Lene Siel
Foto: Malene Porup Lene Siel (f. 1968) er sanger og musiker – har udgivet 14 cd’er og optrådt ved hundredvis af koncerter og arrangementer. Mor til Julie, Emilie og Emma

Sangerinde Lene Siel: "Jeg står på helt egne ben for første gang i livet"

Hun har været i et vadested de seneste år, men nu er lysten til at synge og lave ny musik ved at vende tilbage, og Lene Siel kan mærke modet, gejsten og kreativiteten vokse dag for dag.

Den første tid

– Mine forældre var musikere, men de lagde turnélivet bag sig, da de fik børn og købte i stedet en danserestaurant med udsigt over havet i Sæby. Jeg havde en privilegeret barndom, og sangen kom allerede ind i billedet, da jeg var fem år. Min far fik arrangeret, at min søster, som var to år ældre, og jeg skulle optræde på et plejehjem, hvor min søde tante Karla boede. Jeg var ikke det mindste nervøs, og det faldt mig nemt at synge rent. Vores lille koncert gik så godt, at succesen kunne gentages, og de næste år sang vi rundt omkring i lokalområdet. Alt var fint, indtil de tidlige teenageår, hvor mine forældre gik fra hinanden, og min mor flyttede til Norge med min søster. Jeg blev boende hos min far, men der fulgte ensomhed med, og jeg var tvunget til at være mere voksen, end jeg skulle have været. Musikken blev lagt til side, men senere begyndte jeg at synge kor for andre sangere for at tjene nogle penge. Nogle folk i branchen hørte mig, og så blev jeg tilbudt en pladekontrakt. The rest is history, som man siger.

Tiden lige nu

– Siden min skilsmisse for fire år siden har jeg været i et vadested. En overgang til noget nyt der ikke er helt defineret endnu. Min eksmand var kapelmester i mit orkester, så det private og det faglige var filtret sammen, og det har jeg haft brug for at trække mig lidt væk fra. I stedet for at synge åbnede jeg caféen Tante Karla på Falster, og det har været sjovt og lærerigt.

– I år har jeg dog kunnet mærke lysten til musikken vende seriøst tilbage, så nu har jeg forpagtet Karla ud, og skal blandt andet i studiet for at indspille en julesang. Hele musikbranchen har slået en kolbøtte de sidste ti år. Alt er digitaliseret, og det er udfordrende, når man som jeg har været vant til at få min musik ud på cd’er. Her skal der tænkes nyt, og det kan være overvældende, fordi så meget andet også har været nyt og ukendt land siden skilsmissen. Men kræfterne, modet, gejsten og kreativiteten vokser og bliver stærkere. Dag for dag.

Lene Siel
Foto: Malene Porup.

Min bedste tid på dagen

– Jeg elsker sen eftermiddag. Om sommeren er det som om, lyset får en særlig intensitet lige der, og i den mørke del af året, er det skumringstimen. For mig giver begge dele et særligt velbehag, og jeg får lyst til en god kop kaffe eller lidt chokolade. Mange, mange gange har jeg siddet i bilen på det tidspunkt på vej til et sted, hvor jeg skal synge om aftenen, og så er det perfekt med et lille stop, hvor jeg holder ind til siden og bare nyder nuet. Er der noget sødt at gumle på, skal jeg passe på, pausen ikke bliver for lang, for jeg har en vel sød tand, der skal holdes øje med.

LÆS OGSÅ: Laura Drasbæk: "Kærester er skønne, men hold kæft, de tager din tid"

Min bedste tid på året

– Før min skilsmisse ville jeg helt klart have svaret julen. Jeg har altid været helt vild med alle traditionerne i december, pynt, gaver, god mad og i særdeleshed samværet med familien. Men det sidste er ikke, som det var, så nu er mit forhold til julen anderledes og ikke min bedste tid mere. I stedet vil jeg sige sommer. Jeg holder meget af at være i mit sommerhus på Falster, og det har givet travlhed, liv og leben at åbne café og butik der. Caféen er som sagt forpagtet ud nu, men jeg har stadig en lille butik, hvor jeg lejlighedsvis sælger tøj og brugskunst. Især i sommerperioden møder jeg et hav af glade mennesker, og glæde smitter på skønneste vis.

Lene Siel
En purung Lene. Foto: Egmonts Historiske Arkiv.

Min bedste tid i livet

– Det giver sig selv, at hver af mine døtre har bidraget til højdepunkter i livet. Og derudover vil jeg sige, tiden lige nu. Siden jeg flyttede hjemmefra, har jeg haft kærester, men nu står jeg på egne ben for første gang i livet, og det er hamrende hårdt, men også fantastisk. Jeg kaster en million bolde i luften, mister nogle, men griber andre, og hver af dem føles som en succes, der gør, at jeg udvikler mig. Selvom jeg er over 50 år, føles det som om, verden ligger åben, og det er altså en spændende invitation.

