Lea Korsgaard: Hvordan skal vores børn finde deres kammerater i de nye megafritidshjem?

"Jeg tror ikke en skid på sukkerpolitik," var Lea Korsgaards reaktion, da hun var til intromøde i sønnens vuggestue. Nu er der ikke længe til, han skal starte i skole, og igen er ALT for damernes klummeskribent ved tasterne. Denne gang for at lufte sine bekymringer om de gigantiske institutioner, vi sender vores børn i hver dag. Der er mange udfordringer ved skolestart – og mange gode måder at gøre dit barn skoleklar på. Én ting er den lærdom, vi propper i hovedet på vores børn, når de sidder i klasselokalet. Noget andet er det rent sociale. Sådan lærer dit barn at blive en god ven og lærer andre mennesker at kende. Læs Lea Korsgaards klumme her.

KLUMME: Min søn skal begynde i skole til sommer, og jeg var inviteret til det obligatoriske intromøde i den lokale folkeskole, vi hører til. Arrangementet foregik i skolens multihal, der var hvide papirsduge på bordene, kaffe på kanderne, og skolens leder holdt en engageret tale.

Der var ikke en finger at sætte på hverken arrangementet eller skolen. Det kørte som en veldrevet virksomhed, det var tjekket, og ugen efter blev min søn og alle andre børn, der skal begynde på skolen til sommer, inviteret til cirkus med en helt vildt sjov klovn. Det var folkeskolen, når den viser sig fra sin bedste side i 2015. Jeg er sikker på, at der går mange glade børn på den skole. Alligevel var der noget, der skurrede i mig . Noget, der til min egen overraskelse gjorde mig i tvivl om, hvorvidt vores søn skal begynde i folkeskolen til sommer. Jeg havde det svært med, at skolen med sine tre skolegårde, 800 elever og over 70 ansatte var gigantisk.

Den skole, vi hører til, er på alle måder et produkt af den funktionalistiske tankegang, der har gennemsyret den offentlige sektor de seneste 30 år. I rationalitetens og effektivitetens navn er ikke bare skoler, fritidshjem, børnehaver og vuggestuer i stigende grad blevet klappet sammen til mastodontenheder, men også kommuner, sygehuse og offentlige kontorer. En fejende bevægelse har totalforandret det offentlige Danmark. Små landsbyskoler er lukket, skadestuerne centraliseret. Og hver gang sker det med fornuftige argumenter, det er svært at være uenig i: Det giver langt større kvalitet i behandlingen at samle alle hjertespecialister ét sted. Det er billigere og mere effektivt at drive ét stort skattecenter end mange små. De bittesmå skoler kan ikke levere en faglighed på det niveau, der kræves, hvis vores børn skal være blandt verdens bedste.

Da jeg sad der i multihallen, kendte jeg alle argumenterne. Mange af dem var jeg endda enig i. Men nu – med udsigt til at skulle sende min egen søn ind på en af funktionalisternes gigantinstitutioner – var der noget ved de rationelle, kølige kalkuler, jeg simpelthen ikke kunne komme overens med. For hvad med alle de argumenter, der ikke passer ned i en pengekasse eller en skrivebordsskuffe? Hvad med det her: at børn har svært ved at finde deres kammerater i en endeløs række af hjørner i Københavns nye megafritidshjem. At den personlige kontakt mellem forældre og skoleleder ligger nærmest ubegribelig fjernt på et sted, hvor der er 800 forældrepar om at deles om opmærksomheden. At de små landsbyskoler er dem, der knytter lokale fællesskaber sammen. At de fleste provinssamfund har brug for drivende kræfter, og at den slags drivende kræfter ofte skal findes blandt dem, der har et overskud at give af – læger, lærere, sygeplejerske, veluddannede offentligt ansatte, alle dem, som forsvinder, når centraliseringen sætter ind.

Jeg ville så gerne støtte folkeskolen. Jeg synes, vi har en fælles forpligtigelse til at skabe fælles rammer for vores fælles fremtid. Jeg synes, mine børn skal lære andre mennesker at kende end dem, der ligner dem selv. Men efter infomødet i multihallen føler jeg mig desillusioneret. Jeg tror, at menneskeligt engagement fødes ud af menneskelige relationer – at grundlaget for ethvert fællesskab er mennesker, der kan hinandens navne og kender til hinandens baggrund på en konkret, næsten intim måde. Vi knyttes ikke sammen af abstrakter. Vi knyttes ikke sammen af gode intentioner. Vi knyttes sammen af at kende hinanden. Helt enkelt. Men hvordan skal man lære at kende hinanden, når man holder til i tre forskellige skolegårde?

LÆS OGSÅ: Skader du dine børn ved at lægge billeder af dem online?

LÆS OGSÅ: Pressede børnefamilier skal arbejde mindre

LÆS OGSÅ: Skolestart: Undgå at dit barn bliver skuffet