Mica Oh
Foto: Privat 45-årige Mica Oh mener, at det er på tide, at vi også taler højt om den racisme, der lever i Danmark, men som mange har accepteret, fordi det bare er "hyggeracisme", siger hun.

Racisme i Danmark

Mica Oh: ”I ser simpelthen ikke som hvide mennesker, at I har privilegier”

45-årige Mica Oh underviser hvide mennesker i den racisme, hun selv er blevet udsat for gennem livet. Hun mener, at det er på tide, at vi i Danmark indser, at det ikke kun er i USA, racismen hersker, men også herhjemme. I vores trygge, hyggelige andedam.

I tirsdags gik Instagram i sort.

Og der blev stille.

En stilhed, der var tiltrængt for Mica Oh og mange andre sorte, brune og native (oprindelig befolkning, red.) mennesker.

”Jeg fik stilhed – og jeg fik stilhed fra hvide mennesker. De respekterede, at nu var der stille. Lad være med at stille spørgsmål, lad være med at sende beskeder. Jeg er træt. Ikke total stilhed, for der var mange sorte menneskerettighedskæmpere, der slog noget op. Men den stilhed blev brugt til, at hvide mennesker kunne blive oplyst,” siger hun til ALT.dk.

Læs også: Sådan taler du med dit barn om hudfarve og religion

Siden drabet på den afrikansk-amerikanske George Floyd den 25. maj i år, har masseprotester spredt sig tværs over Atlanten og gjort ikke kun gader, men også sociale medier som Facebook og Instagram til en kampplads.

For ”nu har man fået nok”, lyder det fra 45-årige Mica Oh, der til daglig underviser uddannelsesinstitutioner og hvide mennesker i anti-racisme og strukturel racisme, og som ligesom mange andre spørger sig selv, om det her er begyndelsen på en borgerkrig eller starten på en revolution?

”Det kan godt føles sådan, når man er sort. Nu er det nok. Vi kan ikke tåle flere drab, der systematisk bliver begået mod sorte mennesker,” siger Mica Oh.

Hun er selv ”mixed race” som asiatisk/afrikansk-amerikansk kvinde og understreger, at opblusningen af den århundreder lange racekonflikt, der lige nu udspiller sig i USA, ikke kun er et amerikansk anliggende.

Også herhjemme trives racismen mod sorte, brune og native mennesker i bedste velgående. Ifølge tal fra Det Kriminalpræventive Råd blev der i 2018 begået 260 racistisk motiverede forbrydelser til forskel fra 2016, hvor tallet lå på 140.

Og Mica Oh har så sent som i februar i år oplevet, at heller ikke i Danmark er det ufarligt at være til som sort kvinde.

Her fortæller hun, at to hvide mænd fra hendes kvarter råbte n-ordet og andre hadefulde skældsord ad hende. Da hun gjorde tegn til, at de skulle stoppe, begyndte mændene ifølge Mica Oh at blive voldelige og gå til angreb på hende.

”De trak mig op i et hjørne og tæskede mig,” fortæller hun til ALT.dk.

”I sådan en situation kan man enten fryse eller slå igen. Jeg brugte min stemme som våben og råbte: ’Jeg er en sort kvinde, der får tæsk af to mænd. Jeg er en sort kvinde, der får tæsk af to mænd.’ Jeg blev med at råbe, for jeg vidste, at med mine 165 cm. og 55 kg. var jeg fysisk underlegen, men jeg kunne bruge min stemme.”

En kvinde i området ringede til politiet, og hun løb ned og fik hjælp af den nærliggende kioskejer. Nu er sagen meldt til politiet, men endnu ikke afsluttet.

Det er bare hyggeracisme

Sådan ser racisme også ud i Danmark, lyder det fra Mica Oh.

Racisme har ingen nationalitet, og derfor er det, siger Mica Oh, ikke mindst lige så vigtigt – og på tide – at vi bruger det, der sker lige nu i USA, til også at tale – højt – om den racisme, som sorte, brune og native mennesker oplever i Danmark.

”Danmark er det eneste land i verden, hvor vi hygger med racisme. I alle andre lande hedder det everyday racism. Men herhjemme hedder det hyggeracisme, når onkel Tom kalder det negerboller. Vi hygger jo bare. Men det er en distancering i forhold til racisme, og det er, fordi vi i Danmark har skabt strukturer, der har sørget for, at der er blinde vinkler. I ser simpelthen ikke som hvide mennesker, at I har privilegier,” siger Mica Oh.

”Det er ligesom hesten, der har skærme for øjnene. Det er lidt det, der sker, når en flok hvide mennesker går rundt. I ser kun jeres egen virkelighed, qua I ikke er opmærksomme på jeres privilegier, qua at I aldrig er blevet undervist eller har fået formidlet hverken via medier eller institutioner, hvad racisme er, og hvilke privilegier I har. Og problemet er, at strukturen – den hvide magtstruktur – er designet til, at hvide mennesker ikke ser de her problematikker.”  

Jeg er ikke racist, men…

Mica Oh lever af at være sort kvinde. Hun underviser hvide mennesker i, hvad det vil sige at praktisere anti-racisme, og netop heri ligger problemet, mener hun.

At hvide mennesker ikke er i stand til at se, at de er problemet. At svaret til problemet ”skal I finde i jer selv,” som hun siger. I stedet kræver man – forstå: hvide mennesker – at sorte, brune og native mennesker skal forklare og undervise i, at der er racisme i Danmark, og hvordan og hvorfor det er relevant at tale om herhjemme.

”Mange danskere siger: ”Jeg er ikke racist, men…” – og vi skal huske men’et. Det er nærmest en integreret sætning i enhver dansker – og i resten af verden: ”I’m not a racist but…”, siger Mica Oh og mener, at det er en naturlig forsvarsmekanisme, fordi det er svært at vedkende, at man er en del af problemet.