Min værste tid i livet

– Lyder det mærkeligt, hvis jeg siger, at det også er tiden lige nu? Selvom der er langt flest gode dage, der hvor jeg er kommet til i processen, så er en skilsmisse et lynnedslag i en familie. Jeg har været så ulykkelig, at jeg bare kunne ligge på gulvet og græde, og der er stadig den der: to skridt frem og et tilbage. Hvor det virker så uoverskueligt selv at skulle klare alting. Også det praktiske. Så tænker jeg, at det orker jeg simpelthen ikke, men finder kræfterne, fordi jeg skal, og så bliver det en succesoplevelse; Jeg gjorde det fandme! Så sker skiftet igen fra værste til bedste tid …

Lene Siel
Lene og søsteren Tina. Foto: Egmont Historiske Arkiv.

Hvis jeg fik en billet til en tidsmaskine

– Så ville jeg rejse tilbage til min ungdom og sørge for, at unge Lene fik sig en konkret uddannelse. Jeg begyndte på en økonomi- og handelsuddannelse, men sprang fra, fordi jeg fik en pladekontrakt. Og selvfølgelig skulle jeg synge og gå ind i alt det, der fulgte med, men det havde været godt for min personlige udvikling, hvis jeg havde haft lidt mere pondus, inden musikkarrieren rykkede, og det, tror jeg, en uddannelse kunne have givet mig.

LÆS OGSÅ: Monica Krog-Meyer: Jeg mødte min kærlighed på en helt særlig måde - og det kan anbefales

Man siger tid er penge?

– Ja, der skal arbejdes for pengene, så det er da sandt. Jeg er blevet meget mere økonomisk bevidst de sidste år. Dels fordi der har været færre penge, og dels fordi jeg nu har det fulde overblik over økonomien. Da jeg var gift, var det min mands område, men nu har jeg roret. Jeg bruger penge på det, der er nødvendigt, men egentlig kan man nøjes med lidt. Mad skal vi have, men køb af tøj og ting begrænses. Sådan er samfundstendensen også nu, og mine døtre har banneret oppe og taler om bæredygtighed og genbrug i en tone, der ville afholde mig fra at shoppe amok, selv hvis lysten skulle dukke op. Lidt loppefund hist og pist bliver det dog stadig til.

Lene Siel
Foto: Malene Porup.

Om biddet fra tidens tand

– Der var en vis tyngde over det at fylde 50. En bevidsthed om, at livet går lige hurtigt nok. Et kig i spejlet røber også, at jeg ikke er 25 mere, men egentlig kommer forandringerne snigende på en måde, så jeg ikke direkte lægger mærke til dem. Og jeg gør da også mit bedste for at holde dem hen. Dyrker motion med en personlig træner en gang om ugen, spiser varieret og sørger for at passe min hud med rens, fugt og gode produkter. Indtil videre kører det ok, og jeg tænker ikke i plastisk foryngelse og den slags, men får jeg brug for det, kunne jeg sagtens finde på at få løftet øjenlågene. Jeg behøver ikke se mange år yngre ud, men jeg vil være pænest mulig for den alder, jeg har. Der spiller det nok også en rolle, at jeg som sanger optræder for folk og står på en scene.

Den sidste tid

– Åhh, der er det altså vigtigt, at man har fred med sig selv og sit sind. Alderdommen er desserten efter et liv, hvor man skal være blevet mæt af oplevelser, erfaringer, glæde og hak i tuden. For mig ligger den sidste tid forhåbentlig om mange år. Min mor er 85 og stadig i fuld vigør og uden nævneværdige skavanker. Hun har stadig håb og drømme, og tænk, om jeg kan få det på samme måde. Så er der mange kapitler endnu – måske med musik? Det kan også være, jeg flytter på landet og får en hest. Og hvem ved, måske møder jeg en ny mand og kærligheden igen. Det ville være trist ikke at tro på tosomheden, men jeg skal være klar og åben for forelskelse, og det er jeg ikke endnu.

– Har jeg mors gener, er der heldigvis masser af tid. Til allersidst, når den så alligevel slipper op, må det gerne gå nogenlunde hurtigt. Med sanser og forstand i behold så det bliver værdigt og fint. Hvad der venter på den anden side af døden, ved jeg ikke, men jeg tror, der er mere mellem himmel og jord. Mennesker, der har haft hjertestop og bliver genoplivet, fortæller jo enslydende historier om, at der stadig er en slags bevidsthed efter sidste åndedrag. De beretninger lytter jeg til med forhåbning, for de er da rarere end tanken om evigt ingenting.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende, Musik og Skilsmisse