Mille Lehfeldt har kendt sin mand, siden hun var seks år: "Jeg tror på en eller anden måde, at der blev trukket i trådene"

Mille Lehfeldt er gevaldigt bange for at flyve. Derfor har hun over tid udviklet en metode, der hjælper hende til at overkomme det frygtelige øjeblik, hvor flyets hjul slipper landingsbanen, og hvor hun bliver presset tilbage i sædet på vej op mod skyerne.

"Jeg kigger ud ad vinduet, og så ser jeg alle de mennesker – og faktisk også dyr – jeg har mistet gennem livet. De står nærmest linet op ude på landingsbanen, og det er som om, de er lige ved siden af mig. Min mormor, min morfar, to heste, hunde – de er der alle sammen – og så følger de med flyet, når det kører hen ad landingsbanen. Når motoren for alvor går i gang, fordi flyet skal til at lette, tænker jeg, okay, nu overgiver jeg mig, nu kan jeg ikke gøre andet, og samtidig kigger jeg ud på alle mine kære. Hestene, der galopperer, de små hunde, der løber og er glade. Det er en meget lang karavane af vidunderlige mennesker og dyr, og der kommer jo hele tiden flere til, som årene går. Måske er det lidt voldsomt for min mormor og morfar og alle de andre mennesker, jeg får til at løbe så stærkt, men ved at kigge ud på dem føler jeg mig forbundet med dem, og jeg føler, at de løfter mig op. De følger med flyet, når det letter, og så kan jeg slippe dem. Så, nu er vi båret. Nu er der noget andet, der tager over. Det er jo selvfølgelig flyet, men det er også en meget forankret tro, jeg har på, at alt er godt. Jeg kommer igennem det her. Vi overlever. Vi bliver båret. Ahhh."

Mille griner lidt undskyldende af sin historie. Samtidig er det helt tydeligt, at den betyder noget for hende. Det er bare svært at tale om sådan nogle ting, siger hun, hvilket hun så også straks undskylder, for hun har jo netop sagt ja til at være med i en artikelserie om tro. Hun ved godt, at hun skal tale om det, hun tror på, men hun kan mærke, at det føles meget privat. Så vi taler os langsomt ind på det. Vejen går gennem det, Mille er aktuel med. Nemlig PLATT-FORM-showet ”Er vi gået for langt”, som spiller i Glassalen i Tivoli. Her tager hun sammen med Jakob Fauerby og Laus Høybye satirisk fat på en lang række aktuelle og vigtige emner.

Hvad kunne hun?

"Hun kunne fortælle. Hun kunne simpelthen tryllebinde alle os elever, så vi sad med vores små kæber sådan..."

Hun åbner munden og lader underkæben hænge.

"Vores kæber ramte nærmest bordet. Vi var fuldstændig tryllebundet af hende. Hun fortalte fra Biblen med saft og kraft, og historierne er jo vanvittigt spændende. Så jeg blev interesseret. Og så var der sådan en kristen kanal på tv, som bl.a. havde en tegnefilm med Jesus. Det var evangeliet fortalt for børn, ”Det flyvende hus”, hed den, og det var noget med et hus fra vores tid, der landede i Jesu’ tid. Børnene løb ud af huset og råbte ”Jesus, Jesus”, og Jesus sagde: ”Hallo children”! Aj, det var fantastisk. Jeg var helt optaget af det. Så jeg tiggede og bad mine forældre, om jeg måtte blive døbt."

Hvorfor var du ikke oprindeligt blevet det?

"Jeg tror, at mine forældre syntes, at det skulle jeg selv tage stilling til. Og det gjorde jeg så også. Måske mere, end de havde regnet med, haha. Eller tidligere i hvert fald. Jeg tror, de blev lidt overraskede, men jeg tror også, at de egentlig syntes, at det var ret skønt, at det lå mig sådan på sinde. Der var dog aldrig rigtigt tid til det, så det blev udskudt gang på gang, og derfor endte jeg med at blive døbt samtidig med, at jeg blev konfirmeret. Det var meget spændende, syntes jeg."

Hvad fylder tro for dig i dag?

"Det fylder meget, men jeg er også meget privat omkring det. Måske fordi religion også skræmmer mig en lille smule, når det bliver fanatisk. Men jeg har kristendommen med som en grundtone. Jeg kan ikke forklare det bedre. Jeg føler det inde i mig selv. Og i virkeligheden inde i os alle sammen. Det er noget, som er større. Jeg kan mærke det, jeg tror på. Jeg er ret sikker på, at vi ved mere, end vi tror, vi ved. Vi er i stand til mere, end vi tror, vi er i stand til. Og samtidig ved vi ingenting, og det er jo helt vidunderligt. Det, jeg prøver at sige, er, at jeg i virkeligheden tror, at alle mennesker besidder en eller anden fuldstændig overjordisk kraft. Og jeg tror måske ikke, at vi har opdaget det. Eller... det har vi ikke. Fordi vores verden går for stærkt. Men uh... det er svært at tale om."

