Maren Uthaug: ”Jeg har fået tre børn uden at have haft betalt barselsorlov”
SPONSORERET indhold

Maren Uthaug: ”Jeg har fået tre børn uden at have haft betalt barselsorlov”

Tegner og forfatter Maren Uthaug har både tjent mange penge i reklamebranchen og suget på lappen med tre små børn. Lige nu er hun aktuel med en ny roman.

Af: Marie Varming og Sara Wilkins Foto: Sara Skytte
18. nov. 2019 | Livsstil | Hendes Verden

- Jeg har været nede at ligge mange gange, men jeg kommer altid op igen.

Sådan siger tegner og forfatter Maren Uthaug om de perioder i sit liv, hvor hun har følt sig på gyngende grund.

Det skete for eksempel, da hun sagde sit faste job op i reklamebranchen lige inden, hun regnede med at blive gravid.

– Folk sagde, jeg var åndssvag, men jeg har fået tre børn uden at have haft betalt barselsorlov. Jeg var så træt af, at jeg ikke kunne stå på rulleskøjter klokken 11, når vejret var godt, så jeg valgte det kaotiske liv uden fast indkomst. Jeg solgte min bil og droppede alle store udgifter. Heldigvis har mine børn altid kunnet sove om dagen, så jeg kunne arbejde, og hvis du træffer et aktivt valg om aldrig at vaske op eller gøre rent, er der masser af tid til at arbejde. Nu kunne jeg endelig stå på rulleskøjter om formiddagen, og jeg tjente endda flere penge som freelancer, fortæller Maren Uthaug i et stort interview i denne uges Hendes Verden.

Fra hånden til munden

Men det søde freelancerliv stoppede brat, da finanskrisen kom i 2008. Her mistede Maren mange af sine faste kunder, og dét kunne mærkes på levestandarden.

- I mange år levede vi fra hånden til munden. Jeg kan huske engang, jeg gik med to små børn i barnevognen og en tredje, der stod på et bræt foran. Da jeg gik over et fodgængerfelt, kunne jeg pludselig se det ene hvide hjul trille af sted foran mig. Så forbarmede min mor sig og købte en ladcykel til os, husker Maren Uthaug, som bor med sine tre døtre og kæresten Allan i et hus på Frederiksberg, som de købte inden krisen.

– Vi er de lalleglade typer, der ikke tager tingene så seriøst, og det første halve år boede vi i kælderen to voksne, tre børn og alle kattene. Ungerne skulle i skole, kattebakkerne skulle skiftes, og der var ikke rindende vand. Jeg sad bare i sofaen og havde ikke vasket hår i en evighed. Der stank så meget, at da min søster kom på besøg, troede hun, en af kattene havde skidt i et hjørne. Alt i huset er noget, som Allan har bygget, når han har tid, og møblerne er gammelt skrammel, vi har arvet. Ovenpå bor min veninde Mette med sine to børn. Vi spiser tit sammen, og så har jeg ovenikøbet også lige lejet et sommerhus ved siden af Mettes næste sommer. Det fungerer rigtig godt, og vi har haft forbavsende få kriser.

I dag lever Maren Uthaug blandt andet af at være stribetegner for Politiken, og så er hendes tredje roman En lykkelig slutning, der handler om en bedemandsslægt i otte generationer, udkommet 1. november. Læs meget mere om hende i denne uges Hendes Verden, hvor hun blandt andet fortæller om sin kaotiske barndom, og hvorfor hun får mere ud af en "psykopatisk vrede" end passiv gråd.

Anbefalet til dig