Maria Sejer
Foto: Patrick Bentley

Maria Sejer

"Jeg havde en pladekontrakt og alle muligheder for at lykkes. Og så blev jeg fyret – heldigvis"

På papiret så alting helt rigtigt ud: Min underskrift sad på mit livs drømmekontrakt. Men i virkeligheden rystede jeg af skræk og var bundulykkelig. Den dag, jeg mistede alt og blev fyret, blev det starten på at genvinde kontrollen over mit arbejdsliv.

KLUMME: Min telefon ringer i lommen. Prustende træder jeg videre i pedalerne og får famlende røret op til øret.

- Det er Maria, siger jeg.

- Maria, vi står her med morgenmad og venter på dig, kommer du ikke?, spørger stemmen i den anden ende.

Sådan starter det, jeg tror, skal blive mit livs karriereeventyr på ét af Danmarks største pladeselskaber.

Stemmen i den anden ende tilhører selskabets direktør, og det er min egen fest, jeg kommer for sent til: fejringen af min kontraktunderskrivning. Jeg kommer for sent, fordi jeg i virkeligheden ikke har lyst til at sætte min underskrift på papiret. Min advokat er gået på påskeferie og mangler at godkende kontrakten. Samtidig presser mit selskab på i den anden ende. Det er fredag, og det passer godt for alle at kunne gå på weekend med en nedbanket milepæl. Jeg dumper ind på kontoret med vægelsind og ondt i maven, men gør, hvad der er vigtigst for alle andre: Jeg skriver under. Lukas Graham-guldplader og Nephew-merchandise fylder hele lokalet, og min kontrakt ligger der og kigger på mig med et flot 6-cifret budget. Jeg er nu en del af guldklubben. På papiret ser alting rigtigt og glamourøst ud, men i virkeligheden er jeg rædselsslagen.

LÆS OGSÅ: Maria Sejer: Mine 20'ere var de værste år af mit liv

 

Bangebuks

Pladekontrakten bliver min hverdag. Det begynder at gå op for mig, at det er nu, det rigtig hårde arbejde starter. Der er ingen, som kommer og tager mig i hånden og sørger for, at alle mine drømme går i opfyldelse. Jeg skal selv insistere på at få pladeselskabet til at arbejde for mig og kræve, de bruger tid på mig, og det er jeg er verdens dårligste til. Konsekvensen bliver, at jeg trækker mig og holder mig langt væk fra selskabets hovedkontor, og når jeg endelig er der, kryber jeg langs panelerne. I alle andre sammenhænge er jeg en karakter, der fylder i landskabet, men inden for disse mure er jeg en anden. En dårlig udgave af mig selv. Jeg bliver mere og mere usikker på mig selv, og det er som om, at jeg er blevet bange for den store mulighed, jeg har fået.

En dag, da jeg er til møde med direktøren, bliver jeg spurgt, om jeg vil spille på en stor anerkendt festival, en festival, som mange bands ville dø for at spille på. Jeg stivner indvendig og ender med at takke nej til tilbuddet og gemmer mig bag en forklaring om, at jeg hellere vil fokusere på at skrive flere sange. Men i virkeligheden, siger jeg nej, fordi jeg ikke vil risikere at falde igennem på den store scene. Jeg er blevet en bangebuks, som lader frygt tage kontrollen over alle mine handlinger. Mine arbejdsprocesser trækker i langdrag, og jeg udskyder at udkomme med mine sange, fordi jeg er bange for, at det vil bryde med illusionen om, at jeg kan noget. Så længe jeg har min kontrakt, blåstemplingen af mit talent, liggende på mit natbord, er jeg potentielt verdens bedste artist. Med tiden bliver jeg mere og mere besværlig at arbejde med. Hvis ét enkelt menneske kritiserer ét enkelt element i min musik, så vil jeg have, at det hele bliver lavet om. Jeg er blevet en slave for alle andres mening, fordi jeg ikke kan finde ud af at stå fast på min egen.

En dag bliver jeg kaldt ind til et møde på pladeselskabet, som jeg tror, skal handle om fremtiden. Kort og kontant får jeg overleveret en trist besked: Samarbejdet må ophøre fra dags dato. Et øjeblik ramler det fuldstændig for mig. Min kontrakt er den mulighed, man aldrig får. Jeg føler mig totalt værdiløs. Min kontrakt har været min sidste livline til min professionelle selvrespekt, og nu er den væk. Jeg har så mange tårer, der vil ud, min skal ender med at briste, og så græder jeg ustyrligt. Det er første gang, jeg viser min omverden, hvad jeg er: nemlig hamrende ked af det.

LÆS OGSÅ: 6 tips til at finde din passion & få mere overskud

Fortæl verden hvad du vil

Jeg går hjem med dukket nakke, og i lang tid er jeg stemplet ud af mit eget liv. Den energi, jeg har, bruger jeg på at finde hoved og hale i, hvad der gik galt. Jeg kommer i tanke om et foredrag, jeg engang overværede, med en mand, som hjælper folk ud af arbejdskriser. Han fortalte en historie om, da han tiltrådte stillingen som direktør i et reklamebureau. Han var hunderæd over ansvaret, og hvad gør en mand, der er hunderæd? Han træffer dårlige beslutninger. Og så blev han fyret. Han havde et halvt års opsigelse og valgte til en forandring at give den fuld skrue og tage modige beslutninger, for han kunne jo ikke blive fyret to gange. Herfra begyndte alt at ændre sig omkring ham. Ting begyndte at lykkes, fordi han var modig og beslutsom.