Jeg synes, det går fint.

"Synes du det? Okay. Men det er jo svært, fordi det ikke er noget, jeg sætter ord på i det daglige, og det er ikke noget, jeg som sådan har defineret for mig selv. Samtidig er jeg egentlig slet ikke i tvivl om min tro. Troen er en essens. Troen er noget, der er kærligt og åbent, og jeg tror, at det er noget, alle mennesker besidder. Somme tider kan man bare fare vild i det. Komme væk fra det. Fordi der er så mange ting, der mudrer, og så meget, man kan blive bange for. Så ja, hvad tror jeg på?"

Hun stopper op og griner, mens hun lige vender tankerne en ekstra gang.

"Jeg tror. Punktum. Og jeg tror på det gode i andre mennesker og i mig selv."

Mille er datter af skuespillerne Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer. Hun husker sit barndomshjem som åndfuldt, og hun har heller aldrig været i tvivl om, at hendes forældres værdier er funderet i kristendommen. Det betød dog ikke, at familien var specielt udøvende i troen eller gik mere i kirke end de fleste andre danskere. Men troen var der.

"Jeg bad aftenbøn i mange år. En bøn, min mor lærte mig, og som hun selv havde bedt som barn: ”Nu lukker sig mit øje, Gud Fader i det høje, i varetægt mig tag! Fra synd og sorg og fare din engel mig bevare, som har ledet min fod i dag!”. Og det sidste undrede jeg mig altid over. Fod? Jeg kan huske, at jeg havde en lille fodvorte, da jeg var barn, så gjorde jeg lige sådan her, når jeg sagde den sidste linje."

Hun løfter benet op i luften og vipper med foden.

"Haha, jeg forstod simpelthen ikke det med foden. Fodvorten er der ikke mere, men jeg ved faktisk ikke, om jeg stadig vipper med foden, når jeg siger det i dag."

Så du beder stadig aftenbøn?

"Nej, ikke på den måde mere. Men jeg samtaler med ”noget”."

Hun griner højt igen.

"Jeg havde en hund, Berta, i mange år, som jeg snakkede meget med. Nu er hun her ikke mere, men det kan også være det, der stadig sidder i mig. Når drengene spørger, hvem jeg snakker med, kan jeg somme tider finde på at sige: ”Jeg snakker lige med Berta”. ”Men Berta er jo død, mor?”. ”Ja... men Berta bor i hjertet og snakker med mor”. Der er mange undskyldninger for måske bare at været blevet en lille smule tosset."

Det kommer til os alle!

"Ja, og jeg tænker, at vi må se mildt på det. Overbærende."

Troen på, at der er noget, der er større end hende selv, giver Mille ro i hverdagen.

"En ro, som jeg ellers nogle gange synes kan være lidt svær at finde. Jeg har en grundlæggende tro på, at alt nok skal blive godt. Det er jeg nødt til at tro på. Også når bølgerne går lidt for højt, eller når jeg bliver for bekymret. Og bekymring har jeg i DEN grad tendens til. I den sammenhæng er troen et anker. Det er noget med at føle sig forbundet med andre. Det er jo meget smukt, og det giver en form for mening med det hele. Det er igen den grundtone, som jeg talte om før. Den er som sådan et rodnet, som på en eller anden måde stabiliserer mig."

Du siger, du har en tendens til at blive bekymret?

"Ja! Det kan jeg lige så godt stå ved. Og det arbejder jeg på. Der skal arbejdes på det, for det er ikke altid lige konstruktivt at være så bekymret. For hvad kan man bruge det til? Men ja, jeg har nok en ængstelig tendens, som altid har fulgt mig, og som ikke er blevet mindre af, hvordan tingene udvikler sig i verden. Det, jeg kan gøre, er at øve mig i at blive bedre til at tackle bekymringerne i min egen lille cirkel. På samme måde som jeg arbejder med min tvivl. Jeg går altid hånd i hånd med min tvivl. Det har jeg i mange år været meget vred over, men nu tror jeg faktisk, at tvivlen måske kan ende med at blive min ven. Jeg er begyndt at acceptere, at den er en del af mig, og at den er der af en grund."

"Jeg har altid beundret min mors måde at gå til tingene på. Hendes måde at være i sit arbejde på og forbinde det med den kærlighed, hun også har givet mig. Hun har været et familiemenneske, men også en ambitiøs kvinde, der har arbejdet rigtig meget, og som har formået rigtig mange ting. Hun har været kompromisløs og har aldrig været bange for at sige tingene, som de er. Hun har en styrke, som altid har været meget inspirerende for sådan en tvivler som mig."

Din mor tvivler ikke så meget?

"Jo, det gør hun nok også, det tror jeg da. Måske nok i højere grad før i tiden, end hun gør nu. Men hun har alligevel haft en styrke i sin tvivl. Så hun har altid overkommet ting, og det har bare været super inspirerende at overvære. Nogle gange har jeg tænkt: ”Hvorfor synes jeg ikke, at det er lige så let for mig, som det ser ud for hende?”. Men altså, vi er jo også bare forskellige."