Lær mere om anti-racisme

Vil du vide endnu mere, så tjek Black Lives Matters læsteliste ud her.

Det samme sker, forklarer hun, når brugere på Instagram f.eks. skriver #AllLivesMatter i stedet for #BlackLivesMatter.

”Det er ligesom mænd, der skriver #NotAllMen, når kvinder siger #MeToo. De vil ikke have det mærkat på sig og vil ikke ses som voldtægtsmænd. Det samme gælder her. Det er et forsvar, fordi det viser hvid skrøbelighed,” siger hun og fortsætter:

”Når man ikke er blevet oplyst på en måde, hvor man som dansker har mulighed for at opleve og se racismen, som også foregår strukturelt herhjemme, så giver det mening, at man som dansker tænker: hvorfor skulle jeg være racist? I USA er hjemløsheden stor blandt sorte, arbejdsløsheden er stor, det er synligt… men i Danmark har vi ALDRIG talt om, hvordan sorte mennesker har det. Vi har aldrig talt om, at sorte og brune mennesker får en racistisk behandling af politiet. Vi har aldrig talt om, at vi får en racistisk behandling i sundhedssystemet. Og i skole- og uddannelsessystemet.” 

Men kan du forstå, hvis nogle hvide, privilegerede tænker: Hvis jeg ikke kan se problemet, hvordan skal jeg så kunne forandre det?

”Det kan du tro, jeg kan! Når man ikke er blevet oplyst – som er det, jeg gør i mine kurser – så er racisme ikke noget, der gør dig til et dårligere menneske. At være racist gør ikke hvide mennesker til dårligere mennesker i min kontekst, for nu står vi faktisk i en position, hvor vi kan arbejde med det,” siger hun.

”Mange tænker KKK (Ku Klux Klan, red.), spidse hatte og nazister, når man taler om racisme, fordi det er det eneste, man ved om det. Fordi mange ikke er blevet oplyst om, at racisme er strukturelt. At man rent faktisk kan undertrykke mennesker uden at vide det.”

Erkende problemet

En rapport fra 2012, som SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd stod bag, understregede også, at vi herhjemme ikke er meget for at erkende, at diskrimination og racisme er et reelt problem på både arbejdsmarkedet og i uddannelsesinstitutioner. Rapporten konkluderede, at det blandt andet skyldes ”lighedsideologien” – at vi alle er ens og behandles ligeså – og at vi derfor ikke behøver at tale om det:

”Vores studier viser også, at de fleste af os nedtoner, at racisme og diskrimination skulle finde sted. Og at hvis vi er nødt til at erkende, at det finder sted, så lægger vi skylden på enkelte individer, ikke på hverdagspraksisser i det brede fællesskab eller samfundets institutioner,” lød det fra en af forskerne bag SFI-rapporten.

Og netop det at erkende, at racisme er et problem, er første skridt på vejen mod at blive det, Mica Oh kalder anti-racist.

”Det første sted, man skal starte, er at anerkende, at man ikke bliver et dårligere menneske af at erkende, at man er racist. Og idet man erkender det, kan man også erkende sine blinde vinkler, sine privilegier og til slut sin position som hvid,” forklarer hun.

”Men det kræver rigtig meget for hvide mennesker at forstå, at det at være hverdagsracist ikke betyder, at man i morgen vågner op med en spids hat eller et nazitegn på brystet.”

Anti-racist som en livslang proces

Dernæst skal man ”educate youself”. Et udtryk, som efterhånden er blevet sloganet for anti-racisme-bevægelsen i nyere tid, men som, Mica Oh i mange tilfælde mener, er blevet (mis)brugt som en hetz mod uvidende hvide, privilegerede mennesker.

I stedet opfordrer hun til, at hvide mennesker udviser nysgerrighed og prøver at forstå racismens væsen – i dybden.

”Educate yourself er ikke bare at slå op på Google og læse om anti-racisme. Man er på rette vej, når man har læst om det, men man skal være nysgerrig, og så skal man have den bunke empati, der gør, at man ved, at man ikke har lyst til at skade eller undertrykke andre. Også selvom man ikke har været bevidst om det, så bliver man bevidst, når man googler det. Det er dér, man kan educate sig selv,” siger hun og opfordrer os – hvide danskere – til at starte med at kende vores egen kolonihistorie på De Vestindiske Øer. Og forstå, hvordan slaveriet også tog form herhjemme – både under og efter kolonitiden.

”Cavling købte en lille sort dreng for to dollars. Og det var efter slaveriet," siger hun med tryk på efter:

”Emma Gad, vores alles dydsmønster, var med til at udstille sorte mennesker i Tivoli. Det var efter slavetid. Var der egentlig sorte mennesker i husholdninger i Danmark og ikke kun i Vestindien? Ja, det var der. Man kan starte med at google den historie, man selv var med til.”

Og hvis du nu tænker: ”Jamen, jeg er da bevidst om mine privilegier – og jeg kender min kolonihistorie”, så er du nået langt, siger Mica Oh. Men i mål kommer du nok aldrig.

”Når man erkender det, så ved man, at der er redskaber til at afmontere denne her internaliserede racisme. Når man bliver opmærksom på, at det er det, man gør, så bliver man også opmærksom på, at man skal gøre noget mere. Og når man når dertil, er det en livslang proces,” siger hun.

Om Mica Oh

Mica Oh, 45 år, afholder kurser om anti-racisme og intersektionel feminisme og har undervist på Københavns Universitet, Rytmisk Musik Konservatorium og Leipzig Universitet.

Desuden har hun også afholdt samtalesaloner om intersektionel feminisme og diskrimination. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund, Sociale medier og Racisme