Maya Albana: "Jeg oplevede, at jeg meget ofte blev talt ned til"

Det var den unge ballerina, der var hovedperson i den tv-serie, Maya Albana var instruktør på. Men det var den modne solodanser, som hun mødte i et virvar af sminkekrukker i garderobens skarpe lys, der rørte hende dybest.

 – Danserne bliver sendt på pension, når de fylder 40, og hun var 38 på det tidspunkt. Hun har danset ballet, siden hun var fire, og brugt et helt liv på at raffinere sit værktøj, og nu skulle hun til at planlægge sin afskedsforestilling. Der er denne her afgrænsning i tid, og hvem er man så på den anden side?

Kvinden i garderoben var Kizzy Matiakis, som Maya Albanas nye film En danser dør to gange handler om. Her følger hun Matiakis i hendes sidste sæson som solodanser og rører ved emner som det benhårde karriereliv, moderskab og sorgen over at fjerne sig fra de mange muligheder, man har som ung.

– Det er meget identitetsbærende at være balletdanser, men jeg tror generelt, at vores faglighed for mange af os betyder meget for vores selvforståelse og for, om vi føler, at vi har værdi, siger Maya Albana, der længes efter film, hun kan spejle sig selv i.

– Jeg er vokset op med tv og film, hvor kvindelige karakterer tit var reduceret til arketyper som den unge uskyld, husmødre eller kvinder, for hvem det handlede om at gøre sig attraktiv for at gøre sig fortjent til at få en partner. Jeg vil gerne give plads til indignation og vrede og flytte fokus fra det ydre til
det indre – til det, vi kan. Jeg vil gerne vise kvinder, der kan noget, og som er udtryksfulde, begavede, suveræne og sårbare på samme tid. Suverænitet og sårbarhed er indbefattet i os alle sammen, og det vil jeg gerne fortælle en historie om.

– Jeg tog det meget uhøjtideligt og var med på den. Min indstilling var bare: fedt, den tager jeg! For det gav mig mulighed for at være med til at skrive sangene og komme med input, og det var det, jeg kom fra. Jeg følte, at jeg fik noget ud af det, så yeah – let’s do it!

Selvom hun var meget ung, havde hun øje for mulighederne i musikbranchen, men hun oplevede også, at hun havde en bestemt rolle, og at hvis hun prøvede at træde for meget ud af den, så var det "ret lige ind!". Da hun fornemmede, at det ikke ville holde i længden, begyndte hun målrettet at skrive sine egne sange. Hun stoppede med at spille i popbands, med jobs som tv-vært og tog i stedet arbejde som sekretær og produktionsassistent sideløbende med, at hun skrev.

– Jeg oplevede, at jeg meget ofte blev talt ned til som en, der "havde fået en fribillet" til branchen. For det første reducerer det et ungt menneske til bare at være et enkelt karaktertræk, og hvis du så prøver at råbe op om, at du er meget mere end det, så bliver det en uværdig diskussion, for reduceringen er jo sket. Den diskussion kunne jeg ikke vinde, så jeg blev bevidst om, at jeg skulle fokusere min energi på at skrive og vise, hvad jeg kunne ad den vej.

Maya Albana fortæller, at det var en meget meningsfuld oplevelse at begynde at skrive selv. Hun mærkede en ny stolthed og værdighed. Tiden i branchen havde givet hende et stort netværk, og hun fik en pladekontrakt. Men så var det, at hun fik beskeden om at kende sin besøgstid. 

Hvad gjorde det ved dig at få den besked?

– Det var en bemærkning, der faldt, efter jeg havde udgivet mit første album og var i gang med at skrive sange til det andet. Jeg blev enormt ked af at få den melding på det tidspunkt, for jeg havde brugt et halvt år på at skrive sange og udvikle mit udtryk og mit formsprog. Det var det, jeg havde at fortælle, og som det var vigtigt for mig at sætte ord på. Det handlede om, hvem jeg var, og også om sårbarhed og tvivl, og mit håb var at blive mødt med forståelse og interesse. Jeg havde brugt en masse tid og energi på at finansiere demoer og stable samarbejder med dygtige sangskrivere på benene, men den udtalelse var, hvad der stod tilbage fra samtalen. "Du skal kende din besøgstid, for du er ikke længere en årsunge". Med andre ord: Når du ikke længere har ungdommen som alibi, så har du ikke nogen plads i musikbranchen mere. Når jeg ser tilbage, blev det et vendepunkt for mig, og derfra gik jeg i min egen retning. Jeg blev klar over, at jeg måtte fjerne mig fra den type blik på min person. Vriste mig fri af at være en pyntegenstand, som var det, jeg var kommet ind i branchen på.