Jeg finder ham på Facebook, får sat et møde op, og han hiver mig ind i et coaching-forløb, hvor jeg får ét af mit livs største aha-oplevelser. Det bliver for første gang synligt for mig, hvordan jeg allerhelst vil arbejde, og hvem jeg allerhelst vil arbejde med. Det begynder også at gå op for mig, hvor styret jeg er af at gøre, hvad der er vigtigst for alle andre. Jeg betaler selv prisen, ved at gå rundt med vægelsind og ondt i maven og fordi jeg ikke selv har taget styringen i mit arbejdsliv, har alle andre taget den. Da jeg havde en pladekontrakt, nægtede jeg at fortælle andre, om alt det jeg gerne ville opnå. Men jeg kan nu se, at det var et smuthul jeg havde skabt for mig selv, for at slippe for at tage styring og ansvar for mine egne ambitioner. Jeg sagde altid: "Mine samarbejdspartnere ved da godt, at jeg vil sælge guld, nu hvor jeg har fået kontrakt. Det ligger ligesom i dealen. Det behøver jeg ikke at fortælle dem". Men det er nu engang sådan, at dem, der er bedst til at sige højt, hvad de vil, er dem, der får andres engagement og tid – om det så er kollegaer, chefer eller livspartnere.

LÆS OGSÅ: 5 genveje til mere glæde: Vær boss i dit eget liv

Til stede ved min egen fest

Jeg begynder så småt at se mit nederlag som muligheden for at starte helt forfra og bygge mit arbejdsliv op, som jeg gerne vil have, det skal se ud. Jeg finder ud af, hvad det er, jeg brænder for og finder samarbejdspartnere, som brænder for at lave det, jeg ikke selv brænder for at lave, men som er nødvendigt for at forløse alle mine ideer og projekter. Da det går op for mig, at jeg ikke har noget at miste, prøver jeg at ændre min tilgang til alt, hvad jeg kommer i nærheden af. For første gang i lang tid er jeg modig. Og nu starter mit musikeventyr – del 2.
Effekten er overvældende, og det følgende år opnår jeg flere resultater, end da jeg havde et stort selskab i ryggen. Pladeselskabet NorM Records er det første, jeg stifter med tre selvvalgte partnere. Partnere, som jeg elsker at arbejde med, og som gør mig ivrig efter at møde på kontoret hver morgen. Sammen laver vi ambitiøse målsætninger og fortæller andre mennesker om dem. Vi får etableret events, koncerter og en stor viral artist-konkurrence i samarbejde med Vi Unge. Jeg starter selv et band og får endelig konfronteret min frygt for at falde igennem på den store scene og spiller som opvarmning for Veronica Maggio i Store Vega. En dag bliver jeg kontaktet af tøjmærket Noa Noa, som ønsker at bruge mig som rollemodel i en kampagne om kvindelige iværksættere. Jeg rider på en bølge af succesoplevelser, og min nervøsitet for at udkomme og vise verden min musik svinder. Jeg udgiver EP'en "Storbyvers", hvor én af singlerne bliver til i samarbejde med Pato Siebenhaar. Og det fedeste af det hele: Jeg har en fest! For første gang i lang tid er jeg til stede ved min egen fest. Og jeg har selv bestemt, hvordan den skal foregå, og hvem der skal med.

Vejen til Sejer

I dag er jeg glad for, at jeg begik de fejl, jeg gjorde, dengang jeg havde et stort pladeselskab bag mig og alle muligheder for at lykkes. Jeg blev ikke bare klogere på mig selv, pludselig kunne jeg se alle de fejl, andre omkring mig begik i deres arbejdsprocesser. Fejl som at gemme sig bag forventningen om, at verden kan gætte sig til, hvad du vil, uden at du behøver at sige det højt. Jeg begyndte at interessere mig for, hvordan jeg kunne hjælpe andre ud af de samme dårlige mønstre, jeg selv havde haft, og i 2015 uddannede jeg mig på et akademi, som underviser folk i at realisere projekter. I dag har jeg forladt musikken (for nu) og har startet virksomheden Vejen til Sejer, hvor jeg underviser andre ambitiøse kvinder i at realisere det, de allerhelst vil have, skal udgøre deres arbejdsliv. Jeg lærte på den hårde måde, at hvis du ikke tager styring i dit arbejdsliv, så er der helt sikkert andre, der gør det. Så lad det være mit gode råd til dig, der føler, at noget holder dig tilbage i at gøre, hvad der er vigtigst for dig: Tag styring, træf dine første modige valg og se, hvordan alt omkring dig begynder at forandre sig. Du behøver ikke vente på nogen. Du kan starte i dag.

LÆS OGSÅ: Test dig selv: Skal du skifte spor?

LÆS OGSÅ: 7 trin til at nå dine drømme

LÆS OGSÅ: Derfor gav Cille slip på de tårnhøje forventninger til sig selv og sit arbejdsliv

 

Maria Sejer

Maria Sejer er stifter af Vejen til Sejer, hvor hun hjælper andre kvinder med at realisere det, de helst vil have skal udgøre deres arbejdsliv. Sideløbende arbejder hun som speaker og er bl.a. en af kanalstemmerne på TV 2. Maria har læst musikvidenskab og psykologi på Københavns Universitet, men forlod studierne til fordel for en pladekontrakt med pigebandet MariaMatilde band i midten af 00'erne. Senere udgav Maria singlen "Jeg Er" på Copenhagen Records og en EP på pladeselskabet NorM Records, som hun selv er medstifter af. Se mere på Vejentilsejer.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi og Karriere