Marianne Stagetorn
Foto: Sara Skytte Marianne Stagetorn mødte sin mand, Peter Kolos, da hun var 15 år - og siden han har været hendes bedste ven, fortæller hun i Hendes Verden.

Marianne Stagetorn: ”Han er mit livs gave og mit livs opgave"

Et langt ægteskab kræver meget – og La Glace-indehaveren Marianne Stagetorn har sammen med sin mand fundet sin helt egen måde at få det til at fungere på. Det fortæller hun i denne uges Hendes Verden.

Det kunne lige så godt have gået galt.

La Glace-ejeren Marianne Stagetorn og hendes mand Peter kunne lige så godt ”have brugt et helt liv på at skændes”, men i stedet har de gennem deres 29 år lange ægteskab valgt at have regler og sige ”nå”, når de har været uenige.

Det fortæller indehaveren af Københavns legendariske konditori i denne uges Hendes Verden.

”Sandheden er, at Peter og jeg kunne have brugt et helt liv på at skændes, men vi har i stedet valgt at have en masse regler. Vi havde faktisk ikke tænkt over det, før vi havde kobberbryllup, og der var nogle af vores venner, der nævnte det i deres taler,” siger Marianne Stagetorn og uddyber:

”Jeg kan for eksempel ikke lide altid at sove i højre side af sengen, men hvis jeg skifter side for ofte, kan jeg ikke finde min sidemand. Derfor har vi en regel om, at vi skifter side i sengen hvert år på vores bryllupsdag. Det tager lige et par dage at vænne sig til, men vi gør faktisk det samme ved spisebordet.”

Stadig min bedste ven

Marianne Stagetorn, der er datter af tidligere forsvarsadvokat Merethe Stagetorn og advokat Ove Stagetorn, mødte manden Peter, da hun var 15 år.

En pige i klassen syntes, at de skulle mødes. Hun mente, at de var skabt for hinanden, men det var ikke den første tanke, der slog den dengang 15-årige Marianne Stagetorn:

”Jeg var lige kommet hjem fra et års kostskoleophold i Schweiz, og han var danmarksmester i thaiboksning, havde langt, permanentet hår og gik med stålkam i baglommen. På tredje date blev vi fanget af hinandens personlighed, og så var vi venner de næste seks år, indtil vi blev kærester, da jeg var 21 år. Han er stadig min bedste ven,” fortæller hun og understreger, at den ”gadedrengementalitet og det store hjerte”, hun faldt for dengang, er holdt ved i alle disse år.

”Jeg plejer at sige, at han er mit livs gave og mit livs opgave. Han siger dagligt til mig: ”Jeg kan bare så godt lide at være sammen med dig.” Det kan da ikke blive større?,” lyder det fra Marianne Stagetorn.

Læs hele interviewet med Marianne Stagetorn i denne uges Hendes Verden, hvor hun også fortæller om at miste sin mor til demens og om at bo side om side med sin bror og hans familie i 22 år.

Om Marianne Stagetorn Kolos, 53 år

  • Indehaver af konditoriet La Glace i København, som har 150-års jubilæum i år
  • Datter af forsvarsadvokat Merethe Stagetorn og advokat Ove Stagetorn
  • Uddannet inden for handel, men har også taget en uddannelse som konditor
  • Bor i København med sin mand, Peter Kolos, som hun har tre voksne børn med. To af dem arbejder i La Glace
  • Marianne Stagetorn og konditoriet har medvirket i adskillige tv-programmer Konditoriet på DR, Den søde juletid og Jul i konditoriet, hvis fjerde sæson sendes på TV2 til december
Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte, Interview og Kærlighed