Maria Rich om sine børn: "Jeg ser dem egentlig ikke som drenge, men som forskellige personligheder"

Om mit arbejde ved jeg nu …

– At jeg er teatermenneske af sind og sjæl. I mange år turde jeg ikke sige, at jeg ville være skuespiller, for skuespil er i mine øjne den smukkeste kunstart og sæt nu, at jeg ikke kunne finde ud af det, det ville være en forbrydelse. Jeg elsker den særlig dynamik, der opstår, når jeg sammen med andre får et teaterstykke op at stå, og publikums respons langsomt forbedrer min præstation. Men det har også været rigtigt godt at få trænet en anden af mine skuespillermuskler ved at være med i tv-serien Bedrag på DR1, hvor optagelserne stod på over et helt år.

– Jeg forberedte mig til rollen som bankdamen Anna i serien ved at være i praktik i en bank. Her mødte jeg dygtige, professionelle kunderådgivere, der gik op i at være servicemindede og høflige og have et kontrolleret kropssprog. Det brugte jeg i min rolle. Jeg forsøgte at vise, hvordan Anna har fremelsket en facade, der har most hendes eget jeg dybt ind i hende selv. På den måde ligner hun mig slet ikke, mit jeg er på ingen måde most i bund.

LÆS OGSÅ: Michèle Bellaiche: "Jeg tror på, at du aldrig møder den forkerte"

Om scenenerver ved jeg nu …

– At jeg ser det at have nerver på som en gave, når jeg er ved at indøve en rolle. De giver mig energi, så jeg kan mærke mine fingre, ja hele min krop, og de gør mig fokuseret på den ene ting, jeg vil have skal lykkes. Alle tanker om oprydning derhjemme eller mails, jeg ikke har svaret på, bliver fejet væk. Det samme syn har jeg på nervøsitet. Når jeg bliver nervøs, spørger jeg mig selv hvorfor. Så har jeg straks en konkret ting, jeg skal overvinde. Tvivlen er en tredje god ven. Den giver mig et fingerpeg om, at jeg skal blive ved med at vende den næste sten og søge, jeg har endnu ikke nået mit mål.

Om min opvækst ved jeg nu …

– At der var højt til loftet og masser af kreativitet i mit barndomshjem i Hellerup. Jeg var et fjollet, skævt og skørt barn, som var meget ihærdig med de lege, jeg havde gang i. Min mor var hjemmesygeplejerske og havde altid stærke beretninger fra livet derude med hjem til spisebordet, hvor der både blev talt om sygdom og død. I kælderen havde vi et keramisk værksted, fordi min mor også arbejdede lidt som keramiker og syede tøj for folk. Det var meget inspirerende. Og min far, der var arkitekt, tegnede. Jeg har også en fire år yngre lillesøster, vi lavede alting sammen dengang. Hele familien var i gang med at klippe og klistre, sy og lave modeller af det ene og det andet. F.eks. skabte min søster og jeg små teatre. I dag bor min søster i Stockholm og har fået familie deroppe, men vi deler fortsat vores tanker og indre liv med hinanden via mobilen, det er dejligt.

Om forelskelse ved jeg nu …

– At jeg blev forelsket med det samme, da jeg mødte min mand, David, til en fest på Filmskolen i 2001. Vi kastede os over hinanden, både fysisk og åndeligt. Stadig i dag er det en stor del af vores forhold, at vi er så nysgerrige på hinandens sind og interesserede i hinandens fag. Vi har altid en spændende og udfordrende dialog i gang om vores ambitioner, planer og drømme.

– Da jeg havde være sammen med David et par dage, sad jeg og kiggede i hans fotoalbums og ser pludselig et billede af hans farmor, Aase, som jeg udmærket kender. Hun er nemlig min mormors allerbedste veninde. Det var bare så pudsigt. Det viste sig også, at Davids far havde boet hos min mors familie i sin barndom. Så vores familier faldt hinanden om halsen, da de mødtes første gang, og bar os frem med deres entusiasme.

Om mod ved jeg nu …

– At jeg helt klart er modig af natur, men det er ikke usædvanligt blandt dem, jeg omgiver mig med. F.eks. er mine børn fantastisk modige i den måde, de tør være sig selv på. De gør ikke noget bare for at blive en del af kliken.

