Jeg har en Nokia-telefon af ældre model, så ældre faktisk, at den ikke kan gå på nettet og ikke har det, der bare ligner en touchscreen. Da jeg for snart to år siden spurgte specifikt efter netop denne model i Føtex’ elektronikafdeling, kiggede den sikkert meget kompetente ekspedient totalt uforstående på mig. Han måtte ud på lageret og rode rundt. Jeg går ud fra, at den telefon, han endelig fiskede frem til mig, var tiltænkt en på 89. En, der havde erkendt, at han eller hun var født et par generationer for sent til at blive bare nogenlunde fortrolig med Instagram.
Jeg betalte glad min telefon ved kassen og har været godt tilfreds siden. Dette fortidslevn fra sidste årti har hjulpet mig med at begrænse mit indoptag af mails og tweets og updates og blinkende nyheder bare nogenlunde. Det har lagt en sund hindring i vejen for mig, så jeg ikke har brugt enhver pause på at gå på Facebook og dermed straks annulleret pausen med et enkelt klik.
Mit Nokia-liv har, vil jeg mene, gjort det nemmere at trække stikket. Og trække vejret. At tænke i mere end 140 tegn ad gangen.
Men nu er det slut. Tastaturet klistrer af Tik, tak, klik, klak Lea Korsgaard om juleønsket, der vil bringe pauser ind i hendes liv ”Noget skal minde mig om, at det bør være en aktiv handling at gå online og ikke et tic, en ubevidst spasme” en æblejuice, nogen har hældt ned i den, det lyder underligt, når jeg taster på den. Og ærlig talt er jeg også ved at være træt af, at hukommelsen på den kun rækker til, hvad der føles som fire sms’er og syv billeder af børn. Det sker også, jeg faktisk har lyst til at kommunikere med verden, når jeg venter på bussen – at jeg har noget på sinde, som nogen bestemt burde like, og som jeg ikke kan få ud af systemet, fordi Nokiaen bare ligger der i min hånd og ser vildt todimensionel ud.
Så nu ønsker jeg mig en iPhone i julegave. Men jeg ønsker mig også noget andet. Jeg har stadig brug for at tænke mig om, før jeg partout hiver telefonen op af lommen. Noget skal minde mig om, at det bør være en aktiv handling at gå online og ikke et tic, en ubevidst spasme, som tager mine pauser fra mig. Der skal en forhindring i vejen mellem mig og skærmen.
På min ønskeliste står der derfor også et gammeldags armbåndsur. (Rasmus, hvis du læser dette: Meget gerne det guldbelagte stålur fra Michael Kors på net-a-porter, som kun vil sprænge vores gavebudget en anelse, hvis du slår gaven sammen med min fødselsdagsgave og slår dem sammen med julegaven for 2014 også). Og hvorfor så et ur? (Det kan også være det hvide fra Karl Lagerfeld).
Fordi så behøver jeg ikke bruge min telefon, når jeg skal se, hvad klokken er. Og fordi jeg derfor ikke behøver tage stilling til min mailboks og mine updates og mine tweets og mine nyheder, bare fordi jeg skal se, om jeg stadig er fem minutter forsinket.
At netop et ur vil bringe pauser ind i mit liv, er selvfølgelig besynderligt, set med historiske briller. Fordi uret engang var det, der inddelte det moderne menneskes liv i faste, bittesmå intervaller og dermed også bittesmå intervaller at komme for sent i, at stemple ind i, at optimere i, at effektivisere i. Uret naglede os uløseligt til tiden, og siden har øjeblikket været svært at få til at fylde mere end, well, et øjeblik. Men jeg tager gerne til takke med et ur. Jeg har brug for visernes monotone pulsslag. Hellere dem end det blinkende hav af sirener på skærmen.