Hvornår har du søgt hendes råd?

"Det gør jeg i alt fra helt små til større ting. Nok lidt mindre i dag end før i tiden, hvor jeg ringede til hende næsten dagligt. Arbejdsmæssigt har det altid været dejligt at have begge mine forældre, de er begge ret gode støtter. Når man er i samme fag, har man jo samme sprog. Og det er dejligt at kunne tale om tingene og være åben om sin tvivl. Jeg kan vende alt med dem."

Hvad tænker du om, at de en dag ikke er her mere?

"Den tanke kan jeg ikke lide. Den har jeg ikke sluttet fred med. Jeg er ikke klar til at miste. Jeg er aldrig klar til at miste nogen, det er der vel ingen, der er. Men vi ved jo, at døden er en del af vores liv. Og i virkeligheden tror jeg også, at døden er en smuk ting. Men … jeg er ikke der, hvor jeg er klar til at byde den velkommen. Jeg er godt klar over, at tiden går, og at naturen går sin gang. Og jeg er da ved at rykke op i en alder, hvor man begynder at være taknemmelig over hver dag, man er rask. Der er jo en lang periode af ens liv, hvor man ikke skænker den slags en tanke, gudskelov, men jeg kan da godt mærke, at det begynder at komme. At jeg har bevæget mig ind i et andet land, hvor sygdom bare en større del af ens sfære. Det rammer jo hårdt og brutalt ned. Puha. Igen små spirende løg af bekymringer. Men hvad kan man gøre?"

Hvis naturen går sin gang, skal vores forældre jo herfra før os, det er vel, som det skal være?

"Ja, det er jo det. Og alligevel skal de jo altid være her. For mig bliver det aldrig naturligt, at mine forældre skal herfra, for de har jo altid været her for mig, og det skal de blive ved med. Det får mig også til at tænke på den dag, hvor jeg ikke selv skal være her for mine børn. Altså, jeg kan slet ikke holde det ud! Men det er jo godt at have ting at arbejde med, og jeg tænker også, at måske bare det at snakke om døden er en god ting. Så man ikke føler sig så afmægtig og fremmedgjort overfor den. Men uha..."

"Jeg skal ikke gøre mig klog på det. Men ja, jeg tror på en eller anden måde, at der bliver trukket i trådene. ”Nogen” eller ”noget” har en evne til at tilkalde eller fremkalde det, der sker. Det føles i hvert fald som om, at det var meningen, at Sophus og jeg skulle mødes lige på det tidspunkt i vores liv, hvor det var så rigtigt. Vi var begge klar til det og ville det. Uden at vide det. Der sker jo nogle underbevidste ting, som er ret kraftfulde."

Hun stopper sig selv.

"Aj, jeg er lidt på udebane her. Det er store ting at snakke om en tirsdag morgen klokken ni!"

Men gode ting?

"Ja, super gode ting. Jeg er bare bange for, at det lyder banalt."

Faldt I for hinanden med det samme i 2007?

"Ja!"

Hvordan klikkede det pludselig fra venskab til forelskelse?

"Vi har altid haft en god kontakt. Men jeg ved ikke, hvad der skete, og det er jo det, der er så forunderligt. Og det er derfor, jeg føler, at der er mere mellem himmel og jord, for jeg ved ikke, hvad det var, der pludselig opstod. Det er jo det, som møder mellem mennesker kan somme tider. Når man mindst af alt venter det."

Når du siger, at du tror på mødet mellem mennesker, er det så i en større forstand, altså at der er en grund til, at vi møder dem, vi møder?

"Jeg synes i hvert fald, at det er sjovt at tænke sådan. Kender du ikke det, at man tænker på et menneske, man ikke har set i årevis, og så støder man ind i ham eller hende dagen efter? Man kan jo vælge at sige, at det er tilfældigt, men så er tilfældet i hvert fald helt fantastisk."

Nogle vil kalde den slags for synkronisitet?

"Ja. Og hvis man begynder at gå ned i vibrationer og molekyler, og hvad vores univers består af, så er det jo ikke så underligt. Vi er jo energi, og det er det, der er så vildt. Så syret. Og hvis vi gik meget mere ned i det og undersøgte, hvad vi mennesker egentlig er, så ville vi finde ud af, at vi er SÅ utrolige. Guddommelige. Og vi er forbundet med hinanden. Det er så mindblowing."

Det var også det, du sagde i begyndelsen, at vi besidder en overjordisk kraft?

"Ja, præcis, og hvis vi skruer op for den, så kan vi så meget mere, end vi tror, vi kan. Det vil jeg gerne gentage, for det er så vigtigt. Og ved du hvad, jeg tør også godt sige, at jeg faktisk er ret sikker på, at bevidstheden om de her ting i sidste ende kommer til at være udslagsgivende for vores fremtid som mennesker."