– Mit mod har bl.a. givet sig udslag i, at jeg fødte mine to yngste børn hjemme. Ved fødslen af min ældste søn på hospitalet, følte jeg, at andre tog over, og jeg mistede magten over situationen. Så da jeg blev gravid igen, besluttede jeg at gøre det på en anden måde. Begge mine hjemmefødsler gik godt. Faktisk gik det helt utroligt med den yngste. Da hjemme-jordemoderen kom, var jeg allerede ti centimeter åben, og jeg trak selv min søn ud og lagde ham på min sofa. Det var en fantastisk oplevelse.

Om at være mor til tre ved jeg nu …

– At vi har gjort en dyd ud af, at vi alle fem i vores familie er omstillingsparate. Nogen gange må en af drengene sove hos mig i garderoben, eller de må tage deres lektier med på en rejse. Min mand, David, er arkitekt, og ligesom mig har han skøre arbejdstider og er meget på farten. Det er en stor logistisk udfordring at få vores hverdag til at gå op, så alle er mætte og tilfredse. Det kræver, at jeg tit er oppe i et meget højt tempo. Men vi er gode til det, synes jeg, vi har det sjovt. Heldigvis har jeg nogle ansvarsfulde sønner, som er opdraget til at deltage i det praktiske. De vasker tøj, køber ind og laver mad. Og indimellem tager vi alle fem op i vores dejlige sommerhus i weekenderne og lever stort set skærmfrit og nyder at slappe af sammen og få snakket.

Om mænd og kvinder ved jeg nu …

– At der er flere ligheder mellem os, end der er forskelle. Da jeg fik mine børn, og der kom den ene dreng efter den anden, tænkte jeg, at det bliver svært at være mor for så mange af det andet køn. Jeg er jo selv vokset op i et hjem med mange af hunkøn. Men vi fokuserer ikke så meget på kønnet derhjemme. Jeg ser dem egentlig ikke som drenge, men mere som forskellige personligheder. Jeg har heller aldrig selv haft det godt med at blive defineret som en pige i skolen dengang i 1980’erne, hvor det feminine meget blev forbundet med lyserøde kjoler og fin makeup. Jeg følte mig helt klart som Ronja Røverdatter i den sammenhæng og foretrak til hver en tid at lege med lego.

LÆS OGSÅ: Susanne Bier: "Jeg er ikke sådan en, der går til fest og ligesom - knips - bare bliver festens midtpunkt"

Om venskaber ved jeg nu …

– At de betyder alverden, og jeg er så heldig at have mange af dem. Nok fordi jeg er nysgerrig af natur og ikke kan lade være med at involvere mig i dem, jeg møder, og nemt kommer til at holde af folk. Jeg er også meget loyal og har flere venner, jeg har kendt siden min barndom. Hvert år holder vi en stor familiefødselsdag i vores sommerhus, hvor vi fejrer alle vores fem fødselsdage, og der bliver antallet af gæster nemt gigantisk. Vores børn har det nemlig også med at samle på venner. Til hverdag er vi også tit ti til aftensmad. Det kan lyde besværligt, nu da en af os voksne ofte er ude at rejse. Men min ældste søns venner ved godt, at de skal hjælpe til og selv sørge for at få købt ind. Og min svigermor er italiener og har lært drengene mange enkle, italienske retter, som nemt kan udvides med mere pasta. Når vi så sidder bænket omkring bordet og taler sammen, kan jeg mærke, at jeg lever. Jeg har det godt med hele tiden at blive klogere på et eller andet.

Om selvværd ved jeg nu ...

– At jeg har det med manglende selvværd, som med nervøsitet: Det kan være en god hjælper. Hvis jeg føler, jeg ikke er god nok, eller at jeg bliver krænket eller udstillet, er det et tegn på, at jeg skal tage ansvar for at ændre nogle ting eller flytte mig. Jeg har medvirket i stykker på teatret, som ikke var landet et godt sted, og hvor det var hårdt at møde op hver aften og præsentere det for publikum. I sådan en situation forsøger jeg enten at forbedre min præstation eller sammen med mine kollegaer forbedre hele forestillingen. En tredje løsning er at få noget humor og distance ind. I hvert fald er det vigtigt at handle på sit manglende selvværd og aldrig resignere.