Pladen så selvfølgelig dagens lys med Maya Albana selv som komponist, tekstforfatter og medproducer, og hun fandt et pladeselskab, som hun havde et rigtig godt samarbejde med. Da den første single fra pladen blev valgt som ugens uundgåelige på P3, følte hun det som et adelsmærke. Sideløbende med at hun arbejdede på pladen, kom hun ind på filmskolen, og de to parallelle spor blev endnu et identitetsmæssigt vendepunkt.

– Jeg havde en følelse af, at nu har jeg gjort det! Nu ved jeg, at jeg har et sprog, om vi så kalder det musik eller film. Det var en ny realitetssans, der ankom på en ret hård måde, men sådan er det nogle gange. Man kan vælge at trække maven ind og spænde rynkerne ud, eller man kan sige "det vil jeg ikke finde mig i, jeg gør noget andet!".

Barslen var den største hurdle

Hvis det glidende skift fra musikbranchen til filmbranchen ruskede i Maya Albanas selvtillid og identitetsopfattelse, så var det ganske blidt i forhold til, hvad hun oplevede, da hun som helt nyuddannet dokumentarfilminstruktør blev mor for første gang. Da rystede jorden under hende i en grad, der får hende til at bruge ordet chok i forskellige sammensætninger; granatchok, kulturchok. Og det er en af grundene til, at moderskabet og de valg, man bliver stillet over for på vegne af sig selv og sit barn, er et tema i flere af hendes seneste film. 

– Jeg var lige kommet ud af Filmskolen med en ny faglighed og stolthed og med en nysgerrighed på, hvad jeg kunne gøre med det hele. Samtidig var jeg selvfølgelig også helt grøn og usikker på, om jeg kunne gøre det til en karriere, for jeg havde jo sadlet helt om. Og det der med at være på barsel og "reduceret" til en krop, til at amme og passe på og så samtidig sidde der med en ny faglighed, som jeg slet ikke havde været ude at afprøve, var virkelig svært. Det var nok den største hurdle, jeg har været igennem i forhold til at finde mig til rette i den nye rolle og stadig føle mig værdifuld ud over det. Jeg kunne slet ikke komme hurtigt nok ud af den barsel og komme i gang med at arbejde!

Så da hendes søn, Noor, var fem måneder gammel, begyndte hun så småt at lave en film og løb ud på optagelser og hjem igen for at amme.

– Jeg har efterfølgende talt med mange andre kvinder, der ligesom jeg har udlevet og defineret sig selv gennem deres arbejde, og som har oplevet barslen på samme måde, og derfor har jeg gjort alt, hvad jeg kan for at være generøs med at dele mine oplevelser. Det handlede om at være i dyb tvivl om, hvad der er tilbage til en i livet koblet med en enormt stor ømhed for det lille barn og lykke over, at man får lov til at opleve al den kærlighed. Jeg synes virkelig, det var komplekst at stå i. Det føltes som at miste noget, samtidig med at jeg havde skabt noget, der var større end mig selv. Jeg var på én gang fyldt med så meget ømhed og kærlighed og samtidig så meget i identitetskrise. Men jeg har aldrig følt mig så berettiget til at være her, som jeg gjorde netop der. Jeg følte mig værdifuld og for første gang indiskutabelt berettiget til mit liv. Men først da jeg fik gang i arbejdslivet, kunne jeg genkende mig selv igen.

Maya Albana puster ud helt nede fra maven og læner sig lettet tilbage. Arbejdet er vigtigt for hende. Det lægger hun ikke skjul på. Ligesom det var for hendes egen mor, da hun selv var barn, og ligesom det også er for faren til hendes i dag 12-årige søn. Faren og Maya gik fra hinanden, da Noor var et år. Bruddet fik hende i starten til at føle, at det var et tab af fællesskab i forhold til at være en familie, men så tog hun og eks'en en beslutning om et nyt fællesskab.

– Vi havde hver vores historie om skilsmisse med i bagagen, og vi ville gerne gøre det så godt som muligt, når nu vi ikke skulle være kærester, så vi begyndte i parterapi. Hvad gør vi så? For vi ville faktisk gerne være en familie, men bare på en anden måde. Det er ekstremt vigtigt for mig, at vi ER en familie, og han er stadig et af de vigtigste mennesker i mit liv, selvom vi begge to har nye familier. Vi taler tit om, at vi er stolte af, at vi giver vores søn oplevelsen af at vokse op med meget stærke og nære familiebånd, selvom vi ikke bor sammen.

Et meningsfuldt gøglerliv

Noors far arbejder i musikbranchen og har ligesom Maya haft varierende arbejdstider og arbejdsbyrde. De har begge mange gange haft Noor med på arbejde, i klipperummet og i studiet, og da han var et år, tog Maya til New York i en måned for at lave optagelser til filmen Min smukke datter, imens Noor blev hjemme hos sin far.

