både spille mand og kvinde. Stykket handler om, hvordan det er at komme som fremmed til en lille andedam. At man ikke må komme udefra og tro, at man er noget. Det er faktisk meget tidstypisk, så mon ikke der også ligger en lille politisk kommentar i det? 

LÆS OGSÅ: Skuespiller Vigga Bro: "I dag får vi alle vores oplevelser gennem små apparater i hænderne. Ingen kigger på hinanden mere"

LÆS OGSÅ: Christina blev mobbet: ”I idrætstimerne tyrede de bolde i hovedet på mig, de spændte ben, trak stole ud, når jeg var ved at sætte mig”

Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte og Interview