– Uanset hvor hårdt arbejde, det er, og uanset hvor lille et dokumentarbudget, jeg arbejder på, så giver det en stolthed og bliver værdigt, når det giver mening, og det tror jeg, at hele familien kan mærke, svarer hun, mens hun løfter armene, som om hun sendte energi fremad. Jeg vil godt have, at Noor, når han bliver voksen, kan se sådan på det, at vi viste ham et liv, hvor vi var stolte af det, vi lavede.

Skam og fryd over at blive ældre

I Maya Albanas nye film beskriver Kizzy Matiakis, hvordan det i ballettens verden kan være forbundet med skam, når kroppen begynder at ældes, og det bliver hårdere at holde i sig i topform. Så ved man, at man nærmer sig slutningen på den karriere, som man har viet hele sit liv og sin krop til. Den følelse behøver man ikke være solodanser for at kunne genkende, mener Maya Albana.

– Det vækker dyb genklang i mig, for jeg var ikke engang teenager, da jeg selv trådte ind på en arena, hvor det ydre var afgørende. Jeg har trådt mine barne- og ungdomssko i en branche, hvor skønhed og ungdom har nogle meget låste formater. Det har været en målestok for, om jeg levede op til det, der var påkrævet for at få accept, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde vrister mig fri af det. Jeg er normalt betænkelig ved at tale om det, fordi der for mig har været noget skamfuldt over at ligge under for forfængeligheden. Men når jeg selv åbner for samtalen i min film, så er det fordi, jeg tror, at det fylder rigtig meget for mange kvinder i min generation. Det er dejligt at opleve yngre generationer, der står op for sig selv, og jeg ser med begejstring på de bevægelser, der er med kropspositivisme, diversitet og mangfoldighed og tænker, hvor er det dejligt og vidunderligt. Jeg elsker det! Men jeg opfatter den bevægelse som en modreaktion på den undertrykkende selvopfattelse, som jeg selv er rundet af.

Selv har hun det blandet med at blive ældre. Der er noget sorgfuldt over, at ungdommen er uden for rækkevidde, og hun skal vænne sig til, at teenagerne synes, man er en "gammel hat".

Har du selv haft en fyrreårskrise eller andre alderskriser?

– Jeg plejer at joke om det herhjemme med, at jeg ikke ville kunne kende fyrreårskrisen fra alle de andre kriser, ha ha. Der er jo så mange forandringer i livet hele tiden. Men jeg synes, at tallet 40 alligevel var en symbolsk markering af, at der er et udløb på tilværelsen, og det hænger for mig især sammen med fertiliteten. Jeg synes ikke, at mulighederne i mit arbejdsliv og i forhold til, hvad jeg i øvrigt gerne vil i mit liv, er forandrede, men fertiliteten bliver forandret, og at den bevidsthed er skelsættende. Altså når man som 25-årig får at vide, at man ikke er nogen årsunge mere, så er det jo nærmest utænkeligt at blive 47, som jeg er i dag. Den skam, som Kizzy beskriver i filmen, siger noget om, hvor stærk en følelse, det er i os, og hvor ophøjet ungdommen er, men det er meget vigtigt for mig at sige, at jeg er stolt af mit håndværk og af det, jeg kan med den alder, jeg har i dag. Jeg kan også meget tydeligt mærke, hvem jeg er, og hvad jeg har brug for, og det er jo det dejlige ved at blive ældre.

Hvilket råd ville du gerne have haft som ung kvinde?

– Husk at skrive musik og tekster selv, for det er der ingen, der kan tage fra dig. Dit ydre definerer ikke, hvem du er. Det er meget svært at føle sig berettiget til noget som helst, hvis man hænger det op på helt urealistiske kropslige idealer og på noget, der er så sårbart som ens ydre. Og husk at have tålmodigheden til at fordybe og dygtiggøre dig.

Er der noget, du kunne lære af dit 25-årige selv?

– Da jeg var ung, følte jeg, at verden var fuld af muligheder. Det var sådan en arena, man kunne indtage. Jeg har følt mig sårbar og usikker, men også selvsikker og modig nok til at turde alle mulige ting. Men der, hvor jeg tidligere betragtede min sårbarhed som en akilleshæl, synes jeg, at jeg gennem mit arbejde og min målrettethed har vendt sårbarheden til en form for sanselighed, som jeg kan bruge i mit arbejde til at møde andre mennesker med et skærpet nærvær og til at få lov til at komme ind i deres liv, som det er sket i mit møde med Kizzy. Min egen sårbarhed er en adgang til at forstå andre. Den kan spændes for min egen vogn og bruges udadrettet og på den måde bruges til noget godt! Sårbarheden er en del af livet, ligesom suveræniteten er.

Maya Albana arbejder lige nu som producent, men hun er ikke færdig med at fortælle sine egne historier som instruktør.

– Det gode er, at alder ikke er en hindring for at være fortæller. Vil du fortælle historier, må alder altid nødvendigvis være en fordel.